Det blæser og rusker udenfor. Brændeovnen er varm og kaffen med, og jeg har en tung blå sag i favnen.
Drømme i tynd luft er titlen og udgiveren Østerbroforlaget Forlæns. Bogen er på 172 farvestrålende sider, hardback, smudsomslag og med forord af Hans Hellighed Dalai Lama. Dertil kommer korte men fyldestgørende præsentationer af bogens forfatter Michael Magnus Nybrandt og illustrator Thomas Engelbrecht Mikkelsen samt bagerst efterskrift af forfatteren, og fotografier af spillerne fra Tibet.
Spillerne? Hvad er nu det for en fisk?
Jo, Drømme i tynd luft handler om drømme og om at kæmpe. Og den er voldsom god. Jeg sidder tilbage med en sjælden lykkefølelse for bogens tema og ikke mindst illustrationer har gjort dagen god og tankerne bedre.
Lad os lige komme ned på jorden.
Drømme i tynd luft er en personlig beretning oplevet og fortalt af Michael Magnus Nybrandt og den fortæller om en tur på tandemcykel fra Lhasa i Tibet til Kathmandu i Nepal. Og udover den storslåede barske natur er der også møder med det tibetanske folk. En moderne dannelsesrejse kan man sige, og det der mødte den seje cykelduo fik sat drømme og tanker i gang.
Tibet og Kina er jo en satans farlig cocktail, og nok desværre en ganske overset en af slagsen. Sådan er det jo med verdens brændpunkter. De brænder og brænder og brænder til sidst ud i vores bevidsthed, men gløder kan også gøre ondt. Vi ved det bare sjældent, da vores øjne får nye fixpunkter.
Seks kapitler er bogen inddelt i, og en fabelagtig prolog der fik det til at gibbe i mit gamle læserhjerte.
Michael Nybrandt befinder sig foran den kinesiske ambassade, det er forsommer i Danmark og inden han går ind til en times audiens, ringer han til en journalist…
Og så sker der noget. Glæd dig. Jeg blev overrasket.
Men også overrasket over bogen som helhed. Kort fortalt handler den om en ung danskers cykeltur på tværs af Tibet og på turen møder han venlighed og grusomhed, et folk som var kuet og trynet, men også ånd og drømme. Og om natten i teltet, med værkende muskler og tusinde tanker, dannes det der flere år senere skulle komme til at blive en realitet. At etablere det tibetanske fodboldlandshold.
Men altså også meget mere end det. For bogen er også et smukt puf i hjertet på alle os vanedyr. Os der bare driver med strømmen. Jeg fik bestemt aktiveret noget rebelsk i mit indre, og det er ret sjældent at det sker.
Men det skete. Jeg er ret overbevist om at især illustrationerne fik pillet lidt ved min forudsigelighed. De er sine steder særdeles flotte. Ikke med PANG og store armbevægelser, men stille og insisterende. Regn eller sne der falder. Mindesmærker, byer set fra frøperspektiv, en sol der dør, en nattehimmel, en drøm i farver, sne der falder i den indre by, uroligheder med angst i øjnene, den slags.
Stregen er stille afdæmpet. Enkelte steder savner man nogle baggrunde og noget dybde, og ansigterne kan visse steder blive lidt for aflange og ligne figurer fra Påskeøerne. Den omtalte fodboldkamp mellem Grønland og Tibet er jo omdrejningspunktet, og det er svært at få stemningen med, og svært at tegne en fodboldkamp. Man skal nok have bold ind med modermælken for for alvor at nyde de sidste par sider.
Men i det store og hele fungerer tegningerne rigtigt godt, og supplerer fint fortællingen. Den er også herlig afdæmpet og det er saftsusemig beundringsværdigt at vores hovedperson ikke farer mere i flint. Ikke kun ved at vidne barske ting på turen, men også bagefter, når man gang på gang oplever politisk modstand, aflysninger, trusler.
Og det er der prologens overraskelse kommer fint ind. Jeg er ret sikker på, at der på denne ene side er i tusindvis af sider med vrede og frustration.
Det er så langtfra vrede og frustration man sidder tilbage med efter at have haft fingrene i Drømme i tynd luft. Mit humør er opløftet. Jeg føler mig klogere. Og renere i hjertet. Bogen har vækket noget i mig.
Fem gange Zen i hjertet.
Titel: Drømme i tynd luft
Forfatter: Michael Magnus Nybrandt
Illustrationer: Thomas Engelbrecht Mikkelsen
Forlag: Forlæns
Format: 180 sider i farver, hardcover
Pris: 248,-
Isbn: 9788791611674
Bogen ER udkommet.