Home / Anmeldelser / Det gyldne kompas

Det gyldne kompas

Der er både et filmisk oplæg og en roman, og jeg har hverken set eller læst disse. Måske er jeg således ikke helt kvalificeret til at anmelde Cobolts Det gyldne kompas, al den stund der er så mange elementer, jeg både misser og ikke kan vurdere. Hvordan var det nu? Fik man dét med fra romanen? Hvordan viste man den sekvens? Os så videre og så videre. Sådan er det med adaptioner, og det er både godt og skidt.

Jeg er blevet sindssygt skuffet flere gange. Masser af gange. Som regel er førstehåndsindtrykket det bærende og derfor er jeg jo heldig. Det gyldne kompas er en ny verden for mig. Jeg har behændigt undgået især filmen, mest fordi jeg på et tidspunkt fik kvalme af Nicole Kidman. Sådan er det ikke længere. Hun er ok.

Men altså en spritny verden, som jeg kan dykke ind i. Når jeg får et værk, så skimmer jeg altid skidtet. En hurtig bladren igennem og så, når der er mere ro på fortet, så begynder læsningen for alvor. Enkelte værker får endda to gennemlæsninger, men som regel blot en skimning og en læsning og that’s it.

Sådan blev det ikke med Det gyldne kompas. Jeg skimmede og dømte umiddelbart, at det måtte være for børn, sådan et sted midt imellem eventyr og fantasy, og at jeg ikke brød mig om tegningerne. Sidstnævnte ville udgøre det største problem, tænkte jeg.

Heldigvis behøver man ikke altid at forlade sig på ens første indtryk.

Det gyldne kompas er Cobolts nye lækre sag. Indbundet, 80 sider i farver og så kan jeg tage fejl, men det virker bare som om, at udgivelsen både er større og tungere end andre ’almindelige’ værker. Jeg tænker, at jeg nok tager fejl. Det virker bare sådan. 24 x 32 cm er dog også noget, så jo. Vi er deroppe. Og nej, jeg tog ikke fejl.

Det virker også hurtigt sådan, at jeg sidder med en slags ærefrygt, en slags overvældende følelse af at dette album er noget særligt. Det er det også, men mere om det lidt senere.

En turkis ryg, titel, et mini-kompas, folkene bag og Cobolts diskrete Cobolt. Mørkeblåt cover med vores hovedperson, Lyra, samt dennes daimon ved kajen, i baggrunden stævnen af et stort mørkt skib og på toppen en zeppeliner. Vi er i England. Flot og fængende er det. Øjnene kan lide det. Til gengæld får jeg ikke samme øjeglæde ved hovedfarven på bagsiden. Det er lidt fesent med det der turkis. Til gengæld er den hvide tekst læsbar, og af den fremgår det, at jeg dels havde ret i min umiddelbare tese om målgruppen, men også, at værket er mere universelt og ’stort’. Stort på den måde, at det kan læses af alle, og at alle, uanset alder, kan høste noget af albummet.

Og hvad er det så? Jo, hvis du fortællemæssigt sammenligner med fx Tove Janssons Mumier, eller Joann Sfars version af Den lille prins. Der ER noget andet, udover det infantilt tegnede og den forsimplede lette Lix. Noget andet.

Tegnemæssigt…

Ja, det irriterede mig ved skimningen. Der er noget ufærdigt og skødesløst over tegningerne. Lidt Rasmus Bregnhøisk. Forstår du? Et bevidst valg og et gennemført valg, som gør, at man dog hurtigt vænner sig til dette nye lidt grumsede univers. Hvis du tænker tilbage til Dogme 97, og det man dér forsøgte at gøre op med, det spekulative, det der gjorde, at man glemte narrativet og lod sig besnære af lyd og lys og andre tekniske virkemidler. Sådan er det også lidt her. Man er øv over tegningerne, men efterhånden som fortællingen breder sig og figurerne træder ind i ens hoved, så opsluges tegningerne som et helt naturligt og vigtigt og godt plus.

Det der ’noget andet’ ved jeg godt, hvad er. Det er en mageløs fortælling. En af de beretninger, hvor der dels er flere ’lag’, dels fordi den der leg og kontrast mellem det voksne kendte univers, og så børnenes tilgang og forståelse af samme. Derudover de af forfatterens lag, som er med til at forstærke en dyster grundtone. Der spilles på angst og utryghed, men også på eventyrlyst, forurettethed og det at høre til. Den der lille gimmick med at alle levende væsener har en ’daimon’, udtales ’dæmon’, som er en livsledsager, et dyr man kan kommunikere med, og som kan føle på samme måde som man selv kan.

Har du ikke set hverken filmen eller læst oplægget til samme, så er handlingen i Det gyldne kompas denne:

I en lidt anden verden møder vi Lyra. Hun er en lidt ensom pige, men heldigvis for hende, så har hun sin daimon. Et dyr, en livsledsager, en fælle, en samvittighed, kald det hvad du vil. Blot du accepterer, at Lyra og alle andre mennesker med, har et sådant dyr. Det er en følgesvend på godt og ondt. Det er ikke det hele. Rundt om er der ting fra vores verden, som også er i Det gyldne kompas, men med et tvist. Fx isbjørne i rustning, hekse, snappere som bortfører børn.

Så ja – et velkomment univers til børn med en satans masse grufulde ekstraelementer. Et billede på os voksne set fra børnehøjde, måske. Eller slet og ret en god fantasifuld fortælling i topklasse? Vælg selv.

Bogen, bøgerne – for der kommer yderligere to – er en rejse. En rejse i det menneskelige sind med alle arkefølelserne, både de gode og mindre gode, og så handler det fundamentalt om det at være barn i en voksenverden, tænker jeg.

Men kan sagtens tage fejl.

Jeg har læst de første 20 sider for min dreng, Osvald, og hans veninde, Veronika. De er begge ellevilde.

Jeg tror, at deres begejstring og min med, skyldes at vi har at gøre med et værk, hvor der ikke er nogen rammer, samtidig med at handlingen tager sit afsæt i det kendte (og uhyggelige), med de der tvist. På samme måde som med handlingen, der har sine forgreninger og tråde, således også med billedsiden og farvevalget. Der er ikke nogen fast ramme. Lys skifter, ruders størrelser, synsvinklerne og især de skal hyldes og tomles op. Det bliver aldrig ’forkert’. Man accepterer fuldt ud skiftene, og det endda uden at blive svimmel eller irriteret. Igen – sæt dit ’jeg’ i et barns sted, se, lyt og erfar hvad de oplever af sære sager.

Og når alt mit vrøvl viskes bort, så står også tilbage en fremragende spændende fortælling. Et rejseeventyr.

Der er intet ekstramateriale. Der er flotte innersleeves og for første gang nogensinde er vores Lyra bange. Men som der også står – med kurs nordpå, så er hun fyldt med en mærkelig dyster glæde.

PÅ samme måde sidder jeg nu. Jeg aner intet om de næste to bind. Jeg glæder mig dog, for her har vi at gøre med en fortælling ud over det sædvanlige. Fem stærke stjerner, mand.

Titel: Det gyldne kompas

Tekst: Stéphane Melchior

Illustrationer: Clément Oubrerie

Baseret på romanen Det gyldne kompas af Philip Pullman

Farvelagt: Clément Oubrerie og Philippe Bruno

Oversættelse: Hanna Lützen

Forlag: Cobolt

Format: 80 sider i farver, indbundet, 24 x 32 cm

Pris: 268,-

Isbn: 978-87-7085-801-4

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *