Det er lidt sjovt at sidde med Maren Uthaugs ‘Den lyse side’, der udkommer I morgen fredag. For mit FØRSTE indtryk, da jeg for et par dage bladrede bogen igennem, var ikke positivt. Langtfra. Men nu, hvor jeg atter har bogen fremme og kigger mere nuanceret og grundigt i den, så ser jeg ikke helt det samme, som jeg så og følte forleden. Langtfra.
Den er nemlig forrygende morsom. Jeg fandt mig selv flere gange siddende og smågrine, og det er den ondelynemig et stykke tid siden, at hverdagsstriber har haft den effekt. Åh jo, jeg har da klukket lidt hist og pist, men der er noget ganske andet over Den lyse side. Her sidder jeg med en grundlæggende god fornemmelse I kroppen. Jeg er simpelthen godt underholdt.
Vildt I grunden, for Maren kan ikke tegne. Stregerne er kantede, der er ingen baggrunde og ingen finurlige detaljer, der er kælet for. Det er simple streger på (for det meste) hvid baggrund, så som tegneserie er det noget værre juks. Tankestreger, kalder hun det, og det er godt set og rigtigt.
Heldigvis er tegneserier jo andet end streger og baggrunde. Tekst og især den indholdsrige af slagsen kan løfte, og det sker til fulde i Den lyse side.
Hvad ER det så som er sjovt? Og hvorfor?
Jeg er nok det segment, som Maren har for øje. Jeg har selv blogget, selv børn og de går også I skole. Jeg er selv en forfærdelig far, og har selv drømt om fisse, kærlighed og også prøvet at være ensom og også draget et lettelsens suk, når ungerne tog I skole og man kunne være lidt sig selv. Måske er det det?
Det sjove er dialogen. Slet og ret. Når manden på bænken spørger, om han må få lidt fisse, og kvinden på bænken svarer, at det må han ikke, for hun har allerede en at være ensom med. Ellers må han godt. Ha. Ellers må han godt. Se, det synes jeg er morsomt.
Eller når man står og bliver koksrød i knoppen fordi ens teenager ikke fiser I skole, men altid liiiige skal et eller andet, og når man så endelig får sparket hende ud, og møder læreren der køligt fortæller, at det er forældrenes ansvar. Så griner jeg sgu.
Eller når Maren brokker sig over os krammemennesker, og angiver os I procenter.
Små finurlige nedslag I et gennemsnitsmenneske på samme alder som en selv. Hun har sgu prøvet mange af de samme åndssvage situationer, og når man så ser ens egne begrænsninger, bliver de jo det lettere at sluge.
Det er så godt som det er simpelt. På 256 sider er der små finurligheder – ingen større dikkedarer andet end end en skarp tone og tunge. Hun navler, Maren, men gør det godt og på en herlig lille underspillet måde. Det er ikke rocket science, men små betragtninger. Ikke andet, men less is more.
Bogen udkommer I morgen, som skrevet. Koster små 150,- kroner og det må siges at være ganske rimeligt.
Jeg VED ikke, om ordene ville få en anden og mindre besk tone, hvis Maren fandt sig en illustrator. Men det kunne være interessant at se forsøget.
Fordi tegningerne er af helvede til, så kan jeg kun give tre stearinlys til den kommende mørke tid. Jeg ville gerne give en enkelt mere, men det kræver lidt mere visuelt.
Titel: Den lyse side
Forfatter: Maren Uthaug
Illustrationer: Maren Uthaug
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Format: A5 format, 256 sider i sorthvid, softcover
Pris: 149,95
Isbn.nr: 978-87-11-33706-6