Home / Anmeldelser / Duke 1: Mudder og blod

Duke 1: Mudder og blod

Duke_1

Duke_1Duke 1: Mudder og blod

Hermann’s seneste udspil er samtidig lanceringen af en helt ny western serie, “Duke”. Christopher Ouzman fra Faraos Cigarer har sagt, at bind 1, “Mudder og blod”, er første del af en trilogi, så det lover jo godt for en panoramisk fortælling.

Det er atter sønniken Yves H., der har forfattet, og det er han sluppet helt godt fra, selv om han trækker lidt rigeligt på western ærketyper fra film og tegneserier. Det hele er fortalt i et adstadigt tempo, med mange prægnante pauser, og så de pludselige og hidsige udbrud af vold, skuddrab, så blodet sprøjter.

Det hele er meget drabeligt, og kvinder og børn bliver ikke skånet heller. Duke er hovedpersonen, en vicesherif, enspænder, med et forhold til en luder med hjerte af guld. Der er så til kontrast en døgenigt til broder, Clem, som lever et uansvarligt liv og er forfalden til poker spil. Byens sherif i det lille minesamfund Ogden, er en hyklerisk vendekåbe, der nok moraliserer, men ikke griber afgørende til handling. Det lader han Duke om, en mand, han både foragter og samtidig er dybt afhængig af.

Duke forstår at handle, og skelner hårdt mellem det gode og det onde. Året er 1866, og handlingen udspiller sig i denne lille udørk i delstaten Colorado. Det er er lige efter den amerikanske borgerkrig, begyndelsen på æraen, vi kalder for “det vilde vesten”. Duke er nok retskaffen, men må også ty til ufine metoder bare for at få tingene gjort, løse de opgaver, han bliver stillet overfor. Mullins bliver nævnt en del, han er mineejer og en ærgerrig kapitalist. Hans henchman, McCaulky, er en ren satan, der skyder på alt og alle, der kommer i vejen.

Bind 1 er med dets 56 ordknappe sider en fin opvisning i mise-en-scène, med Leone-agtige skudvekslinger. Meningen med bind 1 er tydelig nok, “man skyder da vel ikke kvinder og børn”. Heri selve grundlaget for en lidt spinkel handling. De efterfølgende bind vil givetvis kunne strikke videre på en handling, der hviler på en meget “flimsy” skabelon.

Den belgiske kæmpe, Hermann, er ved at være godt oppe i årene, og man må tvivle på, om han kan oppebære sin nuværende produktivitet med to albums om året. Han kan stadig, den gamle, men siderne er så også sovset ind i mudret akvarel, der har til formål at skjule en lidt usikker streg. Javist er han sløjet af på den, og han bør nok overveje at gå på pension efter denne trilogi. Indtil da er det bare om at nyde, hvad der kan gå hen og blive sidste gode projekt fra mesterens hånd.

 

karakter_5af6

 

Duke 1: Mudder og blod

56 sider, farver, hc

Forlag: Faraos Cigarer

Tegner: Hermann

Forfatter: Yves H

Oversætter: Søren Vinterberg

Redaktør: Christopher Ouzman

DTP: Oliver Friis

ISBN 978-87-93274-56-3

 

GoogaMooga

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *