Home / Anmeldelser / Gamle gubber 5 – Bur dem inde

Gamle gubber 5 – Bur dem inde

Hvis jeg tog alle mine tegneserier frem fra gemmerne, ned fra hylderne først og så gik til venner og bekendte og forlangte mine bøger tilbage. De bøger, som jeg naivglad lånte ud. Og bagefter hjemme i stuen prøvede at lægge dem i bunker, så ville der være især to store af slagsen. Den første med alle de klassiske tegneserier, du ved nok, Asterix, Lucky Luke, Splint & Co. Blueberry’erne og de øvrige seriewesterns. Ja, serier fylder pænt i den bunke.

Der ville så være en anden stor bunke. Her er der mere tale om ikke serielle udgivelser, heri ville være mange forskellige album, en del Graphic Novels (og jo – jeg holder skam fast i dette forbudte og nu lidet positive produkt. For mig giver graphic novel fin mening), og fællesnævneren for disse mange album er, at der er vold, blod, drama og Gøg og Gokkehumor. Lidt af en blandet landhandel. Ingen markante eller udslagsgivende fællesnævnere udover enten vold eller sjov. Bare tegneserier hvori den slags indgår.

Nu sidder jeg med Zooms femte album i den franske serie, Les Vieux Fourneaux, Gamle gubber. Titlen er ’Bur dem inde’ og her er der tale om et sindssygt morsomt album, anarki for alle pengene og en herlige overraskende afslutning til sidst. Dårligt dansk – afslutning til sidst, men læs albummet, og du forstår hvad jeg mener.

Zooms ‘Bur dem inde’ indgår ikke i nogen af de to store bunker, som jeg forestiller mig i min stue. Der er ikke tale om klassiske tegneserier (de har slet ikke alderen til det, og formen er ganske anderledes autonom), og hovedaktørerne vildt gamle, for gamle er de, gubberne. Der er heller ikke vold og klassisk sjovsjov i serien. Ikke den der stribeopbyggelige 1) man ser noget 2) en kommentar eller en udefrakommende hændelse og så 3) noget overraskende.

Sådan er det ikke i GG.

Albummets design først. Albumsize og opsætning som vi kender de fleste tegneseriealbum. Hardcover. 56 sider i farver. Sorthvid flot innersleeve. Orange forside som er nydelig og gør én nysgerrig. Hvid bagside med et kort rids af handlingen. Her hader jeg den font, der er anvendt. Den er for lalleglad og jeg bryder mig ikke om, at alt det skrevne skal midtersættes. Det giver let et uharmonisk indtryk og… ja, Jeg kan bare ikke lide det. Lige så lidt, i øvrigt, som hvide og sorte bagsider (og forsider). Snavs og fedtede fingre, samt revner, slag mm. lettere kan ses. Ellers er der to fjollede tegninger fra albummets side seks. Jeg hylder, at man bringer teasere fra albummet på albummets bagside, også selvom der i dette tilfælde er tale om nogle lettere obskure af slagsen.

Handlingen så. Overordnet er Gamle gubber fortællinger med lag. Der er altid den umiddelbare handling, og så, enten man søger det og finder det, eller ej, fyldt med andre temaer. Her i 5’eren fx, hvor politi og borgere og disses relation sættes på spidsen. Had og afsky overfor myndighederne. Eller hvad med at finde sit ophav? Dykke ned i ens fortid, finde sine rødder? Sin identitet. Eller hvad med børneopdragelse kontra det at slide på jobbet? Hvad er kvalitetstid med sine nærmeste, sine børn fx Eller hvad med de hjemløse og den måde, man søger at løse hjemløseproblematikken på? Eller hvad med verdenspolitikken overordnet. Øgrupper som store kapitalstærke stater styrer, manipulerer og ejer. Ser du, med de rette øjne og sind, så er der nok at tage fat i. Stærkt står især hvordan det er så let at lokke en lille pige. Ord er magt.

Duoen Lupano og Cauuet tager fat i det hele. Men aldrig drøjt eller belærende. Hele tiden med den der ironiske distance der gør, at man kan blive påvirket og endda indoktrineret helt uden at være bevidst om det. Det kan de, fordi narrativen er så blændende god.

Her i album fem er handlingens omdrejningspunkt en rugbymatch på Parc de Prince. Eller hedder det Stade de Prince, som i albummet? Jeg er fodboldmand og har altid hørt og læst arenaen som Parc de Prince. Nå. Hul i det.

For selve kampen, stadion flot tegnet i øvrigt og lækkert med en HAKA i striber og streger, selvom vi jo snydes, så er selve kampen ikke den reelle kamp, eller albummets tema. Et herligt fortællemæssigt kneb som man kan, når man kan skrive godt.

Ved du ikke hvad en haka er, så Youtube det. Jeg siger dig, du bliver overvældet.

Tegningerne. Tilbage til dem. Jeg er jo far til en million og har fået på puklen næsten lige så mange gange, når børnenes mødre har følt, at jeg ikke passede godt nok på. Tjek det herlige optrin på side 33, og igen resultatet på side 41. Ja. Jeg grinede højlydt.

Det gjorde jeg flere gange. Flere gange fordi albummet er supersjovt på den der underfundige måde, hvor der diskret anbringes madding. Nogle gange bider man på krogen og er solgt. Jeg er.

Albummet er på samme tid også alvorligt. Forældreskab. Samvær. Generationskløfter. Ansvar. Udbytning af ressourcer og så endelig de der gamle. Helt oprigtigt, og måske fordi jeg hver dag nærmer mig segmentet, så behandler vi da ikke vores ældre med respekt. Gør vi? Lader vi dem, groft sagt, ikke bare passe sig selv? De spiller deres bingo, strikker lidt, mimrer rundt og vi har jo nok med vores karrierer og børn og den slags.

Måske.

Men altså. Jeg er tæt på topkarakter. Jeg ville ønske, at man kunne få hele serien samlet i et samlebind med ekstramateriale lidt lige som det er, for en del serier for tiden. Så ville jeg klart give Gamle gubber top.

Nu må album nummer fem ’nøjes’ med fem.

Titel: Gamle gubber 5 – Bur dem inde
Tekst: Wilfrid Lupano
Illustrationer: Paul Cauuet
Farver: Jérome Maffre
Oversættelse: Sebastiona Weirsøe Flamant
Forlag: Zoom
Format: Hardcover, 56 sider i farver
Pris: 174,-
Isbn: 978-87-7021-094-2

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *