Det er så herligt at blive glædeligt overrasket. Den der vidunderlige fornemmelse, når vanen får et spark i kuglerne, og tilværelsens vinkel ændres en grad eller to.
Jeg var ellers, vanen tro, en kende skeptisk, da jeg første gang bladrede igennem Makyo, Toldac og Tehems ’Det glatte ansigt’ – endnu et ekstraordinært eventyr med Splint & Co.
Men sidder fornøjet tilbage og føler, at min tegneseriebegejstring har fået et lille nøk opad. Det glatte ansigt er nemlig ret sjovt og voksent i den forstand at historiens store bærende gimmick er jalousi, og de nykker der kan opstå, hvis to kammersjukker forfordeles. Det er muntert, det er genkendeligt og det peger fingre af både berømmelse, storhedsvanvid, iscenesættelse samt selviscenesættelse. Parallelt buldrer krigstrommerne i Bretzelburg, og selvom vores to venner, Splint og Kvik ellers har nok at se til, så involveres de også, uforvarende ganske vist, i denne polemik. Det hele ender naturligvis som det skal. Ikke mindst takket være et wonderdrug begået af Champignac.
Handlinger er sådan ganske kort denne: Kvik skriver på en roman, en slags selvbiografisk fortælling om de oplevelser og meritter han og Splint har taget del i. Men har for vane, som forfattere og sikkert også journalister med, at tage sig visse friheder. Det falder Splint lidt for brystet, men ikke nævneværdigt. Og slet ikke i sammenligning med det grønne had som Kvik oplever, da romanen sidenhen filmatiseres og den hovedrolle, han ellers havde udset til sig selv, gives til Splint. Det koster på vennekontoen, og det er sikkert velkendt for mange af os voksne, når kollegaen får forfremmelsen, når naboerne vinder knaster eller når man opdager, at man står i skyggen af andre, ikke mindst ens nære. Det gør lidt nas.
Og der bliver sat ord på, dels muntert og bidende undervejs, men så sandelig også efter et tiltrængt pitstop hos Champignac. Den kære opfinder har udviklet et hallucinationsfremmende drug der dog, ved overforbrug, har en enkelt bivirkning – man kommer til at tale sandt. Og der fyger så barske bandbuller afsted på kryds og på tværs. Ganske fornøjeligt.
Nå, Kviks roman bliver til en film, og under en optagelse bliver vores to kammerater kidnappet. Og er pludselig gidsler i den oprørsbevægelse, der ønsker at befri Bretzelburg det det åg, de førnævnte krigstrommer har ført med sig. Landet er overtaget af militæret, og det er slet ikke så sjovt at være Bretzelburgborger. Men i ægte Tintin og Picaroernestil via Champignacs medikament ender alt godt.
Albummet er frem for alt et friskt pust. Et friskt morsomt pust. Både på billedsiden med en masse små finurligheder og referencer til tegneseriens og virkelighedens verden. Men klart også i den indbyrdes dialog vores to hovedaktører imellem. De hakker og hakker på hinanden, som man kun kan når man er hjertevenner. Det er sgu sjovt.
Farverne er meget kulørte og dette, samt godt med muntert tempo undervejs gør, at albummet er yderst spiseligt.
66 farvelagte sider i en lækker hardback til en tohundrekroneseddel. Og hov, hvad er nu det? Tolv striber følger med som en ekstra bonus, der klart vækker blod på tanden. Ja, for pokker. Det er da genialt. Kvik og Splint kan sagtens bære et helt album, det ved vi, men også de korte kompakte humorstriber. Skidegodt og man fanger sig selv i at tænke, mere. Mere. MERE.
Er der minusser? Næ, ikke synderligt. Der stjæles lidt og man kunne måske have ønsket sig lidt mere barskhed i Bretzelburg, men antydningens kunst er fin. Figurerne er tilpassede så de både ligner, og samtidig virker så karikerede. Lidt som dukker fra da DR var underlagt monopolet.
Så derfor – en herlig udgivelse der aldrig tager sig selv alt for højtideligt. Men som samtidig emmer af morskab og bidende u(venskab), og det er så satans genkendeligt. Det er godt at grine, og sundt.
Ikke mindst af sig selv.
Fem gode grin af i alt seks mulige.
Titel: Et ekstraordinært eventyr med Splint & Co.: Det glatte ansigt
Forfatter: Makyo og Toldac
Tegninger: Tehem
Oversat af Ole Steen Hansen
Format: 72 s. i farver, indb. 24 x 32 cm
Pris: 198,00 kr.
ISBN: 9788770855839
Er udkommet.