Festen på Falkensten er titlen på endnu et Gammelpotalbum. Den lille trinde fuldskæggede hidsigprop med det gode hjerte, og i Cobolts nye serie, hvor der både nyoversættes, pimpes nye farver og hvor man fra hollandsk side modtager grundigt nyrestaurerede sider. Alt sammen med vanlig nærmest overlegen professionel stil. Store ord, ja, men man går sjældent designmæssigt galt i byen med en Cobolt.
Serien, hvor vi nu er nået til det niende bind, er nemlig lækker. Der ER forskel på softcover og et indbundet album. Jeg kan ikke forklare det anderledes, end at vi herhjemme er meget varsomme og påpasselige med et indbundet album ud fra devisen, at man passer godt på gode ting. Ryggen er frisk og lysegrøn. Forfatter og tegner, titel og nummerering og så selvfølgelig også påtrykt Gammelpot. Flot og stilsikkert. En kort teaser bagpå og indeni et herligt ærligt indspark om det at lade sig inspirere af fortidens og nutidens kulturskatte. Ja selvfølgelig plankes der og det tjener enhver til ære, at man ikke pakker noget ind men bare fortæller, at ’jo – sådan hænger det sammen´.
Forskellige forsider, samt mere infoguf, er at finde i forordet. Blandt andet den færdige forside og en anden, og for en lægmand som undertegnede, er det overvældende at læse og forstå, at der lægges så meget i ’bare’ en forside. Jeg antager, at der dengang i Gammelpots unge tegnedage, var en del af arbejdet besværligt i sammenligning med computerarbejdet nu om dage. Ok – jeg taler imod bedre vidende. Jeg aner ikke, hvor besværligt det er at lave en tegneserie. Nå. Hul i det.
Festen på Falkensten er et eventyr. De onde listige har en fæl plan og denne plan går ud over den stakkels prinsesse Gwendoline, som har lovet sit hjerte væk, men nu er fanget af onde tunge kræfter. Men så kommer Gammelfar ind fra højre.
En anden karakter, og her henviser jeg til det med at planke fra forordet, Dukat, er også på banen. Jeg har en indre aversion imod folk med overskæg og Rudi Völlerhår, og som Gammelpot, så har jeg også kvaler med ham Dukat.
Jeg læste albummet kvikt og senere om aftenen sammen med min fokusgruppe, Osvald på 6 og Ragna på 4. Førstnævnte var som vanligt begejstret, og sidstnævnte mere forbeholden. Det forekommer mig, at der her i 9’eren er mere dialog, og det kan være årsagen til både glæden og forbeholdet. Selv er jeg et ordmenneske, og ville normalt kippe med flaget. Dog virker hele fortællingen mindre velsmurt og de få actionscener der er, er der næsten ikke. En halv side eller så, og så er vi i snakkeland igen. Øv, og siderne 33-34 kunne være så meget federe, hvis der blev sluppet at par håndtag.
Jeg holder overordentligt meget af Gammelpot. Både som karakter og i stil, genre og målgruppe. Selv de dårlige af slagsen er mindst gennemsnittelige, og således også dette album, som ender på en 4’er.
Lad mig i samme forbindelse krybe til korset. Jeg gav Tintin på månen middelkarakter, og det er naturligvis helt i hegnet. Undskyld. Nå – dette var blot et sidespring, men dem tager vi også med.
Hvis man tager de skarpe knive frem, så er det knaldende ærgerligt, at Gwendoline er sådan en sløvhat. Om det er tidens kvindesyn (selvom eventyr er tidløse), eller blot fordi Dukat skal fylde som han gør, det aner jeg jo ikke. Men en kvinde med lidt snilde og handlekraft, det kan man savne.
Dukat har en medhjælper, en abe og jeg kan ikke lade være med at tænke i intertekstuelle baner. Malots Frændeløs nemlig. Og det er plus med plus på.
Nå – Gammelpot rules og tak til Cobolt for sommerlæsning. Festen på Falkensten absolut godkendt, men vi er i den lettere ende rent spændingsmæssigt og underholdningsditto.
4 stjerner.
Titel: Gammelpot – Festen på Falkensten
Tekst: Thom Roep
Farvelagt: Studio Leonardo
Tegninger: Piet Wijn
Oversættelse: Edith Månsson
Format: Indbundet, 56 sider i farver, forord og så er papiret Klimaneutralt
Forlag: Cobolt
Pris: 198,-
Isbn: 978-87-7085-769-7