Home / Anmeldelser / Franka 23 – Gehein 1948

Franka 23 – Gehein 1948

Franka_23GEHEIM 1948
 
Med 23. bind af serien “Franka” ses det tydeligt, at Henk Kuijpers førsøger sig på sit magnum opus; bunker af research og en sindrig kælen for detaljer er der lagt i denne two-parter. Ét album kunne ikke gøre det, og de mange spørgsmålstegn man som læser må stille sig selv, bliver lissom lidt hængende i luften. Her må man håbe, at de mange tråde udredes og at man som læser bliver forløst i næste bind fra Forlaget Cobolt.
Kuijpers har før forsøgt sig med two-parters og sluppet godt fra det. I det hele taget må man konstatere, at har man fulgt denne serie siden starten, bliver det meget tydeligt, at han ikke hviler på sine laurbær, men vokser som kunstner, kort sagt, bliver ældre og mere moden i takt med at de mange trofaste læsere osse bliver ældre. Man kan kun gisne om, hvor denne udvikling fører hen, skal vi mon blive gamle sammen, Kuijpers og os læsere?
Franka forbliver dog klogeligt ret ung, aldrig har hun været mere afklædt eller tegnet i mere æggende positurer end i dette album, “Geheim 1948”. Det er som om, at Kuijpers partout vil lægge det barnlige og ungdommelige bag sig, så at sige lægge distance til en konkurrerende “pige” serie, den belgiske “Natacha”.
Og det er artige sager, der henvises til i flæng, både direkte og indirekte: lesbisk forhold, solo sex, kvindelig og mandlig prostitution, tilfældige knald, og meget mere af sådan noget lir. Min mor åbnede albummet op på en tilfældig side, og bemærkede lynhurtigt, at det var pornografisk smuds. Sådan er der jo så meget.
Plottet om stjålne kirkeskibe er ikke det mest sindsoprivende. Vi kommer til at terpe historielektioner, da Kuijpers insisterer på tunge tekstkasser og flashbacks til 1599 og 1948.  Hvor meget, der er historisk korrekt og hvor meget, der er opdigtet til lejligheden, ville kræve et urimeligt stort engagement hos den enklete læser.
Albummet vinder på de sanselige tegninger og de mange establshing shots, der er Kuijpers’ styrke og særlige kendetegn. Jeg bryder mig ikke om at komme på skolebænken, når jeg egentlig bare gerne vil underholdes. Mon ikke andre læsere har det på samme måde.
Det mest interessante er Franka’s samtaler med den buttede veninde; begge oplever de mislykkede kærlighedsforhold, og her lader sexede Franka ikke den tykke veninde meget tilbage. Sådan formår Kuijpers alligevel at opnå et voksent udtryk uden alt for meget terpen historie.
fem bobler ud af seks mulige
karakter_5af6
Anmeldt af GoogaMooga
Franka 23: “Geheim 1948”
48 sider, farver, hardcover
Forlag: Cobolt
Tegner: Henk Kuijpers
Forfatter: Henk Kuijpers
Oversætter: Naja Møllmann-Ibsen
Farvelægger. Studio Leonardo

ISBN 978-87-7085-606-5