Cool Valley
Barndommen var et satans sted at være. Overalt lurede farerne, og både ens forældre, ens venner og især ens fjender slappede aldrig helt af. Altid var der et eller andet, som man skulle forholde sig til. Noget som ville sætte sig fast. Nogen som ville gøre ondt. Overalt.
Heldigvis havde det onde modstandere. Nysgerrigheden, sammenholdet, de fælles fjendebilleder, snakken om de voksne, de dumme.
At vokse op, at modnes er en bitch.
Fahrenheit har udgivet en fantastisk bog. Et værk som man ikke helt bliver færdig med. En bog om venskab, om død, om tab og om tissemyrer. Fyldt til bristepunktet med billeder, ord og indtryk. Alle formidlet og filtreret af en knægt på 12 år. Lad mig være bundærlig fra starten. Jeg er overvældet, tynget af indtryk og bogen er ond.
Titlen er Cool Vally.
Manden bag er Craig Frank, amerikaner men også dansker. I slutfirserne flyttede han til Danmark og blev en del af den danske animationsverden. Han står bag Rejsen til Saturn som han instruerede. Bogen selv er et digert værk. Sine steder smuk ordløs og beskuende, og andre brutale hvor billede og ord er lige barske og rå.
Den mørke grundfarve som er bunden for alle 320 sider, er ikke for sjov. Det grønne, det friske, forår og håbets farve, nej. Ikke her. Selv blod- og hjertefarven rød får næsten ikke plads eller strøg. Nej og sine steder er værket grusomt. Noget er pyntet, det meste hudløst ærligt og især sidst i værket, som ER en graphic novel (jo, jeg anvender gerne termen, for det der dét, den er), brænder mørket sig sort ind i ens hjerne.
Lad mig give et eksempel. Nej to.
Kapitlerne Drøm og Flyver 809. Det ene uden ord. Det andet med. Natur kontra teknik.
I Drøm jages et egern. En ulige kamp.
I Flyver 809 er der glæde, forventning, ængstelse og farven sort.
Lyder dét sort? Lyder det åndssvagt? Måske og sikkert ja, men jeg vil ikke røbe for meget. Begge kapitler udgør en selvstændig fortælling. Disse fortællinger blot to af mange, og tilsammen danner de tilværelsen for vores hovedperson, den 12-årige Craig Frank. I en verden af frihed og et land, både reelt og på et meta-plan, som tørster efter at blive opdaget, indtaget og levet, hvor man bløder fra næsen, smadrer myrer og knuser glas, er der også samhørighed. Dysterheden lurer rundt om hvert hjørne. Oppefra og nede.
Tidsmæssigt og geografisk er vi tilbage i 70’erne, og stedet er Missouri. Pyt dog med det, for Craig Frank har skabt et tidløst værk om barndom og død og alt det ind i mellem. Ikke Hollywoodsk og buldrende med store følelser, men afdæmpet og meget mere betragtende, lyttende og med garanti blivende for læsere som vil.
For vil man ikke, så smider man bogen bort. Den er for kedelig, for dystertung, for stillestående. Ja, og frem være med det.
Kedelig er sådan et mærkeligt tillægsord. Antonymet er vel spændende, og med spænding taler man vel om oplevelser, noget som sker og den slags. Og Cool Valley er lige præcis det. Der sker en masse. Men det kræver at man VIL se og læse det.
I en smuk passage ligger Craig sammen med vennen Danny og kigger på skyer. Det har du sikkert også prøvet. At lade disse mystiske hvide dyner blive til noget. Jeg mener, at der sker noget i sådanne situationer. Netop fordi alt andet forsvinder. Der er kun de to drenge og deres fascination af den lyseblå himmels hvide forstyrrelser.
Bogen er en rammefortælling, hvor den voksne Craig kigger tilbage på væsentlige dele af barndommen. I ramme minder den lidt om filmen Stand by me, Stephen Kings novelle The Body. Også et tilbageblik.
Farverne dystre og grundtonen grumset grønt. Der er stort set ingen lyse farver eller forfriskende glade nedslag. Vi er i Cool Vally, men det kunne lige så godt have været den ø, som William Golding lod sine overlevende drenge være på, der i 1954, i romanen Fluernes herre. Barsk og nådesløs.
Symbolisme er et herligt værktøj. Nogle kan se symbolerne, andre ikke. Nogle kan man se næsten med det samme, andre kommer snigende. I Cool Valley er der mange, ikke for mange dog, men mange. Strøet ud med sikker hånd. På spejderlejr for første gang, mange nye indtryk, mange grænseoverskridende og farlige prøver. Stille skildret og som om aftenen, i soveposen, er der noget som kradser. En lille musefamilie. Som straks bliver til en slange som skal dræbes. Fra virkelighed til virkelighed til billede og tilbage igen.
Jeg er fan. I stil minder bogen om en af mine yndlingstegneserier, Craig Thompsons En dyne af sne. Den umiddelbare forskel er dog, at dynen rummer mere glæde, mere munterhed.
Men det er som om, at Cool Valley har lidt mere at byde på. Samme karakter får de, fem, for vi ER i den ende af skalaen, og endnu engang må jeg fremhæve Fahrenheit. De har et godt øje for de værker, som skiller sig ud, stritter lidt, er hittebarnet som man kommer til at holde så intenst meget af.
Titel: Cool Valley
Tekst og illustrationer: Craig Frank
Forlag: Fahrenheit
Format: Softcover, 320 sider i farver
Pris: 249,-
Isbn: 978-87-71761-24-5