Uha. Filmen var i sort og hvid, og blev vist en lørdag aften på DR engang i 1970’erne. Jeg så den og må have været omkring seks eller syv år gammel, deromkring. Klart for ung til at se den, og flere ubehagelige sekvenser sidder fast, noget med fakler og ophidsede mænd og at de ville brænde. Jeg taler om Frankenstein, den stakkel, og uden at jeg skal dvæle alt for meget ved selve myten og tanken bag, så ligger én ting vist ret fast, klart og tydeligt. Nemlig at filmen og forlæggets underliggende pointe, at de eller det fremmede, er noget skidt, og det skal bekæmpes.
Om det så er Corona, flygtninge, klassens nye elev – that does not matter. Erstat bare efter behag. Vi kan simpelthen ikke lide, når vores vante tilværelse forstyrres. Og vores indre svinehund er altid på vagt. Ikke meget skal der til, før den galder og glammer.
Cobolt har udgivet en fin lille intertekstuel sag. Titlen er Frankenstine, og den er, synes jeg, god. Jeg har læst en anmeldelse andetsteds på nettet, og er mere begejstret, end hvad anmeldelsen der var.
Hardcover og omkring 80 sider. Farverne er få, selve rammen, altså bogens ydre er holdt i sort og gult, og disse to farver suppleres med kun yderligere lidt grumsetgult, grumsetgrønt, grumsetbrunt og grumsetorangegult. Beklager at jeg ikke kan beskrive farverne yderligere. Jeg mangler ord for farverne. De virker dog fint og er med til at give værket et skær af noget ubehageligt. Man kan kalde dem afdæmpede. Man kan dog også kalde både dem og tegningerne for kedelige. Hvis man altså vil!
Et skabt menneske findes i en kælder, syet sammen af ligdele fra både mænd og kvinder. Syningerne er grove og skabningen usikker og angst, og er uvant med mennesker og disses handlinger. Nysgerrig på livet dog, og på ord, og famler rundt. Møder andre, herunder to, der får afgørende betydning for hendes videre skæbne. Nu skriver jeg ’hun’, men kunne lige så godt have skrevet ’han’, for køn og identitet er selve kernen i værket.
Der er onde folk, der er gode folk. Hun møder begge, og bemærk, at de to gode hun møder, Jonas og Vicki, også kan benævnes som minoriteter. Han har et mørkt udseende, og hun er, bliver i hvert fald benævnt som, lesbisk.
De onde er onde. En pigetrio og man får, som man fx har set før, blandt andet i Bjarne Reuters ’Zappa’, også lidt at vide om den toneangivende mobber, at hun er ’langt ude’, dyrker sort magi og er selvskader, samt at hun overses af hendes mor. Ikke voldsomt meget, men det er fint nok.
Antydningens kunst skal man ikke kimse ad, og jeg blev pirket til. Er jeg fx selv en god far?
Sådan overordnet er værket ret tilforladeligt, og spændende. Tematikkerne vedkommende for alle unge, men så sørme også for os forældre, der jo vil alt godt for vores børn. Ikke at føle sig hjemme, ikke at føle sig set, ikke at være sikker på noget som helst. Alt det kender vi jo, og det rammer forfatteren Lars Kramhøft faktisk ret godt, helt uden at svælge i overdreven symbolik, sådan da. Der skæres lidt i pap hist og her.
Visuelt er det kompakt og det er vist det. Der skæres helt ind til benet og de grove karakterer virker skabelonagtige og ufærdige, og baggrundene virker ofte lidt klodsede. Som at man ikke helt har bestemt sig til, om der skal være noget eller ej, og så ender det sådan lidt lala. Eller, sådan ser det umiddelbart ud. Jeg har kigget og kigget, og lagt bogen væk. Taget den frem igen, og den vinder bestemt herved. Ikke afgørende, men dog nok til, at det første lidt halvgrimme og helgrove får andre nuancer. Skarpt nej? Stemningsfremmende og konsekvent? Ja da.
Målgruppen? Jeg er måske præget af min egen familie, samt min egen opvækst. Hvor det at være en del af et fællesskab var vanskeligt, og at være i tvivl og usikker. Klart et værk skåret til de unge, men bestemt ikke kun til dem. Jeg har haft med masser af tvivlende unge mennesker at gøre, her i et halvt levet liv som lærer, og har haft forældre også, der har været frustrerede og rådvilde. Frankenstine er både til de unge og deres forældre. Ikke som et afgørende fix, men som identifikation og referenceramme og både tone, stil og emne kan danne ramme om gode snakke.
Jeg skrev længere oppe, at køn og identitet er kernerne. Ja. Rigtigt. Men ikke kun. Bogen handler også om venskaber, accept og mobning, og som sådan vigtig og god. Jeg ender på fire stjerner. Måske en enkelt for meget, for tegningerne er ikke noget særligt.
Titel: Frankenstine
Tekst: Lars Kramhøft
Illustrationer: Jam Aden
Forlag: Cobolt
Format: Hardcover, 80 sider
Pris: 250,-
Isbn: 978-87-70858-19-9