Home / Anmeldelser / Tim og Thomas – Fyrtårnets forbandelse

Tim og Thomas – Fyrtårnets forbandelse

ItemImageForlaget Zoom har succés med den gamle Trumf traver, den belgiske Dupuis serie, “Tim & Thomas” (fr. Tif et Tondu), og der springes lystigt rundt i kronologien, således at vi med det nye album, “Fyrtårnets Forbandelse”, er helt tilbage i 1972, med 18. bind, “Le Roc Maudit”, der først blev serialiseret i ugebladet “Spirou” fra nr.1696 til nr.1715.

 

Altid eminente Will står for tegningerne, og manus er denne gang af en af de helt store panteon tegnere fra den belgiske guldalder, selveste Maurice Tillieux, manden, der trådte sine barnesko med gedigne “policiers” i de gamle “Héroic-Albums” i perioden 1947 til 1956. Her udviklede han den karakteristiske humor og særlige atmosfære, som kom til udtryk i den hårdkogte “Félix” serie, en serie, vi desværre endnu har til gode på dansk.

 

Så vi er i gode hænder her i “Fyrtårnets Forbandelse”, og som læser lader man sig straks fange ind og rive med af en langstrakt, dynamisk eksposition, et frækt juveltyveri ved højlys dag, hvor vore to helte “tilfældigvis” dumper ind i handlingen allerede på side to, og så går den vilde jagt.

 

Diamanter er motivet, og samtidig også en afledningsmanøvre, for her kommer intrigen: tyven lader sig “omkomme”, men dør så for real sidenhen! Et twist, der er Psycho filmen værdig. Nogle mystiske selvmord ved hængning finder sted i et afsides fyrtårn, på en klippeø ude i havet…

 

Thomas, der fremstår noget mere viril og handlekraftig end “tøsedrengen” Tim, lugter snart lunten, og her kan vakse læsere så begynde at gætte med. Jeg selv er ikke så handlingsfokuseret, sjovere er det at nyde Will’s ferme sans for action og dynamik, den maritime atmosfære, bølgerne, havet, og alt, hvad der ellers pryder Tillieux’s totalt overbevisende, dybt professionelle manus. Et manus, der også tillader enkelte scener med comic relief fra den vattede Tim.

 

Sjældent er de to playboy detektiver kontrasteret så tydeligt, som yin og yang. Tim emaskuleres endda af deres fælles veninde, Kiki, kendt fra”Cobraen” på dansk. Også hun lader til at være “old money”, da hun er grevinde. Sådan nogle “old money” folk kan sagtens tillade sig at lege selvbestaltede detektiver; sjovt, som de altid dumper ind i en handling, endnu en intrige…

 

“Fyrtårnets Forbandelse” er en fornem repræsentant for den stolte euroklassiker tradition, og hvis tegneren Will ikke er medlem af den lille, eksklusive klub i Panteon, står han i hvert fald uden for porten og banker på.

 

karakter_6af6

 

Anmeldt af GoogaMooga

 

Tim & Thomas: “Fyrtårnets Forbandelse”

48 sider, farver, softcover

Forlag: Zoom

Tegner: Will

Forfatter: Maurice Tillieux

Farvelægger: Leonardo

Oversætter: Michael Gabelgaard Nielsen

ISBN: 978-87-93244-19-1

 

 

 

 

 

 

 

26 comments

  • Googa, god anmeldelse med lækre ord og vendinger.. 🙂
    Jeg er ikke enig i at den skal have topkarakter, men det er en god udgivelse.

  • Er det et album på niveau med seksstjernede mesterværker som De Syv Krystalkugler, Det Gule Mærke, SOS fra Bretzelburg eller Smølf den Store? – Nej, må jeg konstatere, efter at have læst det. Det er udmærket, men kan næppe trække mere end fire stjerner.

    Mener du virkelig, GoogaMooga, at Fyrtårnet Forbandelse er på niveau med disse albums? Eller er der bare gået karaktérinflation i anmeldelsen?

  • Jeg skal ikke kunne svare for Googa, men for mit eget vedkommende, er der nok gået lidt for meget jubelorgasme i mine karakterer. Jeg synes, at dit spørgsmål og undren er såre godt, og jeg vil bestemt kigge nærmere på mine karakterer fremover.

  • Tim og Thomas ligger generelt på en fire-fem stjerner, og så skal det undtagelsesvis fremhæves, hvis ikke jeg har noget at udsætte på albummet. Albummet behøver ikke indeholde store dybsindigheder, er det fejlfrit, og hæver sig over de andre, kan det udløse en sekser. Der er enkelte andre T&T albums i de luftlag; jeg ønsker at signalere, at det bedste T&T kan måle sig med det bedste fra andre serier. Læs albummet igen, og først og fremmest, kig på tegningerne! Det hele er lydefrit, om ikke jordomvæltende.

  • Men jeg HAR sådan set lige læst albummet, og det er ikke min vurdering at det kan måle sig med det bedste fra de bedste andre serier – hvilket må være det eneste, der kan trække en topkaraktér. Tegningerne er da udmærkede, men slet ikke på niveau med fx Franquin eller Peyo. Så jeg må stadig undre mig over du giver topkaraktér?

  • Du har din mening, Erling, jeg har min. Det er ikke første gang, vi er uenige om noget. Dog erkender du, at Fyrtårnets Forbandelse er bedre end sædvanligt fra T&T. Ergo skal den have en højere karakter. Om det bliver 5 eller 6 er en personlig vurdering. Og det er tegnekunst på meget højt niveau, du sér bare med andre briller end jeg.

  • Jeg kan faktisk godt lide Tim & Thomas. Men jeg anser den ikke for at være et mesterværk, selv når den er bedst. Will er en udmærket tegner, men ikke på et “meget højt niveau” – det er et udtryk jeg vil bruge om fx Franquin, ikke om Will, det kan han slet ikke bære, så her tror jeg nok lige begejstringen løber af med dig, GoogaMooga.

  • Franquin er i Panteon, Will er lige udenfor, en meget professionel “journeyman” tegner. Det er altså set før, at en journeyman kan hæve sig op på mester niveau, det være sig i tegneserier, film, musik, eller anden popkultur. Tim & Thomas er en serie,, der ligger over gennemsnittet, (3), og vurderes generelt af mig til fire eller fem. Hvis så jeg støder på noget endnu bedre, er næste logiske karakter seks, vi bruger ikke halve stjerner her. Det er helt i orden at sætte sine idoler som højeste standard, men man skal passe på med at bruge dem som målestok til alt andet, for hver gode tegner er unik med sin helt egen styrke (og svaghed). Jeg er ikke sikker på, at det er klogt at vurdere alt ud fra Bretzelbourg albummet, jeg er ikke engang sikker på, at det er det bedste Franquin album. Hvis jeg skulle have givet fire til Fyrtårnet, ville det forudsætte, at de andre albums mest lå på tre, middelgod karakter. Men Will er mere end middelgod, han er Far Side of Paradise.

  • Det giver da netop mening, at sætte de få mestre der reelt er (og de bedste af deres værker) som højeste standard. Og at måle alt andet op mod dét. Det giver da en reel vurdering af kvaliteten, fra det bedste til det værste. Det vil betyde, at der er ganske få udgivelser, der får højeste karaktér, og sådan bør det også være. Og på den skala vil fire stjerner – over middel – da være en udmærket karaktér.

    Det giver i hvert fald ikke mening (for mig som potentiel køber/læser), hvis man giver seks stjerner til en udgivelse, fordi man generelt mener tegneren er god, og den pågældende udgivelse er over tegnerens gennemsnit. Det interessante (igen for mig som potentiel køber/læser) vil være hvordan udgivelsen står sig i forhold til en nogenlunde objektiv skala, og ikke i forhold til en kalibreret skala for den enkelte kunstner.

  • Ja og nej, det er godt at have en standard, men det nytter ikke noget at postulere, at fordi Will ikke tegner f.eks. så vildt og krøllet som Franquin, har han intet håb om at måle sig med ham i sine bedste stunder. Du vil opdage, at i alle popkulturens medier vil der forekomme små mirakler, uventede højdepunkter, hvor man mindst venter det. Jeg er faktisk karrig med seksere, kaster ikke i grams, men når jeg ser noget ud over det sædvanlige fra en serie over middel, må der blive tale om en femmer eller sekser. Du postulerer og postulerer, forklar venligst hvorfor Will ikke kan måle sig med Franquin i sin bedste stund. Kan det overhovedet måles? Det bliver sikkert ikke sidste gang, vi er uenige, men du ligger altså ikke inde med facitlisten, Erling, du kan højst referere til en kritisk konsensus, og der har den fransk-belgiske konsensus større vægt end den hjemlige andedams. Jeg vil slutte her, vi kører i ring nu, og jeg betragter sagen som uddebateret.

  • Jeg ved, at jeg er ‘kommet til’ at være alt for flink i mine anmeldelser. Karakteren 3 er en fin karakter. Og jeg har været voldsomt flink med både 5’ere og 6’ere.

    Hvis jeg skal sammenligne det med noget, så kunne det være karakteren ’tilfredsstillende’ eller det der svarer til folkeskolens 7-tal.

  • Jeg vil mene, GoogaMooga, at der er kritisk konsensus om, at Franquin er en større kunstner end Will. Det er næppe en postulat. Og jeg må igen stille det spørgsmål du undveg at svare på; Mener du virkelig, at Fyrtårnet er et værk på niveau med seksstjernede mesterværker som fx De Syv Krystalkugler, SOS fra Bretzelburg og Smølf den Store? – Hvis svaret er nej, så er din karaktér for høj. Længere er den ikke. Så kan du nok så meget postulere “Pantheon”.

