Home / Anmeldelser / Færgemanden

Færgemanden

Færgemanden
FFærgemandenÆRGEMANDEN
Det må være skæbnens ironi, en kosmisk vittighed, det, man på engelsk kalder en “cruel joke”, at Hermann skulle hædres med Grand Prix i Angoulême samme år, som “Færgemanden” udkom, for det er dog det ringeste, jeg endnu har set fra den gamle belgiske mesters hånd.
Det ville være lettest, og mest barmhjertigt, at give sønniken Yves H hele skylden for dette makværk, men selv Hermann virker træt, uinspireret, og henfalden til klichéer. Heldigvis redder han æren med det forrige album, “Uden Nåde”, og det seneste, “Duke”, som Forlaget Faraos har på bedding og som går som varmt brød i Frankrig. Så alt håb er måske ikke ude endnu.
Det bedste, man kan sige om Hermann’s tegninger i “Færgemanden” er, at de er habile, det hele er for så vidt “godt nok”, og betydelig bedre tegnet end så meget andet newie lort; det er bare sådan, at man forventer mere fra en mester, og Hermann ER en mester, eller HAR VÆRET.
Noget kan skyldes alder, noget måske metaltræthed, men jeg tænker, at han bare ikke har gidet levere mere end højst nødvendigt til Yves H’s elendige manus. Yves H har haft rigelig med chancer, så det er på tide, at farmand fyrer ham, hvis farmand kærer om sit eftermæle.
“Færgemanden” (fr.: Le Passeur) ser ellers lovende ud, dramatisk forside og fin nok åbningsscene på side 3, men allerede da vi bladrer om på side 4, går det galt. Manden og kvinden kalder hinanden for “Sam”, er teksten måske havnet i den forkerte taleboble? Forvirringen fortsætter lidt endnu, læserytmen smadres i et forsøg på at få klarlagt hvem der er hvem, men heldigvis går det hurtigt op for én, at de begge hedder “Sam”, og så er det man husker, at det engelske “Samantha” ofte forkortes til “Sam”.
Men ak, skaden er sket, og herefter følger forvirring oven i forvirring i denne leverpostejsfarvede dystopi. En fortælling, der sikkert rummer en dybere symbolik, men som man som læser ikke gider anstrenge sig for at fortolke yderligere, nu skal albummet bare pløjes igennem og arkiveres i en kasse.
Konceptet med “Færgemanden”, der eskorterer folk til dødsriget, går tilbage til oldtiden og floden Styx og alt det dér. Her i albummet er floden så et vinterlandskab. Færgemanden er en langhåret sort mand, der dog ikke opererer på egen hånd, men bliver styret af en “amputeret” forbryderkonge, der mangler både arme og ben. Intet forklares, og vi må bare tage til takke med nemme klichéer og et rimeligt flow, og så få det overstået.
Der er mange i “Færgemanden”, der gerne vil have noget overstået, men så nemt slipper de ikke. Det er hårdt at være “færgemand” og så samtidig være en håbløs kliché, og hvad fanden laver de zombier hen mod slut? Som sagt, lag på lag af klichéer, men OKAY tegnet og fint nok oversat af Søren Vinterberg, den smule, der er at oversætte.
To bobler ud af seks mulige.
karakter_2af6
Anmeldt af GoogaMooga/2017
Færgemanden
56 sider, farver, hardcover
Forlag: Faraos cigarer
Tegner: Hermann
Forfatter: Yves H
Oversætter: Søren Vinterberg
ISBN 978-87-93274-47-1

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *