Knægten var træt og bogstaveligt talt til rotterne. Tårene trillede og søvnen lurede lige om hjørnet. Men først godnathistorierne, og her sluttede vi af med Cobolts nyeste ’Porten til Østen’, og den fik liv i knøsen. Som en trold af en æske var han pludselig lysvågen og snakkede og kommenterede og da fortællingen så var slut, var han en lytteoplevelse rigere. Vi læser jo i serier herhjemme, og det betyder at hver historie læses flere gange (lige så længe jeg gider og det giver mening) henover flere aftener. Her til aften var det så Gammelpot som jo så skal læses igen i morgen og de følgende dage med. Jeg er spændt på hvor meget der sidder fast. En del, tror jeg, for han kender sine eventyr og en del klassikere med, så mon ikke Gammelpot får et par ord med i morgen.
Osvald synes at heksen var dum og ond, og at de små mennesker i flaskerne var sjove. Det var ordene inden jeg daffede ned og plantede mig foran tv’et.
Jeg selv er ikke helt så begejstret. Misforstå mig ikke. Jeg er Gammelpottemand any day, men lige præcis Porten til Østen er bare så uforløst og småkedelig, og hænger især uundgåeligt sammen med mange andre eventyr. Værst er næsten, at den der magiske snert af østens mystik slet ikke kommer for dagen. Mere om det senere.
Handlingen er denne:
En mørk og regnfuld aften ender Gammelpot i et uhyggeligt hus. Tilsyneladende forladt og gammelfar får ild i pejsen, tørret det våde tøj og får slappet af. Ødelægger en stol og en krukke, og deri krukken er der noget ganske unikt, et lillebitte menneske. En ond troldkvinde har i hundredevis af krukker, og i hver eneste er der et menneske, kongen, blandt andre og alle kongens mænd. Alle formindsket af heksen. Gammelpot vil naturligvis gerne hjælpe og begynder at smadre krukker. Men der er øjne i luften og snart heksen at vide, at der øves hærværk i hendes hytte. Hun ankommer og besidder stærk magi, noget stærkere end vores gode trinde ven, og han sendes ud på en farlig mission, og alle små mænd må tilbage i deres trange lukke. Hvis han vil redde staklerne i krukkerne, skal han via porten til Østen finde først et slot, dernæst en lille magisk krukke.
Gammelpot må afsted og – viser det sig, så er der en enkelt mini som har undsluppet trolddamens magi. Og han, sammen med vadsækken, får en central rolle i det videre forløb.
Ikke mere referat.
Hvor min knægt betages af heksen og hendes ondskab og grønne magi, så har jeg jo, føler jeg, set og læst det hele før. Og savner i den grad noget overrumplende som tager røven på mig. Det sker bare ikke. Det bliver bare en klassisk eventyrfortælling baseret på aktantmodellen. Ikke at der er noget galt med dén model eller eventyr som sådan, jeg har bare set det før.
Du kan så lave en cocktail af den model og mixe den med berettermodellen, så har du en god men forudsigelig skabelon over albummet. Givere og modtager, spændingskurver, point of no returns og så videre og så videre.
Østens krydderi bliver en fattig omgang. Lidt slavefikumdik og en flugt. Et flyvende tæppe, slangetæmmere og så næsten heller ikke mere. Albummet er på en 54 sider og selvom langt hovedparten foregår i østen, så møder vi aldrig rigtigt noget der tager det flyvende tæppe væk under os.
Tegningerne er selvfølgelig flotte og mindeværdige. Især heksen (af en eller anden årsag er næsten alle hekse, forekommer det mig, en lille smule sexede og veldrejede) og hendes grønne øjne sidder godt i hjernebarken. Igen, hun minder mig om den onde stedmoder i Snehvide og det kan godt irritere.
Når man har skabt noget så minimalistisk og magisk som et lille menneske, soldaten Frederik, så savner jeg at han fylder mere på siderne. Han bliver blot en bifigur, og det er en skam. Han KUNNE have udgjort en forskel, og gjort Porten til Østen til noget større. Nu ender det blot som en slags metervare, et kopiprodukt og et ret banalt eventyr.
Nøj, hvor jeg lyder mavesur og knotten. Det er jeg nu ikke, for jeg tager bare mine drengebriller på igen.
Min knægt, som fylder 4 om to måneder, er forvænt med go’e historier, og han kunne lide det han så og hørte. Så fortællingen virker til målgruppen.
Der er ondskab versus det gode. Der er mand imod kvinde. Der er fut og fart over fortællerfeltet og fyldt med både cliffhangere, gemmelege i krukker, krumsabler, kvindelist og bedrag.
Men nu er det jo MIG, som skal svinge stokken til sidst, og jeg må bare erkende, at jeg bestemt har læst bedre Gammelpotter. Denne her er jævn og ender på kun 3 krydderier og det er en skam. Østen smager bare af meget mere.
Det skal nævnes at disse nye Gammelpotter har været under kærlige øjne og hænder. De er således piftet friskere i både farvelægning og tegninger, og også fået en sproglig lup ind over. Sådan fremgår det af albummets start. Jeg har ikke tjekket om disse farver og andet har gjort noget særligt ved albummet. Dog fremstår det, skal vi kalde det, visuelle indtryk som markant skarpt. Der er ikke meget grums og grimt. Man ser, hvad man ser.
Albummet er, som Cobolts altid er, lækkert og proffi.
Forordet er på seks sider, er af albummets forfatter og heri fremgår det, han og makkeren Piet Wijn havde deres knas med den fremadrettede handling. Det synes jeg klart skinner igennem. Det hele virker lidt for søgt og derfor ender jeg, som jeg skrev lidt længere oppe, på en 3’er. Godt og ok. Men så heller ikke mere.
Titel: Porten til Østen
Forfatter: Thom Roep
Illustrationer: Piet Wijn
Forord: Thom Roep
Forlag: Cobolt
Format: Hardback, 56 sider I farver, 6 siders forord af forfatteren.
Pris: 198,-
Isbn: 978-87-7085-654-6
Albummet ER udkommet.