    Og iøvrigt: Næste gang du anmelder, så skriv lige SPOILER, når du vælger at afsløre historiens twist 🙁

  • Tegnemæssigt, ja. På samme niveau. Hver tegner sin styrke. Dine fire stjerner er for lavt, for så er de andre T&T kun 3, middelgode, og det er langt fra tilfældet.

  • Jo, det er faktisk lige præcis tilfældet. Og jeg må vist konstatere, at du ingen kritisk sans har, når det gælder dine favoritter. Og at du ikke svarer på mit spørgmål, så vi kommer næppe videre her.

    Og om ikke andet, så fik Berti da noget ud af debatten 🙂

  • Siger manden, der dyrker Boucq… Erling, det er dig, der ikke forholder dig til det, jeg skriver til dig. T&T er langt over middel, og støder jeg på et perfekt album, udløser det en sekser. Jeg er mere rummelig end du.

  • Udmærket (siger jeg til manden, der dyrker Jean Graton…), så må vi jo bare konstatere at vi har helt forskellige opfattelser af hvad “over middel” og “perfekt” indebærer. Du kalder det “rummelighed”, jeg kalder det mangel på kritisk sans: Din rummelighed er så stor, at jeg giver den seks stjerner …

  • Men Googa – du hævder ovenfor, at T&T generelt er over gennemsnittet, 3, og det afføder generelt en 5’er eller 6’er af dig.

    Så er det sådan, du ser det? Så selv ringe T&T’ere får en 5’er eller en 6’er?

  • Jeg er i 99% af tilfældende rygende uenig med Googa … men dét her er så den ene procent af gangene, hvor jeg er enig. Ikke at jeg har læst albummet, og jeg kommer nok heller aldrig til det, men jeg synes det er forkert at en 6’ere skal være det samme som det ypperste mesterværk, og hvis ikke det er lige så æstetisk smukt og dybt fortællemæssigt så kan et værk aldrig komme derop. Jeg ser hver anmeldelse som en case-by-case, og karakteren gives ud fra hvilken oplevelse jeg havde med at læse. Hvis detr er en page-turner og alt bare fungere lige efter min smag, og jeg ikke kan sætte min finger på noget, jamen, så vil den sikkert få 6 i karakter. Og så er det altså lige meget om det er stor klassisk tegneseriekunst ala Tintin (gaaab), eller ny Anders And fra fabrikken.

    Ulempen, hvis man ophøjer nogle få tegneserier som ‘dem skal skal have 6’, er at de kan jo også rangeres. Erling, er De Syv Krystalkugler, Det Gule Mærke, SOS fra Bretzelburg og Smølf den Store præcis lige gode? Eller er der én der er bedre? For så er det jo DEN der skal have 6, og de andre 5 osv osv.

  • Kim har forstået mig ret. Berti, jeg skrev, at T&T geenerelt ligger på en fire-fem stykker, så en perfekt vil udløse en sekser. Men der er sikkert også T&T, der står til tre, Magdalena var ikke så god f.eks.

  • De behøver da på ingen måde at være lige gode for begge at få 6. Men det ene album, som får 6 kan selvfølgelig ikke være så langt fra det andet album man giver 6. Ellers fucker man da helt op i sin egen karaktergivning. En 6’er skal være toppen af poppen så dem der ender her må være det man synes er allerbedst inden for alle tegneserier. Så en Tim & Thomas der får 6 skal være bedre end en Tintin, der får 5. Ellers giver det ingen mening.

    Personligt synes jeg den nye Tim & Thomas er ret langt fra de bedste Euroklassikere. Den er underholdende og god, men så heller ikke mere. Den er langt fra Smølf Den Store eller De Syv Krystalkugler eller andre topkarakter-tegneserier.

  • Det er lige præcis som Antaeus skriver det: Hvis man skal karaktergive, så må der også være en konsistens i det. Ellers bringer det bare mere uklarhed end oplysning at anvende karakterer.

    Nej Kim, De syv Krystalkugler, Det gule Mærke og Smølf den Store er ikke præcis lige gode, men når vi ikke anvender decimaler må vi jo runde af til nærmeste hele tal. Og det behøver ikke nødvendigvis være æstetisk smukt eller dybt fortællemæssigt for at udløse topkaraktér. Det afhænger da helt af, hvad der er hensigten med værket.

  • Den sidste sætning dér lader vi stå et øjeblik, det var jo det, jeg prøvede på at sige til dig.

  • Men ligemeget hvilken vinkel jeg lægger på den, så kan jeg stadig ikke tildele Fyrtårnet mere end 4 stjerner.

    (og så vil jeg fortsætte debatten ovre i Bertis tråd på debatforummet.)

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *