Home / Anmeldelser / Den skinbarlige sandhed

Den skinbarlige sandhed

Man kan vel gå to veje, tænker jeg. Den første er den dumme og sure. Den vil fortælle, at Lars Dahls Den skinbarlige sandhed er lidt struktursvag, et miskmask af små nedslag med ubetydelige og upersonlige karakterer, i et miljø og en tid, hvor man kommer i tvivl om både genren og den egentlige hensigt. Man bliver forvirret og så fortoner de i alt fem beretninger, hver især ellers ganske nydeligt fortalt og ikke mindst flot tegnet, sig i en slags gryderet der hverken smager godt eller er specielt nærende.

Man kan altså også gå den anden vej, en lysere og rarere vej. Den giver så et andet billede, men det fordrer, at man kaster sine vaner af sig, og ser albummet, ikke som et hele og sammenhængende, men som små, bittesmå anslag. Et slags ufærdigt projekt eller en drejebog til noget større. Ideer der er for gode til at smide bort, men altså stadig ufuldstændige. Dog lovende og i en proces.

Den vinkel kan man sagtens antage, og når man så også favner ekstramaterialet, hvor vi kommer med i maskinrummet, og hører om skitser, lysborde, figurerne, om at være stringent og om arbejdsprocesser, så fremstår Den skinbarlige sandhed anderledes vedkommende og velkommen.

Man kan så hævde, måske med ret, at salgsvinklen burde have været anderledes sammensat, hvor det primære fokus havde været en slags lærebog, og de fem fortællinger, blot fortællinger der underbyggede processen. Så kunne man have undgået den der kedelige sure første vej, som jeg indledte med.

Hvis vi går lidt ind i de fem fortællinger, så er der ikke rigtig nogen af dem, der for alvor er interessante. Thorleif. Stor, blond, arisk og muskuløs. Det har man set før. Sjovt at så mange vælger en ledefigur, der er så plagieret og så stereotyp, og lige så sjovt skal den kvindelige sparringspartner, Gudrun (dejligt navn ellers) være en veldrejet smuk taljetynd storbarmet yndling.

Er det ikke snart på tide, inden for især fantasygenren og eventyrene, at man giver ens persongalleri noget, for det første, dybere menneskeligt, og for det andet, gøre figurerne mere realistiske? Jo jo. Jeg er med på, at dette bryder med genren, men altså…

Disse to gennemgående figurer er samlet set på flugt. Eller ude. Eller i færd med at finde en slags overordnet mening med tilværelsen. Igen – jeg ryger tilbage til sporet med nedslagene, at Lars har hygget sig med en god idé, og så udtænkt, tegnet og skrevet i brudstykker, i det håb og ønske, at noget virker, noget ikke, og at det på sigt, kan danne en helhed. Og som sådan er albummet på 52 sider en slags forløber, teaser om man vil, for noget der kan komme.

Bestemt ikke helt ueffent, men figurerne skal have nogle karaktertræk, noget personligt, noget der driver dem, snarere end at de er flyvske i forhold til deres omverden. Fint nok, som der står bagerst, at de er på flugt fra den centrale kongemagt, og at de undervejs møder troldmænd, talende dyr og den slags.

Som du nok har bemærket, er fantasygenren ikke lige min absolutte favorit.

Når det så er sagt, så er der bestemt passager i tegneserien, jeg kan lide. Coveret er eminent. I mørket er der dystert, og skæbnen en satan, der kan rokke vores arne, vores hjem og påvirke os alle. I mørket er der mørkt, og kun ved lysets hjælp, kan mørket brydes. Det hjem, det fællesskab, den tosomhed måske, som Thorleif og Gudrun søger, og som de fem fortællinger samlet set (trods alt) kan tænkes at udgøre, er jo bestandigt i fare. Udefrakommende trusler, andre magter, andre folk, det være sig smukke kvinder, krigere med våben eller de dystre fæle ukendte faktorer, den lilla kutteklædte der lurer næsten centralt, og så, med satanisk smil i gråt, sort og hvidt, den største ubekendte, skæbnen, der har fat i huset.

Jeg kan bestemt også godt lide ekstramaterialet. Jeg kunne godt tænke mig en slags ’How to do it for dummies’, og gerne helt nede på jorden, Lars’ sprog er godt og jeg føler mig budt indenfor. Jeg bliver mere nysgerrig og det er godt.

Endelig, vigtigst af alt. Lars er sgu god til at tegne. Hold det i sort og hvidt, og tag udgangspunkt i stilen fra Modelbyggeren, historie nummer to i albummet, som visuelt virker stærkest.

Den skinbarlige sandhed er sådan lidt både og… Ufærdig, ret uforløst og usammenhængende. Men sørme også et fint lille peep ind i en spændende verden. En proces, en startproces med arketyper der kan moduleres og en genre der desværre for ofte er for fastlåst, men hvor, hvis man har the guts, godt kan bryde lidt og forandre. Hvis ikke man kan bruge sin samvittighed i netop denne genre, fantasy, hvor så?

Tre stjerner.

Titel: Den skinbarlige sandhed

Tekst: Lars Dahl

Illustrationer: Lars Dahl

Forlag: Fabel

Format: Softcover, fem historier plus ekstramateriale. Sort/hvid samt i farver. 52 sider.

Pris: 199,-

Isbn: 978-87-91419-66-9

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *