Elverfolket: Den sidste jagt, del 2 tager udgangspunkt i de sidste 27 albummer, hvor kampen mellem elvere og mennesker fortsætter fra generation til generation.
Jeg har fulgt med i Elverfolket-serien lige siden 1987, hvilket gør at jeg har en dyb forkærlighed for sagaen.
Det kunstneriske aspekt ved tegningerne, spiller en stor rolle. Jeg holder meget af den måde den sorte streg på papiret kan forvandles til noget meget smukt. Derfor var det også lettere modvilligt at jeg accepterede den kendsgerning at seriens skabere Wendy og Richard Pini i en årrække holdt pause fra Elverfolket, og derfor overlod roret til andre tegnere. Disse forskellige tegnere levede på ingen måde op til Pini’ernes bedrifter.
Fra Den sidste jagt, del 1 vendte ægteparret Pini imidlertid tilbage, og det blev modtaget med stor jubel fra denne kant!
Vi ved at Ilder (Ulverytternes høvding) har ført krig imod krigsherren Grohmul Djuun. Dette medfører at den nye generation af elvere og mennesker, navnlig vores smukke unge elverhøvding Glød, nu også må kæmpe imod Grohmul Djuuns søn.
Der er mange begivenheder og navne at holde styr på, fx i forhold til hvis elverunger der er hvis, krigen mellem elvere og mennesker, fredsaftaler mellem fjender – mennesker og elvere imellem. For at kunne holde ordentligt styr på begivenhedernes gang er det en god idé at gå i dybden, ved at læse historien flere gange i træk.
Et af højdepunkterne i dette album er at Glød møder ‘Genkendelsen’ i en ung jæger ved navn Tier. ‘Genkendelse’ har som udgangspunkt intet med kærlighed at gøre, den opleves i stedet som en form for urinstinkt, når man rent genetisk møder den rette, og får en uimodståelig trang til at parre sig, og få børn. Dette sker ved at “sjæl møder sjæl, når øjnene mødes”.
Overordnet set er jeg meget tilfreds med dette album. Ikke mindst fordi man nu får et indblik i hvordan den nye generation kommer til at klare sig. Desuden er der klare indikationer på at sagaen om Elverfolket med succes kan fortsætte i det uendelige, selvom der tilbage i album nr. 61 (2002) blev lagt op til en decideret afslutning af hele sagaen.
Jeg ser frem til fortsættelsen..!
>> Læs mere om Elverfolket – Den Sidste Jagt, del 2 og se smagsprøver HER.
Elverfolket: Den sidste jagt, del 2
Skrevet af Wendy og Richard Pini
Tegnet af af Wendy Pini
Oversat af Edith Månsson
48 s. i farver, indb.
21 x 30 cm
Vejl. pris 148,00 kr.
ISBN 9788770855747