Home / Anmeldelser / Enorm! 30 års Doonesbury om Trump

Enorm! 30 års Doonesbury om Trump

Enorm

EnormEn væg med skældsord og bryske ytringer. Det er det absolut første, forside og bagside undtaget, og sidste visuelle indtryk, og hvis du holder af ord og især de karske af slagsen, så vil du bruge tid til at dvæle over denne væg. En væg og en ordlyd der ville gøre Kaptajn Haddock mundlam, næsten. Jeg synes, at det er herligt. Og det VILDE er, at i denne tids politisk korrekte samfund, faktisk ikke er hverken opspind eller fjol, men helt konkrete ord, der er kommet fra en mand om andre, oftest kritikere eller direkte modstandere.

Jeg taler om verdens mægtigste mand, Den 45. amerikanske præsident, Donald John Trump.

Eller snarere. Jeg taler om forlaget Cobolts herlige udgivelse, Enorm!

Hvad er nu det for noget?

Jo, ser du. Det er en sjovert af en bog, skrevet af Garry Trudeau, et korrupt tredierangstalent, som tegner den overvurderede tegneserie Doonesbury, som meget få mennesker læser. Garry bor i New York med sin kone Jane P, der er et væsentligt større talent end Garry selv.

Not my words, men taget direkte fra bogens indledning og den underbygger bogens grundholdning, nemlig at knolden Trump og dennes ytringer ikke bare skal ignoreres, men hellere blæses op, så alle kan se og prøve at forstå hvor ord OGSÅ kan anvendes til. Der spiddes og dét på Doonesburys vanlige lavmælte facon.

Enten kan man lide den, eller også synes man nok at Enorm! er røvkedelig.

Det var tegneren Johan Krarup som for få år siden fortalte mig, at han mente at humor skulle ’handle’ om noget. Der skulle være noget på højkant. Og den der vante ’nu glider han i bananen-sjov’ slet ikke var noget for ham.

Johan ville elske Enorm!

Fra side 15 og så små 100 sider frem, opdelt i perioder og i farver, er der talebobler, dialoger, monologer, drillerier, forhånelser, sexisme, nedgørelser og den slags. Det er herligt og selvom jeg langt fra er bekendt med Trump (andet end sådan på lægmandstermer og fordi han slog Hillary), så finder jeg det ganske morsomt.

Vildt i grunden, og ikke så lidt spooky også, at bombastiske overskrifter, hyppigt gentagne skældsord og andre ytringer kan skabe så meget bølgeskvulp. Ikke sandt? Det er sådan lidt Kejserens nye klæder over hele møget, og det er ikke kun fordi Trump’en er blevet præsident, men selvfølgelig især, tænker jeg.

Det er jo også fordi manden er så pisserig, så brutal i sin retorik og så forpulet unuanceret i sine headlines. Og fordi temaerne er temaer vi også kender til. Kvinder med store babser, ansættelse af disse (ikke patterne, altså), værn imod andre befolkningsgrupper, ringeagt af samme og i den der dur.

Alt sammen samlet i en herlig udgivelse. Jeg kan bedst lide 2010’erne, hvor tegningerne også lidt har skiftet karakter. Trumps ansigt blæses oftere op, ruderne bliver større. Budskaberne med garanti mindre, kunne man så lakonisk tilføje og sjovt er det.

Sjovt er det, fordi det samtidig er ’history in the making’, al den stund at Doonesbury også samtidig leverer et nutidigt sideviewpip. Vi taler her og nu, spiddet i knastør humor.

Det er en skidesjov sag, Enorm! og så er der ikke så meget mere at sige. Er du til satire og lidt halvtør humor? Så napper du den.

Det er den BEDSTE bog længe, for nu at lyde som T. Alle som ikke synes dette, er bare TABERE.

Udover selve kernen, striberne på de mange sider, og væggen med ord, så er der også en samlet oversigt over Doonesbury, samt et eftertænksomt forord af forfatteren selv, Garry T.

Jeg er begejstret og det udløser 5 stjerner.

 

karakter_5af6

 

Titel: Enorm! 30 års Doonesbury om Trump

Forlag: Cobolt

Tegninger og tekst: Garry Trudeau

Format: 112 sider i farver, softcover, 21,5 x 22

Pris: 268,-

Isbn: 978-87-7085-665-2

 

 

 

 

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *