Det knuste øre
En sommeraften ombord på et stort skib. En gåtur. Stilhed, stjerner og så et pludseligt drama. Fra kort afstand kastes en kniv. Døden kommer tæt på, og selvom læserne kun ser med via vores indre kikkert, så er alting krystalklart. Vi vidner et drab og liget kastes over bord med et højt plask. Paradoksalt pakket ind af en glad fuldebøtte. Det ændrer dog ikke på, at her, i Det knuste øre, kommer Hergé tæt på. Tæt på grusomheden og kynismen. Og dermed var grunden lagt. Jeg var knægt da jeg første gang læste Det knuste øre, og både likvideringen af den uheldige passager, de mange forskellige forsøg på snigmord og så selve afslutningen, hvor djævle tager for sig, sad så fast, som sættes kan.
Hele herligheden, både den grusomme og den glædelige, er nu tilbage. Forlaget Cobolt har søsat projektet med at genskabe de originale værker, de sort og hvide oprindelige streger, stofryg, lakeret forside og indsatte helsides farveplancher. Det har de gjort godt, og selvom man har (for det har man) læst Tintin før, så er der masser at hente. Det som allerførst springer i øjnene er naturligvis fraværet af farver. Forbeholden var jeg da også, da jeg første gang havde en sort/hvid i hænderne, men den følelse forsvandt efter få sekunder. Hvorfor?
Jo, fordi farver kan distrahere. Så simpelt er det.
Her i Det knuste øre er vi helt inde i motorrummet. Der hvor tingene sker og farver er der ingen af. Med kun sort og hvid kommer nuancerne frem, de grove, de sirlige og især det der, ja især i dette album, langsomme tempo hvor et snigmord planlægges, eller hvor Tintin må bøje hovedet og kun et lynnedslag kan redde ham, og i sekvenserne hvor beboerne tror, at Balthazar er genopstået og blevet til et spøgelse. Man kan næsten høre de listende trin, de bankende angste hjerter og mærke forløsningens suk, når man opdager at spøgelset kun er en åndssvag papegøje.
Man savner slet ikke farverne, og selvom selve historien ikke helt er blandt perlerne, så er der tale om topklasse. Mødet med den lunefulde sydamerikanske sjæl og løjerne der, som så fylder mest, er såmænd fine nok, men jeg holder mest af optakten, hjemme hvor både mystik og uhygge hersker.
Og så rummer historien såmænd grundsten for senere album. Jeg kan jo tage fejl, men jeg mener at kunne genkende et par skurke som genbruges senere, samt et par sekvenser som ligeledes genbruges. Hvilke? Skakspillet med de løse patroner, flugten fra fængslet og forfølgelsen af en åben maskingeværs skydende militærbil.
Den der fornemmelse af at sidde med kvalitet, den fornægter sig ikke. Albummets design er simpelt og stilfuldt. Bogen har en tyngde og et udtryk der gør, at man passer ekstra meget på. Bogen fremstår flot og … ja, hvordan skal jeg forklare det? Disse retroudgaver er bare så meget mere kvalitet, signalværdien når ens hjem får gæster – så er disse Tintin’er dem som ses og bemærkes. Lidt som den dyre lampe på bordet, den gamle autentiske filmplakat på væggen eller designermøblerne i stuen. Bare fordi.
Jeg har gemt det bedste til sidst. Så ubetinget. Hver side giver plads til ruderne. Til sammenligning kan du hitte dine gamle, dem du kender, Tintin’er frem, og se selv hvor mange ruder der er pr. side. Men her, i den nye gamle, er ruderne store og det gør sig ekstra godt i de mange sekvenser med fart. Flugten fra fængslet er formidabel tegnet.
Når du så har dine gamle album fremme, så er det også sjovt at finde forskelle. Villa Solstrejf eller Villa Solskin? Sådan noget synes jeg er sjovt.
Nå, nok snak. 5 gode tortillaer ud af 6 mulige.
Tintin – Det knuste øre
Skrevet af Hergé
Tegnet af Hergé
Forlag: Cobolt
Oversat af Niels Søndergaard
Format: 140 s., indb. 23,5 x 31 cm
Pris: 348,-
ISBN 9788770857079