Home / Anmeldelser / Dan Frisk

Dan Frisk

Dan_Frisk

Dan_FriskDAN FRISK af Holger Philipsen

Her kommer så den korteste og samtidig måske den længste anmeldelse på Serieland nogensinde; indtil videre i hvert fald. Denne publikation gør mig glad! Det er genialt, at den er udkommet! Køb den! Slut!

Vi lader den lige stå et øjeblik.

Jeg er, som det måske er gættet, meget begejstret. Lige siden jeg opdagede Dan frisk var udkommet, har jeg været glad. Det er dæleme en billig humørpille, når man tager i betragtning, hvor lang tid, den virker, og det startede endda, inden jeg havde læst den. Jeg opdagede bogen i lørdags i sommerhuset, hvor jeg læste Fantasks nyhedsbrev. Her så jeg, at Dan Frisk var blandt nyudgivelserne. Så fik jeg lige et chok. Jeg havde om fredagen stået med den i hånden i Fantask, hvor jeg skulle hente mit ugentlige indtag. Og jeg havde lagt den tilbage på disken! Det siger noget om arbejdsmarkedets bekymrende effekt på sagesløse borgeres sanser. Det var ikke gået op for mig, hvad jeg stod med af guld! Jeg måtte straks dele det med nogen. Det gik først ud over min kone, som måtte høre et langt foredrag om Carlt, også af Holger Philipsen, som det formodentlig er kendt, og som min kone også kender til. Jeg har fået flere Carlt hæfter i gave af hende. Så skulle hun stå model til historien om mit første møde med Dan Frisk i et CAB/CAE hæfte. Jeg husker desværre ikke hvilket, men det har formodentligt være et med Bamse og Dukke Lise, som vi havde nogle stykker af i barndomshjemmet. I et af disse hæfter var der en side med Dan Frisk serien. Jeg synes, det var den på s. 41 i den nys udgivne bog. Det var i hvert fald en af de sort/røde. Denne ene side har efterladt et sådant indtryk i mit barnesind, raske drengesind, whatever, at jeg, siden har villet se mere til denne serie. Så kunne jeg jo bare samle CAB/CAE hæfterne, men NEJ! Det er en af de få gange, jeg har kunnet styre min ellers ukontrollerbare samlerdille. Meget få af hæfterne siger mig nok til, at jeg vil investere i dem, selv MED Dan Frisk, selvom de har bestemt deres plads i dansk tegneseriehistorie, Helt sikkert, blot ikke i min samling.

Det var mange ord til indledning, og vi er ikke en gang nået til hovedpersonen: DAN FRISK!
Jeg var/er vild med Carlt, også skrevet og tegnet af Holger Philipsen. I mine øjne en af de vigtigste, bedste, mest humoristiske, mest geniale, sygeste, galeste, sjoveste danske seriestriber og i det hele taget, ja! Store ord. Den kørte fra 1940, og alt det kan og bør man læse mere om i denne lille bogs fyldige ekstramateriale eller andre steder. Fordi jeg har et kæmpe blødt punkt for Carlt, så kan jeg ikke få nok af Holger Philipsen. Denne lange begejstrede svada, også for at sige, at vel kan jeg være objektiv, men….

På bagsiden af ”Fra Tegneseriearkivet 7” – Dan Frisk af Holger Philpisen sakser vi lige lidt info:
”Dan Frisk er en rask, dansk Skoledreng. Naar han sover, havner han i Danmarkshistoriens forskellige Tidsaldre fra Stenalderen til Vikingetiden, hvor han får direkte indflydelse på begivenhedernes gang. Hver Gang han vaagner, rykker han nogle Aarhundreder frem. Undervejs møder han de gamle Sagnhelte lige fra Kong Skjold, Regnar Lodbrog, Prins Hamlet og Stærkodder til Leif den Lykkelige, Rolf Krake og Kong Harald Hildetand.
Han kommer også til Valhal, hvor han møder Aserne, de Nordiske Guder Odin, Thor, Freya, Tyr, Heimdal og Balder.”
Jeg overgav mig allerede her. Det er genialt, af Anders Hjort Jørgensen, manden bag Forlaget DesAHJn, som har udgivet, at bruge stavemåde og formuleringer fra dengang da. Jeg var straks suget ind og mit letpåvirkelige sind var stemt til videre læsning.

Bogen lægger ud med, hvad jeg vil kalde fyldigt materiale om så forholdsvis en kort serie -13 sider om tegneren, lidt om hans liv, hans anden produktion og med gode historier og oplysninger. Bl a. de tre sider af Prins Valiant, godt nok i lille format, som Holger Philipsen skulle have tegnet til Skipper Skræk, da materielaet ikke kom fra USA i slutningen af 2. Verdenskrig. Og alle forsiderne på Aller hæfterne, hvor Dan Frisk var trykt bagest er her, også i lille format, men de er her. Der er en særlig tegnet fødselsdagshilsen til Storm P. fra alle datidens tegneseriefigurer, tegnet af Philipsen, og der er en Skipper Skræk forside tegnet af Philipsen, hvor tysken får en på lampen af Skipper Skræk. Godt samlet og beskrevet.

Selve serien, som man kunne finde som fortsat serie bagest i Allers førnævnte CAB/CAE hæfter fra og med nr. 13 til og med nr. 30, 1944 til 1949 i et seksårigt forløb, er noget af en bedrift. Holger Philipsen tegnede og fortalte selv Dans sværdsvingende drømme; gad vide om han også farvelagde,. Det har jeg ikke kunnet finde noget om noget steds, men mon ikke. Hver side bliver indledt med en tilbageskuende og forbindende tekst /introduktion i stil med ”Sidste gang fortalte Dan Frisk…..”Jeg frygtede lidt, at jeg ved dette gensyn ville blive skuffet, da serien, selvom den hedder Frisk, så har nogle år på bagen, og det kunne også synes sådan lidt søgt pædagogisk korrekt opdragende ”at nu skal vi læse om og se Danmarks historie og noget om de gamle nordiske guder i tegneserieform”. Men sproget, som ikke er at finde i talebobler, men under billederne, som hos Egene, Prins Valiant o.a., og som jeg i andre sammenhænge ikke bryder mig om, for jeg er et taleboblemenneske, men her generer det mig ikke, og det flyder fint fortællende. Det siger noget om, hvad Holger Philipsen kunne med ord! Eller også siger det noget om, at jeg har læst for mange gamle Tykke Niels og Pillerik bøger. Dog, sproget er ikke så kraftigt præget af alderen, som man kunne frygte. Holger Philipsen var jo en sprogfornyer, Tegneseriernes svar på Gasolin’ og Shu-bi-dua. Hvilket jo også klart kommer til udtryk i f. eks. Carlt.

”Siden 1949 har Dan Frisk ufortjent samlet Støv i Arkivet. Med dette Album springer han efter syv Aartier endelig ud af Mølposen og optræder for første Gang i en samlet Udgivelse til fornøjelse for nye Læsere. Og kender de ikke Holger Philipsen og hans andre Tegneserier, bliver de oplyst igennem et fyldigt Forord. Nemli’!” skriver forlaget på bagsiden. Det er muligvis i overkanten, at kalde det et album, men størrelsen er, hvad man kunne kalde halvt album format, lakeret softcover med flapper både foran og bagtil, hvor der til overflod er information om tegneren og Allers hæfter, som der kom 99 af. Spøgefuldt foreslås det at nærværende publikation kunne være nr. 100, jeg er med! Papirkvaliteten er i orden, tyk, ikke blank og trykket er bestemt også i orden, når man tager i betragtning, at det er gamle sager, der er støvet af, kopieret og trykt på ny. Jeg ved ikke noget om den nærmere proces, men det er flot arbejde.

Hvis man har kendskab til Holger Philipsens meget plastiske og af nogle kaldet meget merkantile stil, så finder man det til dels i selvet titel figuren Dan, som minder lidt om Carlt med en mere normal frisure. Dyrene er i nogle tilfælde ”cartoony” og enkelte af de øvrige historiske figurer er også der henad, Andre er lidt mere realistisk tegnet, ikke alt er så levende, noget næsten stift og der gøres generelt ikke så meget ud af baggrunden, men så ind i mellem f.eks. på s.35 et flot skib på oprørt hav med skumsprøjt, skyer på himlen, en måge; eller på de sidste 4 sider i sort/rød. Her er der også gjort lidt mere ud af baggrunden. Gør det noget, savner jeg det. Nix!

Det er dansk tegneseriehistorie af bedste skuffe. Man kan følge udviklingen i de enkelte plancher over seks år. Folkene på forlaget har gjort et virkelig godt stykke arbejde med at indsamle og kopiere og formidle. Få steder er det lidt utydeligt, helt sikkert på grund af alderen, men det er en del af charmen med så gammelt materiale. Tak til forlaget for anemldereks. Foråret er reddet.

I den standende debat om mål og vej og karakterer mig her og der, kan jeg kun kvittere med 12 ud af seks mulige friske nostalgiske sværd! Seks! Der er nogle, der ikke tænker på andet. Jeg har været max underholdt. Det vil ingen ende tage! Disse var ordene, mange, men sådan måtte det være. Desformedelst!

 

karakter_6af6

Titel: Dan Frisk – Fra Tegneseriearkivet 7
Forlag: Forlaget desAHJn
Tegninger og tekst: Holger Philipsen
Format: 46 sider i farver, softcover, 21,7 x 17
Pris: 100,-
Isbn: 978-87-998586-8-2

Anmeldt af Henning Braunstein

5 comments

  • Super underholdende anmeldelse. Jeg kan godt lide Carlt, især de midterst forløb. Så jeg må nok kigge i den, næste gang jeg skal handle. Din begejstring er i hvert fald smilende.

  • Super underholdende anmeldelse. Jeg kan godt lide Carlt, især de midterste forløb, så jeg må nok kigge i den, næste gang jeg skal handle. Din begejstring er i hvert fald smittende..

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *