Home / Anmeldelser / Den døde kæmpe : Biernes tårer (1)

Den døde kæmpe : Biernes tårer (1)

Forlaget Faraos Cigarer hører selvfølgelig sammen med butikkæden af samme navn. Butikken, Danmarks bedste tegneseriebutik, finder du i Københavns centrum. Adressen er Klosterstræde 22, tæt ved Vor Frue Kirke.

Tegneserieelskeren og eksperten Christopher Ouzman er redaktør og manden bag samtlige udgivelser fra dette unge driftige forlag.

Handlingen
En ung kvinde, studerende, med alle fordomme om andre og en irriterende og ufravigelig tro på sig selv, strander midt på Lars Tyndskids berygtede marker. Bilen der skulle fragte hende videre mangler benzin, og der er ca. 20 kilometer til nærmeste benzintank. Til hendes held er der en ung mand, der tilbyder hende logi for natten. Kvinden takker nej til at begynde med, men nattens kulde får hende på andre tanker. Over den varme suppe falder talen på småfolk, på trolddom, på andre verdener end vores. Selvfølgelig kan et moderne menneske ikke tro på denne slags overtro, men da natten forsvinder og dagen gryr, så begiver begge sig ud på en rejse. De skal finde ‘mesteren’…

Kritik
Der ligger en kærlighed til landet, til roen, til imødekommenheden i albummet.

Mest eksponeret qua hovedpersonen Paulines irriterende væsen og dennes fordomme. Hun er simpelthen et billede på alt det man ikke kan lide hos selvsmagende studerende og selvsmagende kvinder. Og hvor piktoresk og idyllisk omgivelsern end formår at være, så er den Pauline så ekstremt ubehagelig, at man flere steder kan blive helt vred på hende, og dermed på albummet.

Filmaktuelle ‘Mænd der hader kvinder’ får pludselig en helt ny nuance.

Heldigvis varer dette ikke ved. Pauline viser sig, som tiden går, at være mere jordnær og den maske af ubehag hun ellers har taget på, den fader stille og roligt væk. Det har at gøre med de oplevelser hun bliver vidne til. På sæt og vis et flot billede af vores mange fordomme og ubehag ved det vi ikke kender til. På denne måde fungerer Pauline storartet, og man kan næppe være helt upåvirket af hendes væsen, når man reflekterer over hende og sammenligner med sig selv. Er Pauline et billede på dig og mig? Måske.

Tempoet er astadigt, vi kommer frem med jævn fart. Irriterende? Næ – igen et billede på storbymenneskets fremdrift og en reminder til os alle om at hastværk er lastværk. Fordybelsen, hvor påtaget den end måtte tage sig ud, er ikke til stede. Og de mange mystiske optrin som Pauline udsættes for, og de væsener som støder til, vækker nye tanker. Ikke kun hos Pauline, men også hos læseren. Dog – mavefornemmelsen gør, at Pauline ikke er min kop the…

Plottet er, emnet til trods, plausibelt og går rent ind. Det virker troværdigt. Alle der har befundet sig mere end en ½ time i en skov, kan nikke genkendende til den mystik der kan være i et landligt samfund. Og man fornemmer, at ens barnetro om alfer, feer og den slags, stadig er lige under huden. Jeg skrev, at genren er fantasi. Retteligt den fantastiske genre, og indenfor denne ramme fungerer albummet fint.

Farvemæssigt et ganske nydeligt album. Der bruges tunge mørke farver, også om dagen. Stregen virker let, og man har ikke gjort meget for at understrege og betone baggrundende. Men de ER der, og træder tydeligt frem når det behøves. Tegningerne af bogens persongalleri er heldigvis fri for den seksualisering man ellers ser så ofte. Det er befriende at se en kvindelig hovedperson der har en almindelig ungpigebarm og ikke en overdimensioneret d-skål. Der er selvfølgelig flere seksuelle undertoner i albummet, primært direkte fra Pauline. Tydeligst ved en badesecene i skoven, hvor hun tydeligvis er begejstret for hvad hun ser. Stadigvæk uden at virke primitiv eller plat. Og det er i bund og grund albummets store styrke. Den behandler sit tema med seriøsitet og man fornemmer at der ligger en kærlighed, ihvertfald en slags respekt, for parallelle verdener.

Konklusion
128 danske kroner koster denne hardbackudgivelse. Det virker rimeligt, og kender man lidt til udgivelserne fra Ouzmans hånd, så ved man at det er en flot udgivelse. Sidst i albummet kan man se eksempler på andre af forlagets udgivelser. Det er gjort nydeligt hvad angår Zanfyrst, men virker uambitiøst og nærmest grafittigrimt på den modsatte side. Jeg antager, at albummet henvender sig til et voksent publikum, hvorfor man bør skrive om udgivelserne fremfor at lade dem svæve i luften. Det fremmer ikke min lyst til at læse de pågældende album. Men jeg gør det nok alligevel…

Summa summarum – en fin lille udgivelse. Ikke et mesterværk. Men spændende og cliffhangeren giver gode løfter. Det ER faktisk ret godt gået…

Manuskript: Loisel og JB Djian
Tegninger: Mallié
Oversætter: Francois-Eric Grodin
Forlag: Faraos Cigarer

Udgivet: 2009
Sprog: Dansk
Medie: Tegneserie
Sidetal: 56 sider
ISBN-nr: 9788791976315
Pris: DKK 128,00

Aldersgruppe: 10-60 år

Anmelderens vurdering af udgivelsen (skala 0-6 point):
Manuskript: 4 point
Tegninger: 3 point
Oversættelse: 3 point
Præsentation: 3 point
Kvalitet til prisen: 3 point