En dansk forfatter, der ofte læses og læses højt for tøserne her på bjerget, er Dan Turell. Ham har jeg været begejstret for næsten lige så længe, som jeg har været voksen. Ikke alt han skrev var godt, men meget var, og det virker som om, at manden aldrig slappede af, men hamrede i tasterne eller skrev i lommebogen. Altid på arbejde. Altid skrivende eller researchende.
Jeg har lidt det samme indtryk, når jeg tænker på Frank Madsen og Sussi Bech. Og det på trods af, at jeg faktisk har oplevet begge på halvslap line ved flere festlige lejligheder. De to arbejder, og arbejder meget. Jeg har besøgt dem i domicilet i Birkerød ved flere lejligheder, og jo, også der fik man det indtryk, at der var gang i penne, blyanter, ideer og tanker.
De har i fællesskab hygget sig med Eks Libris, der udkommer på Eudor Comics, og det er vist på tide, at vi kigger lidt mere ind på den sag. Der er udkommet næsten en hel håndfuld, og foran mig ligger ’Lotte går i parterapi’. Det har jeg selv prøvet med held – jeg blev skilt, så det er DEN, jeg sådan umiddelbart kigger nærmere på.
Men vil også, når jeg nu har åbnet posen, også lige kigge på de to pixi-lignende bøger om missekatten med de store kugler, for det er en særlig interessant lille fortælling.
Nå, til sagerne. Lottepigen. Det er en spændstig lille sag på i alt 60 farvestrålende sider. Coveret lækkert at røre ved, og umiddelbart en herlig forside der signalerer passende morskab for en gammel fætter som mig. Jeg har dels, som tidligere skrevet, prøvet det der parterapi, og dels har jeg høvlet ikke så få Totte-bøger igennem, læst dem til hudløshed, så jeg trak allerede på smilebåndet da jeg så coveret, for ja, det trænger hun sgu til, Lotte/Tottetøsen, en frisk modernisering. Nye friske frække øjne.
Gad vide, hvorfor man ikke har tænkt på det meget tidligere? Der må være ekstremt mange skjulte skatte i alle de børne- og ungdomsbøger, som vores unger har fået ind med modermælken. Nå, det var et sidespring.
På første side, altså når man åbner skidtet, vælter det ud med lydord iblandet rigtige ord. Uden forklaring i øvrigt, men mon ikke det blot er et opkog af de mange lydord, som serien rummer? Og så er det en kærlig reference til vores genre, der ville være et trist og ret kedeligt sted at være, hvis ikke vi havde alle vores herlige lydord, BANG, MJAAUW, KAPOW, RRIINNG! Med flere…
En herlig illustration åbner værket, og et væld af karakterer vælter ud imod læseren. En hob af folk, der ønsker berømmelse, status, skillinger og vel, at blive set i dagens samfund. Eks Libris er det våben, den sataniske og sarkastiske ørefigen, der rettes imod det elitære, de alt for selvfede og dem, der sidder trygt og godt i parnasset.
Forordet, veloplagt leveret af redaktør af RokokoPosten, Mikkel Andersson, er på to sider. Og han er glad og begejstret for EL (nej, ikke partiet, men for nemheds skyld titlen på serien, du), og forklarer hvorfor. Det gør han ligefrem og godt, og ganske dækkende for også min tilgang til Birkerøddernes striber og pointer. Vi forstår ikke alt, men meget, og det vi forstår, kan vi lide. For, som Mikkel skriver, så fordrer det humor, viden og originalitet at lave kunst på et højt niveau. Det har både Frank Madsen og Sussi Bech for længst demonstreret, og de, om nogen, tilhører vel cremen af eliten inden for vores lille kærlighedsniche, striberne og stregerne. Måske netop derfor er de så gode til at spidde? De kender sgu til det, gør de.
Det er i øvrigt sjældent at jeg får mere lyst til at læse en bog, efter at jeg har læst forordet. Men Mikkels ord er så tilpas nedtonede og informative, at de ikke skamroser men roser, og jeg kan sagtens følge ham. Og jeg fik endnu, som skrevet, mere lyst til at kigge nærmere på hende Lottepigen.
Som så ikke går så meget til parterapi, som jeg troede. Til gengæld er der et væld af dejlige undertonede jokes, både med direkte og indirekte pointer og punches til dem der sidder på flæsket. Det er herligt, det er muntert men ikke på falden på halen måden, som man også hurtigt kløjes i, men på den der spidsfindige måde, hvor man ikke altid er sikker på, om det der siges er en høflighed eller en uartighed. Den slags kræver talent og en velskarp hjerne, og det mestrer parret fra Birkerød i fuldt flot.
Nej, ikke alt går rent hjem, men meget gør.
At skabe kradse pointer hjem kan ligne metervare, men er alt andet. Og jeg kan på stående fod ikke komme i tanke om nogen som helst, der altid formår at skabe moro. Ikke engang en Gary Larsson, ikke engang en Charles Schulz, ikke engang en Wulffmorgenthaler. Ikke engang en Strid for nu at nævne et par af dem, vi her på bjerget griner af.
I Eks Libris er der peaks, og jeg elsker fx side 33 hvor darlingen Yahya Hassan er en krammeslaskedukke, endog også som luksusmodel med skudsikker vest. Og jo, han har noget mellem benene. En snor man trækker i, og vupti, en perlerække af Yahya-citater. Det er dælme skarpt og sjovt, synes jeg. Og med en lille kærlig reference til en af mine yndlingsfigurer til sidst, Woody.
Forfattere, forlæggere, anmeldere, alle in spe om at blive kalif i stedet for kaliffen, og de får med Sussis ferme og dejligt løse pen, og med Franks hårde spidse. Jeg kan sagtens forstå forfatterparrets store succes, og den er dem vel undt.
Man bør tænke på, at lige præcis den daglige satire nok er en af de vanskeligste dansetrin at lære. Man er underlagt helt andre krav end hvis man ’bare’ skulle lave en traditionel tegneserie. Først og fremmest er deadline en anden og barskere. Dernæst skal man være med på beatet og fange tidens mærkelige tænder, og endelig skal, da det helst skal frembringe smil, lortet også være morsomt.
Det synes jeg de formår, parret fra Birkerød. Jeg har godt nok læst, at de forskellige morsomheder mest er morsomme, når de er aktuelle, og jo – det er da sandt nok. Såmænd da. Men det slog mig nu ikke, da jeg zoomede ind, og for mig understreger det, at sand humor er uafhængig af tid.
Men ER Eks Libris så sjov, hvis man ikke lige følger med i medierne, ikke lige høvler bøger igennem på ugebasis, og ikke lige holder sig orienteret i verden? Nok næppe, så målgruppen er snæver og sikkert elitær i en vis forstand. Og er dét sandt, så er det jo også en næsten indbygget vittighed. At den snævre elitære målgruppe betaler for at læse om sig selv, og ikke mindst se sig blive udsat for satire. Statementet ovenfor ’sand humor er uafhængig af tid’ holder stadig, men sand humor skal være rammeløs. Derfor er Eks Libris kun sjov, og endda virkelig sjov, for en vis målgruppe, hvorimod andre, ingen nævnt ingen glemt, vil finde historien umorsom.
Noget andet, der er spændende at følge, er Biker-Bjarne og de andre, men nok mest ham. Her tænker jeg på missen med kuglerne og hvad det så afstedkommer. En smart lille gimmick der igen understreger min indledning. Frank er fyldt med ideer og påfund, og, det er godt set med missekatten, både som en teaser, som vi helt klart kommer til at møde i de kommende Eks Librisser, men også fordi det sgu er smart, at tage udgangspunkt i en fiktiv karakter, og lade denne få et liv ud over det allerede etablerede. Det er sgu en slags Quentin Tarantino, bare ekstremt afdæmpet. Jeg ved, at missekatten er efterspurgt af høj og lav, og ikke kun af folk, der normalt beskæftiger sig med tegneserier.
Nu er persongalleriet efterhånden figurer vi kender til. De har fået deres faste ramme og udtryk, og kan agere og reagere ud herfra. Det lover godt. Jeg synes ikke, at Eks Libris skal forandre sig væsentligt i fremtiden. Jeg mener, at formen nærmest er perfekt, at der spiddes og hugges, ofte på den der sataniske måde, at man kommer i tvivl om det er spas eller halvalvorligt. Og der er jo masser af kommende stof at beskæftige sig med. Der kommer nye bølger i bøgernes verden. Nye digtere, nye skandaler, nye historier, nye darlings, og når det hele så kan vendes og drejes fra Birkerød og sættes i en munter satirisk ramme, så er det kun såre godt.
Samlet vurdering: For det meste skarpt og skrapt. Fine satiriske nedslag holdt i en afdæmpet tone, hvor det beske pakkes ind. Der skydes med skarpe kugler, og for det meste rammer duoen F og S det de sigter efter.
Illustrationerne er fine, og tilpas karikerede. Ikke tuttenuttede eller alt for grove, men behageligt midt imellem.
Fire Birkerødder af i alt fem mulige.
Titel: Eks Libris – Lotte går i terapi (samt flere titler. Dette er den 4. i serien)
Forfatter: Frank Madsen
Illustrationer: Sussi Bech
Forord: Mikkel Andersson
Forlag: Eudor Comics
Format: 60 sider i farver, softcover
Pris: 149,-
Isbn.nr: 978-87-997500-0-9
Note – I ovenstående er der ikke kun illustrationer fra Lotte går i parterapi, men dels fra tidligere EL’er, samt Mis med store kugler.