Det er at sætte røven lidt i farezonen, når man giver sig i kast med en historie, som allerede er lavet. Kritikerne står i kø, og mange lider under, at man jo kender og føler et ejerskab over den fortælling, man jo kender så godt. Lidt vel på samme måde, når og hvis man søger at portrættere et kendt ansigt. Man sætter sig i en sårbar position.
Jeg har ikke læst Det gyldne kompas, og heller ikke set filmen. Nu har jeg så læst tegneseriens første og andet bind, og er salig, glad og har fået lyst til at se og læse, hvad jeg ellers har gået glip af. Kan så lave en omvendt vurdering. Det tror jeg, at jeg vil gøre. Dog først engang i foråret 2020, hvor tredje og sidste bind udkommer.
Vi er i vanlige gode hænder. Der sidder solide fagfolk i Cobolts stalde og de har glædet os tegneseriefans nu i en del år. Det er undtagelsen snarere end reglen, at man sidder med en øv følelse, efter at have haft et af deres nu efterhånden mange udgivelser i hænderne.
Designet først. Hardcover. 80 sider i farver. 24 x 32 cm. Lækkert innersleeve for og bag. Lyst gråt og lyst blåt på cover og bagside, og fint hvidt står logo, ophavsmænd, titel og firmalogo. Klasse er det. Jeg har set en del tegneseriereoler i min tid, og der er bare noget særligt, når tekst og ryg matcher på reolen. Det er sådan en slags uforklarlig æstetisk nydelse for øjet.
Farverne i albummet og papirvalget. Det kan være noget, jeg bilder mig ind. Men jeg synes at bemærke, at farverne i dette andet album står stærkere. Det virker som om, at det der lidt smågrumsede fra 1’eren er borte, og at der bare er noget radikalt skarpere over farverne. Det kan være samspillet mellem farverne, eller også er mine læsebriller rengjorte. Uanset hvad, så virker det, og er lækkert. Papiret er rart at røre ved, og det virker som om, at der bare er gjort mere ud af Coboltbind, end hvad jeg ellers har set.
At røre ved – sikken en sætning. Godt at hverken min læge eller psykiater læser med…
Nå. Fantasy er det jo, eller… En hybrid mellem den realistiske genre og så fantasy. Normalt noget jeg holder mig borte fra, da selve fantasygenren slet slet ikke er mig.
Ærligt snak, for jeg kan da huske, at jeg havde visse forbehold overfor 1’eren og også denne her sag. Forbehold er normalt noget lort, fordomme med og jeg er kun glad for, at jeg overvandt både fordomme og forbehold. Ikke bare hvad denne udgivelse angår, men i det hele taget.
Stéphane Melchior og Clément Oubrerie står bag. Førstnævnte for manus og sidstnævnte for tegningerne, og også farvelægningen. Flot arbejde. Ingen tvivl. Oplægget er Philip Pullmans roman, og om der også er skimmet lidt til filmversionen, aner jeg ikke. Men mon ikke?
I forgængeren var vi på vej. Flot stort sejlskib og vores hovedperson Lyra var ombord. Forventningsfuld og fyldt med glæde og uro.
Det tjener ikke noget formål at berette om handlingen i detaljer. Du ville tro, at jeg var fuldstændig gak. Jeg antager, at du kender til både værket og genren, og så ved du, at den virkelighed vi lever i, den er ikke helt magen til den virkelighed, der findes i genren. Accepterer man det, har man en læseoplevelse af de helt store til gode. Gør man ikke, og fred med det, for det kan være vanskeligt, så er det sådan. Man mister.
Lyra er på vej. To the rescue.
Hun får hjælp af panserbjørnen Lorek Byrnesion, en satans flot tegnet isbjørn, som er fangetaget i druk og af mennesker. Den har mistet sit panser, sin styrke, sin identitet. Vælg selv. Missionen er en redningsmission, børn er blevet fanget af Snapperne, og der lurer farer overalt. Hekse i luften. Pile og at blive taget til fange. Kan Lyra stole på hendes rejsefæller? Kan de stole på hende?
Nej – jeg vil ikke fortælle om handlingen. Dels ville det netop være et selvmål af dimensioner, da jeg aldrig helt ville kunne favne og berette om alt, dels fordi det måske ville smadre din oplevelse af værket. Et vil jeg dog sige, albummet er betagende smukt og der er så mange lag i det, at…
Ja. For hvad pokker handler Det gyldne kompas om?
Dit gæt er lige så godt som mit. Barneverdenen kontra vores mærkelige voksne. Klart et tema. Det går jeg med på.
Lad mig lige flyve tilbage til tegningerne. Store lækre er de. Voldsomme hist og her. Isbjørnen især er så smukt tegnet. Både når den er kærlig og lyttende, samt når den brøler sit ROAAAR og ikke vil forstyrres.
På side 13 er der få ord. Om der havde været en million, havde jeg ikke læst dem. Nordlys overgår alt.
Nej. Det er nemlig ikke stjerner, der pryder nattehimlen på side 23. Det er hekse. Kan du forestille dig, hvordan min Ragna på 4½ og Osvald på 6½ sagde, da vi læste bogen og kom hertil. De var tryllebundne.
Side 28 uden ord og så de efterfølgende, hvor venskabet for alvor besegles og man kommer ind i hinandens verden. Fantastisk.
Det grønne forskerskær. Et gys, for børnene adskilles jo fra deres daimon, og det maner både tårer og vrede.
Ved du hvad? Jeg kunne blive ved. Mesterlige sekvenser efterfulgt efter mesterlige sekvenser.
6 stjerner bliver det til. Helt igennem velfortjente.
Titel: Det gyldne kompas 2
Manus: Stéphane Melchior
Illustrationer: Clément Oubrerie
Efter Philip Pullmans roman
Forlag: Cobolt
Oversætter: Hanna Lützen
Format: 24 x 32. Indbundet. 80 sider i farver.
Pris: 268,-
Isbn: 978-87-70858-02-1