Home / Anmeldelser / En Dyne af Sne

En Dyne af Sne

Blankets, som den hedder på originalsproget, er en selvbiografisk tegneserie-roman fra 2003, som hovedsaligt foregår i det sneklædte Michigan & Wisconsin, lige midt i bibelbæltet.
Craig Thompson har tidligere lavet tegneserien “Goodbye, Chunky Rice” som vandt en Harvey Award i 1999 for bedste nye talent.

Handlingen
Gennem knap 600 sider følger man den unge Craig, fra hans barndom i Wisconsin, hvor han delte værelse og seng med sin yngre bror phil, til teenageårene og den første store kærlighed.
Undervejs bliver alle hans tanker og handlinger sat op mod hans stærke tro til kirken. Det skaber nogle følelsesmæssige konflikter som bliver vist med en række kraftigt symbolske, nærmest surrealistiske tegninger. Størstedelen af bogen foregår hen over 2 uger, hvor han besøger sin elskede Raina i Michigan. Der oplever han den ægte kærlighed, og sætter derved også sin stærke tro på prøve.

Kritik
Allerede på vej hjem fra Gimle med anmeldereksemplaret i rygsækken, mærkede jeg tyngden af denne mursten. Forude vil ligge flere dages intens læsning, og jeg tænkte at den har fan’me bare at byde på andet en nyfalden sne og og unge elskende. Det gjorde den heldigvis, men ikke med så meget mere. men ved i hvad? Det gør sgu ikke så meget.
Til gengæld får man en ærlig og smukt fortalt fortælling om de hårde barndomsår i et stærkt troende hjem, og de svære teenageår som kulminerer med den første store kærlighed.
Hvert kapitel starter med tilbageblik til barndommen og det tætte forhold til lillebroderen. Tiden skrues så frem til de tidlige halfemsere, hvor vore hovedperson på en kristen lejrtur møder den mystiske Raina. En smuk pige som til hans egen store overraskelse ser ud til at kunne lide ham. Craig har altid været en outsider og lidt af et moppeoffer, men falder dog godt til hos Raina og hendes “Crunge” venner.
Han får overbevist sin forældre om at hun kommer fra et godt kristent hjem, og får lov at besøge hende i to uger. Her møder vi Rainas forældre som ligger i skilsmisse. En skilsmisse som kun vanskeliggøres af pasningen af deres to handicappede adoptivbørn samt Rainas storesøster og hendes uduelige mand. Om kærligheden holder skal jeg ikke afsløre, men rejsen er bestemt værd at tage med på.
Alle figurerne virker ægte og man får ofte sympati især med Rainas hårdt prøvede far.
Raina selv virker dog lidt anonym. Man får aldrig helt en forklaring på hvad hun ser i Craig, og så er hun næsten for smukt tegnet.
Det kan dog have været gjort med fuldt overlæg fra forfatterens side, da hun står for noget som engang var virkeligt men nu mest ligner en smuk drøm fra fortiden. Det kommer især til udtryk da Craig ser hende i et kort glimt som den rene engel, med vinger, glorie og en hel engleskare ved sine fødder.
Tegningerne er fantastiske og tegnet med en løs og sikker hånd, som til tider nærmest går amok hen over siderne. kompositionen af siderne kunne sagtens lede tankerne hen på Will Eisners grafiske romaner, hvilket nok er den største ros man kan give.
Især når fortællingen bliver til rene tanker og fantasier fungerer den rigtig godt, og føles ofte som et direkte øje ind til Craigs sjæl.
Der er flere passager helt uden ord, hvor man som læser bliver ført med på denne, for nogen, genkendelige rejse gennem teenageårene. Eller nærmere bestemt det sneklædte Michigan i de tidlige halfemsere.
På grund af de mange ordløse sider, er de 600 sider hurtigt læst, men jeg måtte ofte stoppe op for lige at fordøje de mange både visuelle og følelsesmæssige indtryk man får undervejs, og det hele tiden med de smukke snelandskaber som baggrund.

Konklusion
Det er en illustreret roman i ordets bedste betydning, som tilmed er godt oversat og samtidig ser fed ud på din boghylde. En anderledes tegneserie-oplevelse som er svær at ryste af sig igen, og som ikke minder om noget andet jeg har læst. Køb den, læs den og hiv den frem igen om nogle år.

Manuskript: Craig Thompson
Tegninger: Craig Thompson
Oversætter: Paw Mathiasen
Forlag: Cool Comics/Fahrenheit

Udgivet: April 2008
Sprog: Dansk
Medie: Tegneserie
Sidetal: 591 sider
ISBN-nr: 978-87-90370-65-7
Pris: DKK 299,00

Aldersgruppe: 15-40 år

Anmelderens vurdering af udgivelsen (skala 0-6 point):
Manuskript: 5 point
Tegninger: 6 point
Oversættelse: 5 point
Præsentation: 6 point
Kvalitet til prisen: 5 point

Anmeldt af THOPMAN