Home / Anmeldelser / Foxtrot 1 – For Statens Sikkerhed!

Foxtrot 1 – For Statens Sikkerhed!

foxtrot_coverHvem vil ikke gerne være superhelt? Sådan rigtigt ud og bekæmpe kriminalitet, tæske nogle fæle bagmænd med storhedsvanvid og fantasier om verdensherredømme? Det er lige præcis hvad Robin får mulighed for, da han kommer i erhvervspraktik hos Bruce i Johan F. Krarups sommerudspil Foxtrot #1: For Statens Sikkerhed.

Og så alligevel ikke. Det er ikke den glamourøse selvtægtsverden som vi kender fra de kulørte blade fra DC og Marvel. For Statens Sikkerhed foregår i lille København, og er så ovenud low-tech som man kan forestille sig. Man får et ganske godt indtryk af hvad det er man har med at gøre, igennem en dialog mellem Robin og hans mor, der ganske genialt er placeret på coveret: ”Altså, der er jo ikke decideret løn i det … men der er gratis kost og logi i praktikperioden – og der er mulighed for fastansættelse.” fortæller Robin.

Så Robin er altså flyttet ind hos Bruce, og sammen udgør de et yderst ynkeligt crimefighting par – iklædt masker, da det jo er dét der gør en helt. Men faktisk bliver der ikke bekæmpet så meget kriminalitet. Tiden går mere med hverdagssysler og ekspeditioner til Akvariet. Og når de endelig forsøger sig med en rigtig opgave, går det selvfølgelig helt galt.

foxtrot_006Humoren er fantastisk på den der Klovn-agtige måde, hvor man sidder og krummer tær og næsten skriger ”lad nu være!” til Bruce, før han ender i nye pinligheder. Faktisk kunne jeg slet ikke lade være med at forestille mig at det var Frank Hvam der lagde stemme til Bruce – hvilket giver tegneserien en næsten flyvende filmisk karakter.

Johan F. Krarup er en eminent karakterorienteret serieskaber, hvilket gør at man føler for figurerne – selv de rigtig slemme. Bruce er et sørgeligt tilfælde af en mand der er fuldstændig sat uden for virkeligheden – når han først har dannet sig en mening, hvilket falder ham let for, så er han hverken til at hugge eller stikke i – og gider i øvrigt slet ikke diskutere. Som når Robin vækker ham for at fortælle at han snorker, hvortil han svarer ”Det kan ikke passe. Du må have hørt forkert.” – ”Jeg er musestille når jeg sover. Musestille. Det kræver et job som mit. Og så snakker vi ikke mere om det.”

foxtrot_012Uden nogensinde at blive til tung socialrealisme er For Statens Sikkerhed hverdagsscener fra et parliv – tilfældigvis her to mænd der bor sammen, og som er wanna-be superhelte  – og komisk satire på det høje plan Krarup har gjort til sit varemærke.

Foxtrot er Johan F. Krarups eget hæfte som han vil udgive én gang om året. Vi ser allerede stort frem til næste år, og håber at han ikke inden da bliver kapret af andre dele af medieverden, der uundgåeligt på et tidspunkt får øjnene op for hans store evner som historiefortæller.

karakter_5af6

Foxtrot #1: For Statens Sikkerhed
Skrevet og tegnet af Johan F. Krarup
116 sider i s/h
Pris: 75 kroner.

LINK: Johan F. Krarups webportfolio

LINK: Forlaget Fahrenheit