Dragens tænder/Tordendragens død

Af store hollandske tegnere, Toonder, Jippes, Matena, Kuijpers, er det kun sidstnævnte, Henk Kuijpers, der for alvor har fået tag i danskerne. Hans seriefigur, Franka, er blevet kåret som Hollands bedste serieheltinde gennem tiderne, og det er da også med god grund.

Som med de belgiske konkurrenter Yoko Tsuno og Natacha, er der tale om en stærk, forbilledlig, kvindelig seriefigur, der med lige store dele lir/cheesecake og snarrådighed/kampånd kan appelere både til drengene og pigerne. Cobolt udgiver løbende alle tre serier, og giver dem tilmed den royale “intégrale” behandling i luksusbind med ekstramateriale.

Der lægges ud med syvende og ottende bind i albumrækkefølgen, “Dragens Tænder” og “Tordendragens Død”, fra hhv 1984 og 1986. Som i de go’e gamle Tintin dobbeltbind, folder Kuijpers sig rigtigt ud, og har tydeligvis lagt et stort arbejde i både tekst og tegning; gennemført, gennemtænkt, og gennemresearchet.

Første bind er én laaang optakt, før vi når til Filippinerne og det store eventyr for alvor brager løs, et eventyr, der trækker på konceptet fortidsøgler i nutiden, dog langt mere raffineret end det Spielbergske popcorn pladder, “Jurassic Park”. Det er snarere Merian C. Cooper og den originale “King Kong” fra ’33, man skal sammenligne med, så godt er det skruet sammen.

I eviggyldige tropes, der blander exotica, videnskab, og primitiv overtro sammen i en stadig eskalerende spændingskurve, formår Kuijpers trods visse begrænsninger at fortælle en fandens god historie, hvor mennesket er oppe mod naturen, figurerne ikke er entydigt gode eller onde, og hvor grænserne for personlig vinding kommer på prøve i en håbløs situation, ja, egoismen kan være dødsensfarlig.

Kuijpers tegner elegant ligne claire, og selv om hans persontegninger isoleret sét ikke er på niveau med konkurrenterne Walthéry og Leloup, formår han at vende sine svagheder til en styrke. F.eks. har han svært ved at tegne bare fødder, men det lader han sig ikke sådan slå ud af; i stedet kaster han sig ud i den ene barfodsscene efter den anden, og man “køber” pigernes yndige små pusselanker, fordi Kuijpers forstår at tegne totalbilleder, hvor sådanne fejl går ubemærket hen.

Kuijpers’ styrke ligger i de store “establishing shots”, detaljerede havne-, landsby-, og storbyscener, der aldrig går hen og bliver overfyldte eller nussede. Kuijpers’ ligne claire så at sige “ånder” i myldrebilleder, alle detaljer står tydeligt frem og billederne affotograferes let ved et simpelt øjekast.

Lige så teksttung og forklarende første bind er, lige så løssluppen og action-mættet er bind to. Det besidder et narrativt drive, der får en til at læse hurtigere og hurtigere. Man “suges” ind i handlingen, akkurat som vores hovedpersoner suges ned i den udslukte, centrifugale vulkan, hvor tiden er stået stille, og fortidsøglerne ikke er uddøde!

Fem ud af seks mulige bobler

Anmeldt af GoogaMooga