Home / Anmeldelser / Franka > Gangsternes gidsel/Projekt Atlantis

Franka > Gangsternes gidsel/Projekt Atlantis

EFranka_10-11t væld af farver. Et væld af detaljer. Et bonuskapitel i topklasse. Gæt forlaget? Ikke svært, vel? Det er selvfølgelig Cobolt som endnu engang, fristes man til at skrive, forsøder og forkæler os læsere med en lækker udgivelse.

 

Vi er i Holland og det er Henk Kuijpers’ Franka jeg skriver om.

 

Den overordnede ramme er Frankas samlede eventyr, og over kolofonen kan man læse om bevæggrundene for at genudgive disse klassikere. Ikke uinteressant i den forstand, at Henk Kuijpers gennem en årrække har restaureret sine værker, nyfarvelagt sågar og for enkelte albums vedkommende tilføjet de sider, som faktisk hørte med, men på grund af pladshensyn måtte skæres bort. Tjek fx side 48 i samlebindet.

 

Bagerst i albummet er der så et flødehorn af flotte skitser, færdige store illustrationer og en nærværende stilfærdig kommentar til udarbejdelsen af disse to historier, Gangsternes gidsel og Projekt Atlantis. Det er herligt. Tak fordi der lige kræses endnu engang.

 

Illustrationerne er små mesterværker. Min indre indendørsarkitekt savler ved tanken om at kunne have en eller flere Kuioperstegninger blæst op, sat i ramme og hængt op. Kuijpers streg er let genkendelig, friske farver som en skarp sommersoldag og de færreste kan lege med køretøjer og andre transportmidler end netop han.

 

Mine øjne og især hjerne skal dog have alt ind i mindre doser. Overvældende bliver en del af tegningerne, og selvom jeg elsker at dykke ned i detaljerne, så kan det dog blive FOR voldsomt, og i stedet for at glædes, så irriteres jeg. Alle detaljerne bliver hurtigt en myretue og skaber uro. Well, my bad. My loss, I guess.

 

Og undskyld paradokset. Jeg elsker stregen, farverne, friskheden, men overrumples negativt af de mange indtryk. Myldretegninger nærmest, omend der også er små guldklumper i alt det svulstige. Jeg nød kaoset på side 74, og kom til at tænke på Hergé, det der album hvor der pludselig er et gakket motorvæddeløb udenfor Møllenborgs porte.

 

Men altså – for meget.

 

Husk, en suppe bliver ikke nødvendigvis bedre af at plumpe mange ingredienser i den.

 

Gangsternes gidsel er hurlumhej og fart. Biler der køres ind i, biler der kører stærkt og nærmest kunne indgå i et moderne spilleunivers a la GTA eller Need for Speed. Der er ikke mange rolige passager, og selve grundhistorien er simpel og hurtigt glemt.

 

Projekt Atlantis er til gengæld mere vidtløftig. Mere interessant. Sådan da.

 

Hvor man i Gangsternes gidsel hele tiden blev ført med handlingen, så er der flere pitstops og tænkepauser i det mytiske Atlantis. Det har måske noget at gøre med, at vi hovedsageligt er taget ud og bort fra byen. Der er mere luft, færre mennesker, mindre af alting på nær naturen. Atlantis er jo en drøm, og det er dét, som danner lunten til eventyret. Rigmanden Magnus Ax har en drøm. En drøm om at bygge verdens mest lukseriøse passagerfly! Det kan man så mene om, hvad man vil. Sådan umiddelbart et lidt luftigt projekt og sådan har jeg det også lidt med selve historien. Hvor interessant jeg end måtte mene om den, så er det lidt en halvfesen fortælling. Hverken spændende eller vedkommende og bestemt snarere henvendt til yngre læsere end jeg.

 

En figur som næsten ikke findes, har hun, men former og baller og bryster. Statisk selvom hun har udviklet sit ydre, og Kuijpers har fulgt med tiden. Blot ikke med Franka som vi reelt ikke ved ret meget om: Igen, lidt som Hergés Tintin. Det er måske fint nok for en serie, og serien har jo gået sin sejrsgang i temmelig mange år, så det er nok igen bare mig, som er en sur røvnisse.

 

Samlet og især fordi bonuskapitlet er fedt, så ender jeg med 4 stjerner. Det tæller bestemt også med at selve albummet er lækkert. Mystisk forside, lækre innersleeves, et informativt forord, Eddy’en og bonuskapitlet. Alt dette gør, at jeg er positivt forudindtaget. Det må man gerne være, og to halvtynde næsten lineære fortællinger, kan ikke flå karakteren ned. Men mere end 4 kan der til gengæld ikke være tale om. En udgivelse over middel. Dixi.

 

karakter_4af6

 

 

Titel: Frankas samlede eventyr > Gangsternes gidsel og Projekt Atlantis

Forfatter og illustrator: Henk Kuijpers

Farver: Studio Leonardo

Oversættelse: Niels Søndergaard

Forlag: Cobolt

Format: Hardcover, 2 album i et. 128 sider i farver, inklusive et bonuskapitel. 22,5 x 28,5

Pris: 298,-

Isbn: ISBN 9788770856874