Home / Anmeldelser / Den ekstraordinære rejse 2. del.

Den ekstraordinære rejse 2. del.

Af Henning Braunstein

Lidt inde i juli sendte det stabilt aktive forlag, E-voke, 2. og næstsidste del af Den ekstraordinære rejse på markedet. Det var sommer, og der var tid til at fordybe sig i gode tegneserier….. og det er der bestem tale om i denne sammenhæng. Nogle vil måske mene, at der er tale om en børnetegneserie, måske ovenikøbet nedsættende men, og det kan gerne være, er meget af de tegneserier, vi læser egentlig ikke i bund og grund fremstillet som børnetegneserier? Tintin, Asterix, Lucky Luke uden sammenligning i øvrigt, tidlige DC og Marvel osv. , og jo, jeg er med på der også er en hel del enbart for ”voksne”, men hér er i så fald tale om en sådan, hvor børn af alle aldre kan læse med og med stort udbytte.

Det er knald på fantasien, tegninger, farver. De to børn fra bind 1, Émilien og hans kusine Noémie fra en såkaldt internatskole/kostskole, er på vej til Jules Verne konkurrence med en færdiggjort prototype, som Émiliens far har fremstillet kort før hans forsvinden. De kvikke, ja, nærmest super dygtige, børn er i selskab med en kvindelig privatlærer, Amélia, og en opfinder, Terence.

Vi befinder os i 1927, ikke det 1927 du og jeg kender til, men et 1927 med flyvende kørende, sejlende mekaniske ”monstre”, ja og robotter. Der er tale om noget så sjælden som et steampunk – eventyr, hvor det meste kan opfindes, og mange af de maskinelle hjælpemidler, vi kender til senere, i denne fortælling er opfundet og eksisterer og drives af anden energi end, hvad vi er vant til. Der er tandhjul, dimser, dingenoter, duppeditter og dippedutter. Verden er i krig, ”den tredje akse” er fjenden og vore venner tilhører den frie verden, må vi forstå. Der er ikke som sådan lange, blodige kampscener, men overraskende baghold og truende våben eller mekaniske monstre både til lands, til vands og i luften. Alt sammen meget flot illustreret af Silvio Camboni, der har tegnet en del fine albums, bl, a. også noget for Disney. Her er et link til hans hjemmeside, noget, jeg normalt ikke bruger, altså linkhenvisninge i en anmeldelse, men den er bestemt et besøg værd: https://www.silviocamboni.com/. Tegnestilen er vel hvad man kunne kalde naturalistisk-karikeret, eller ”cartoony” med lettere manga-øjne, noget jeg normalt har det svært med, men hér fungere det glimrende. Der er gode ansigtsudtryk og grimasser, især Noémie har nogle sigende ansigtsudtryk, når hun lægger gummiansigtet i de rette folder og viser, hvad hun tænker. Der er et pænt stort persongalleri, som tilfører historien dynamik, også en skurkagtig medkombattant i konkurrencen ved navn Howard Hugues. Nok sagt!

Teksten i taleboblerne er STOR, noget denne anmelder er svært begejstret for p. gr. a. de nærsynede øjne. Det går dog ikke ud over fortællingen, der er masser af tekst, nok, ikke Blake og Mortimer-agtigt, men sikkert både udfordrende og stimulerende for den yngre læser, som i øvrigt nemt kan identificere sig med hovedpersonerne, og også fint for det mere modne klientel, som undertegnede tilhører og som både lo og spændt vendte siderne for at se, hvad der videre måtte hænde. Filippi har arbejdet med Terry Dodson (Muse) for Humanoids og sammen med Camboni er det blevet bl. a. til to Mickey Mouse eventyr for Disney. Der er også flydt western, pulp og science fiction fra hans pen.
Sproget flyder fint, oversættelsen står den ene halvdel af E-voke for, se nederst i anmeldelsen, og det er mundret talesprog. Kostskolebørnene taler endda høfligt udvalgte steder, såd’n som det sig hør og bør iflg. denne læsers sæt fordomme!

Tegningerne bliver godt løftet af den flotte farvelægning på det lækre, for nogen lidt blanke papir, men mine sarte øjne fandt stor behag i, hvad jeg så. Gaspard Yvan står for herlighederne og har styr på paletten! Der er flotte små bulleder og store indtagende samme.

Det er en herlig fortælling i et lidt andet genretwist, end vi er vant til, men det er rart at blive rusket lidt op i en gang i mellem. Der er kommet 6 albums på originalsproget, i to såkaldte ”cyklusser”. Når bind 3 afslutter den første cyklus i Danmark, iflg forlagets hjemmeside, vil det ske i november, så håber jeg bestemt, vi ser ”cyklus” 2 på dansk også. Det ligger og vipper mellem 4 – 5 mekaniske monstre til denne rejse, og hvis jeg mærker efter, om og hvor meget jeg ser frem til bind 3, så lander jeg på 5!

Titel: Den ekstraordinære rejse: 2. del
Forfatter: Denis-Pierre Filippi.
Tegner: Silvio Camboni
Farvelægning: Gaspard Yvan
Oversættelse: Lea Mejdahl Christiansen
Forlag: E-voke
ISBN nr.: 978-87-93952-10-2.

Pris: 169,-
Udstyr: Hardback, 48 sider, i flotte farver.