Home / Anmeldelser / Djævlen fra de 7 Have – piraterne er tilbage igen-igen.

Djævlen fra de 7 Have – piraterne er tilbage igen-igen.

Fribytter og udbytter. South Carolina og Det Caribiske Hav. Sværdkamp, skibsforlis og forræderi. Alle de bedste elementer fra legendernes skatkammer samler sig i Djævlen fra de 7 Have.”

Sådan står der bag på det nye album fra den Belgiske samlebåndskaber Hermann, der med denne bog er oppe på 81 udgivelser i Danmark. Hermann, der efterhånden er blevet en ældre herre der lige har rundet de 70, har endnu engang teamet op med sønniken, Yves, og de har sammen skabt en intrigerfyldt pirathistorie fra kolonialtidens Amerika. Vi er i begyndelsen af 1700-tallet, og kastes ind i historien ved overværelsen af et hemmeligt bryllup på en lille ø i en sump, lidt ude for South Carolina. Eventyreren Conrad bliver gift med plantageejerens datter, Harriet. Men gamle Somerset får nys om datterens giftemål, og sender sin håndlanger ud for at bringe den rebelske datter tilbage til plantagen. Samtidigt er der pirater i vandene, og snart har vi Robert Murdoch, Djævlen fra de Syv Have – piraten over alle pirater, med i spillet, og Murdoch er en mand med en plan. Og vi møder selvfølgelig også piratkaptajner der udsættes for mytteri, gemte skatte og imperialistisk krigsskibe … og måske en havfrue?

Djævlen fra de 7 Have er en ny serie fra Hermann og Yves, men hvis oprindelse går mere end tyve år tilbage i tiden. Filminstruktøren Roman Polanski kontaktede Hermann en gang i firserne, for at få ham til at lave storyboard til en eventyrfilm om pirater han ville lave. Hermann tog jobbet, men efter at filmen havde siddet fast i Hollywoodfænomenet ”production hell”, hvor der hverken sker til eller fra, sprang Hermann fra midt i det hele. Filmen blev dog færdig, og Polanski kunne i 1986 præsentere os for den noget middelmådige ”Pirates”. Da Hermann mange år senere fandt de gamle skitser frem igen, var det midt i piraternes genoplivelse pga Disney’s Pirates of the Caribbean, så man kan jo ikke fortænke den gamle mand i at tænke, at her er et nyt oplagt publikum.

Problemerne er mange i Djævlen fra de 7 Have. For det første sker der rigtig meget på de 48 sider – alt for meget, faktisk, og der er mange personer der skal introduceres. Det føles lidt som at have set første afsnit af en tv-serie, hvor man sidder tilbage og ikke rigtig ved hvor man er på vej hen, og hvem der styrer skuden – Yves vil fortælle alt for meget, og har stort set ingen fokus, og vi ender op med en bunke clichéer, og to-dimensionelle karakterer – og jeg fandt det personligt frustrerende at den eneste egentlige interessante person, fik en kugle for panden inden albummet var slut. Man skal være indforstået med, at når man samler Djævlen fra de 7 Have op, så er det kun første del, af en længere historie. Overfladen bliver kun lettere skrabet, og hvad der ligger under, må vise sig de kommende år.

Det er svært ikke at tænke på den noget mere oplagte Pirates of the Caribbean, men det er alligevel de mere klassiske piratfilm fra 40’erne til 60’erne, tegneserien her finder inspiration fra. Der er lidt mere naiv hygge, end special effect-action over denne udgivelse. Detaljerigdommen i billederne er stor, og man må tage hatten af for Hermanns evne til at skabe stemningsbilleder. Problemet er bare, at man aldrig rigtigt bliver overrasket – man ved hvad man får, og man får ikke mere end det. Det er pænt og nydeligt, men det bliver aldrig rigtig spændende, og der er ikke plads til eksperimenter – Hermann ér selvfølgelig også 70, så eksperimenternes tid er måske forbi for denne herre.

Det er Faraos Cigarer der står bag udgivelsen, og selvom den er trykt på lækkert papir, og samlet i hardcover, er prisen alligevel holdt nede på under 100 kroner, og man føler virkelig man bliver forkælet når man har albummet i hånden. Man kan så spørge sig selv om denne serie overhovedet behøver udkomme i en sådan luksus udgave, og om det ikke ville have været smartere med almindelig softcover, og knapt så lækkert papir, og dermed også endnu billigere – men jeg forestiller mig at denne udgivelse er sigtet på de allerede etablerede Hermann fans, som der unægtelig er mange af.

Djævlen fra de 7 Have er svær at anbefale til andre end hardcore Hermann fans. Det er kun første afsnit af en længere historie, og man får ikke nogen tilfredsstillelse ved at læse albummet færdigt – blot en frustration over at der ikke er mere at læse, og et ønske om at Hermann får lavet noget mere, og De Herre på Faraos Cigarer skynder sig at udgive det.

Bind 2 i serien forventes at udkomme i foråret 2009.

Djævlen fra de 7 Have
Skrevet af Yves H.
Tegnet af Hermann
48 sider
99.50 kroner.

LINK: Faraso Cigarer

4 comments

  • Konkret og meget kort – anmeldelsen kommer på et andet site – kunne jeg lide fortællingen og tegningerne. Jeg kender ikke så meget til Hermann og er måske let at glæde? Umiddelbart en spændende dramaturgi, og derudaf handling. Jeg synes ikke persongalleriet var/er så unuanceret. og måske især ikke at det gør noget. Tegningerne flotte og jeg holder meget af de bløde farver. De blodtørstige sekvenser blir aldrig søgte eller fortænkte, men bevarer sin realisme og råhed.

  • Jeg kan ikke huske at jeg har læst et helt Hermann album før, så jeg var heldigvis fri for forventninger og fordomme – og jeg synes da også hans billeder er ganske pæne … jeg er bare af den opfattelse at historien er det vigtigste, dernæst billederne. Og historien trak værket ned … langt ned.
    Men jeg glæder mig til at læse din anmeldelse på “et andet site“. 🙂

Leave a Reply