Home / Anmeldelser / Du vil ha’ mig

Du vil ha’ mig

Du_vil_ha_mig
Du vil ha’ mig
Du_vil_ha_migNina Hemmingsson er 46 år og er uddannet ved Kunstakademiet i Trondheim. Lige den rette alder til at spidde følelsesliv og den evige higen efter lykke, parforhold, der skal testes, og platitudernes ulidelige forudsigelighed. Der spiddes med en dræbende kynisme og det er ofte sjovt, på side 87 slog jeg endda en skvalder op. 112 sider i dæmpede farver, one panel gags, der i overvejende grad bæres af ordet, og så nogle ikke særligt sekventielle forsøg på små tegneserienoveller, der egentlig bare fremstår som “mange one panel gags” på én side, to, tre, og slut prut finale.
 
Hemmingsson’s tegnestil er gudskelov “grim-god”, og ikke bare “grim”, som det er kendetegnende for så meget ovre i den boldgade, navlebeskuende GN’s. “Grim-god” er betegnelsen for den slags tegneserier, der så småt var begyndt at vinde indpas på det danske marked allerede i begyndelsen af firserne. I Odense gik vi rundt og sagde, “Rune Kidde kan ikke tegne”, men vi blev heldigvis klogere. De, der ikke kan tegne, gør en dyd af nødvendighed, og reducerer og stiliserer for at få opmærksomhed. Så er der dem, der godt kan tegne, men reducerer og ikoniserer for effekt, så’en lidt punk, så’en lidt flabet. 
 
Tag nu bare forsiden af Cobolt’s nye GN med det bedste fra Hemmingsson; pigen sidder dér, uden pupiller, med udtværet læbestift i tilsigtet grafisk mispasning, i patetisk lillepigekjole, og så med de ynkelige små fødder, de tykke stikkelsbærben, hvor hvert af de få hår er tændstikstykt. Det er tydeligt, at Hemmingsson kan tegne, også bedre end hvad hun har valgt at vise os. Lige så tydeligt som hos en Picasso, der ville revolutionere med kubisme, hvor man vidste, at han havde bestået svendeprøven først. Men Hemmingsson revolutionerer så ikke med tegningerne; det er altsammen sét før: manglende pupiller – Harold Gray, mispasning af læberødt – Andy Warhol, osv. 
 
Nej, det nærmeste Hemmingsson kommer det revolutionære, er at vende floskler, platituder, og normer på hovedet, komme igen med de mest flabede og uventede replikker, man kan forestille sig. Det er i disse øjeblikke, at man bliver fan, det er her, Hemmingsson vinder hjerter, her hun gør sig fortjent til Adamsonstatuetten, som hun jo så også vitterligt modtog allerede i 2007. 
 
112 sider er tilpas meget Hemmingsson til, at selv den mest hårdnakkede klassicist må bøje sig; der er simpelthen for mange guldkorn, for meget uforskammet humor, til at man kan stå imod hele vejen igennem. Den helt store belønning kommer så til sidst, på de sidste sider, hvor Hemmingsson helt slipper tøjlerne og viser hvor langt ud på planken, hun tør gå… 
 
I Hemmingsson’s univers bliver der ikke pakket noget ind, alt siges lige ud og bramfrit. Så bramfrit, at behandlersamfundet ville blive voldsomt undergravet, hvis en sådan opførsel blev ført ud i livet. Der er hverken tabere eller vindere i de mange stand-off’s; ikke så meget “tab og vind med samme sind”, som “grin og græd med samme pokerfjæs”.  Hemmingsson’s tegneserie er punk nok til, at man drager paralleller med “The Blank Generation”, som Richard Hell & the Voidoids allerede sang om i 70’erne. Ikke noget nyt under solen dér. Hemmingsson er så bare en tand frækkere end Richard Hell og hele den generation. Derfor er hun relevant. Og derfor er bogen fra Cobolt en “gemmer”. 
 
Fem bobler ud af seks mulige
karakter_5af6
 
Du vil ha’ mig
112 sider, farver, softcover
Regner: Nina Hemingsson
Forfatter: Nina Hemingsson
Oversættere: Kamilla Löfström og Gry Bartroff Gaihede
ISBN 978-87-7085-672-0
 
GoogaMooga/Marts/2018

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *