Home / Anmeldelser / Gemstones – og et par halvægte

Gemstones – og et par halvægte

For de fleste er Anders And & Co. vel den første tegneserie, de stiftede bekendtskab med, og for mange den første læseoplevelse. Bladet er ”født” samme år som jeg selv, og da min far på det tidspunkt arbejdede på GUTENBERGHUS, havde han ofte bladet med hjem.

I halvtredserne rasede pædagogerne som bekendt mod tegneseriernes skadelige virkninger, og forlaget måtte på bagsiden højtideligt love, at det var et hæfte, forældre ”trygt” kunne give deres børn i hænde. Det er der for så vidt ikke noget nyt i, nogle generationer før havde man beklaget sig over, at ungdommen spildte sin tid med romaner. I dag skal man være lykkelig, hvis man kan få børn til at læse noget som helst. På min barndoms Vesterbro var der en antikvar på hvert hjørne, der levede af at handle med brugte tegnserier og kriminalromaner – tv tog livet af dem.
Hvis de bekymrede skolelærere havde nedladt sig til at læse historierne om livet i ANDEBY, ville man måske have opdaget, at de indeholdt en mild og human livsfilosofi, de selv kunne have haft nytte af at tilegne sig. Dette skyldtes først og sidst byens grundlægger, Carl Barks.

Læsere, der er født efter 1960, er i stort omfang gået glip af denne dannende erfaring. På dette tidspunkt havde serierne ikke blot mistet deres klassiske streg, figurerne var blevet forenklet og forrået af talentløse imitatorer, som senere helt skulle overtage i de gyselige ”jumbobøger”.
Det oprindelige persongalleri stod ikke tilbage for figurerne i en græsk komedie, hvad angår humor og opfindsomhed. ANDERS AND selv spillede rollen som den evige JEDERMANN, et offer for skæbnens luner, men aldrig dens herre – ikke mindst den voksne læser vil kunne nikke genkendende til hans plagsomme arbejdsgiver, forkælede kæreste og rædselsfulde børn, samt den ”uforskammet heldige” konkurrent.

Disse figurer ses imidlertid ikke kun ud fra hans perspektiv, men har deres eget liv. ONKEL JOAKIM (for nu at følge den næsten lige så geniale oversættelse, der satte sit eget præg på serien) er Anders Ands absolutte modsætning, og hans fetichistiske forhold til penge var blot det ydre udtryk for hans hensynsløse intelligens og handlekraft – han var altid min egen yndling.
I den amerikanske selvforståelse er han kapitalisten, der realiserer de ideer, den intellektuelle GEORG GEARLØS undfanger. Som barn af Barks kan han dog ikke være hjerteløs – det er endnu et træk, fuskere uden hans skabers fine psykologiske sans tilføjer.

FÆTTER HØJBEN er i bund og grund usikker på alt andet end sit formidable held, og RIP, RAP OG RUP er ægte oprørere, der nægter at gå ind på den voksne verdens præmisser. Kun ANDERSINE er en smule endimensional. Af og til kan man ligefrem mistænke Barks for en vis misogyni – det er i det mindste sjældent, vi bliver præsenteret for en feminin synsvinkel. Dette lader sig måske til dels forklare af hans problemer med en alkoholisk hustru, indtil han fandt en kvinde, der respekterede og gik ham til hånde i hans arbejde.

Barks beherskede imidlertid ikke blot situationskomikken, de større anlagte ADVENTURE STORIES, der ofte gik over tre numre i Danmark, fik os til vente med længsel på næste tirsdag. De sidste tredive år af sit liv – han blev 99 år gammel – var han stort set uproduktiv og badede i den ære, der vederfaredes ham, efter at Disney havde opgivet at insistere på hans fortsatte anonymitet, og hvis nogen har fortjent sit otium, er det vel ham.

I dag genudgiver GEMSTONE de gamle serier og har velvilligt stillet en stak til rådighed for Serieland. Det er de nye numre med en enkelt undtagelse, som forlaget åbenbart ser som lidt af et scoop.

Det lyder umiddelbart også sådan, en nyskreven historie – eller i det mindste synopsis – af Barks. Uheldigvis er det noget senilt sludder. Og det bliver værre endnu. Åbenbart er manuskriptforfatteren blevet presset til at blæse dette guldkorn op til en serie på 28 sider, der giver om muligt endnu mindre mening end Carls oplæg. Illustrationerne er det bedste, men det bliver alligevel ikke til mere end en kopi af mesteren, omhyggelig og død. Temmelig uklogt har udgiverne endvidere fyldt nummeret ud med en lignende historie, NORTH OF THE YUKON, denne gang ægte Barks – bare så vi kan se, hvordan det skal gøres!

Numrene fra 2008 er tilrettelagt efter et lignede princip: En del Barks og to til tre dele bras. Selvfølgelig kan man altid genlæse en af selv de mindre klassiske historier, men det er alligevel suppe på en pølsepind.
Nummer 378(!) af UNCLE SCROOGE indeholder BOAT BUSTER, som jeg ikke mindes at have læst før. Anders deltager i et derby for motorbåde for at afgøre et væddemål mellem Joakim og en af hans ærkerivaler, og selvfølgelig begrænser hans sømandskab sig til hans hue og trøje.
Vi har set det før, også bedre, men som altid er plottet velturneret, og stregen en fryd for øjet. Mange gags er naturligvis hentet fra tegnefilmene, men historie og dialog mere end gør det ud for den manglende animation.

Og så kunne de opleves igen og igen og studeres i detalje i modsætning til den årlige tur i Metropols rutschebane. THE PURLOINED PUTTY i nummer 693 af WALT DISNEY’S COMICS giver os et af de helt monumentale slag i nabokrigen på Paradisæblevej. Stridens æble er denne gang ejendomsretten til en dåse kit, og Anders angriber sagen efter alle belejringskunstens regler. Der er ikke en rude eller taleboble for meget på de ti sider, hvilket i sig selv gør disse serier til kunstværker.

VACATION PARADE NO. 5 har en af disse gavehæfteforsider, der fik os til at føle, at sommeren var reddet, men begejstringen forstummer, så snart man får åbnet bladet. Det indeholder kun en enkelt historie af Barks – til gengæld er det så den geniale TRAIL OF THE UNICORN. Joakim sender Anders ud på jagt efter en enhjørning til sin zoologiske have. Mere eventyrligt kan det ikke blive – og så er HØJBEN med!
Som sædvanlig er scenerierne storslåede, og begivenhederne halsbrækkende. Anders ender endda som millionær, men vi har en mistanke om, at det ikke vil påvirke hans økonomiske situation i den næste historie.

Selv THE BARKS COLLECTION er spædet op. Den hedder nu THE BARKS/ROSA COLLECTION!
Man må have mig undskyldt for ikke at genlæse THE GOLDEN HELMET, som jeg, ligesom sikkert læseren, på det nærmeste kan udenad. Hertil har Don Rosa, der hovedsagelig er karakteriseret ved ikke at kende forskel på detaljeret og gnidret, så føjet et overflødigt og idiotisk plagiat.

Carl Barks har for længst indskrevet sig i kunsthistorien som så meget andet, der blev set ned på som ”kulørt” ved sin fremkomst, fra Gøg og Gokke til Beatles. Ære være hans minde – og skam få de gribbe, der kredser om hans afpillede skelet!

LINK: Gemstone

14 comments

  • Erwin…
    Læser jeg det sådan, at du mener at Disneyuniverset cirkulerer omkring Barks – og Barks alene?

    Barks definérede persongalleriet omkring AA – ypperligt – men en videre fabuleren over personerne bør vel ikke stagnere i fastlåst enfoldighed?
    Der skal vel være en chance for at udvidde og udvikle personlighed for kommende forfattere/tegnere?
    Barks startede jo selv fra “ground zero” og byggede op – efter konceptet “jeg skal bruge en person med disse egenskaber” og klarede sig vel – denne kunstneriske frihed er vel stadig fri, ikke?

    Vi kan så, hver især, mene om denne eller hin forfatter/tegner fastlåses i sin tolkning/videreudvikling af universet!

    Venlig hilsen
    Jan Erik

  • Erwin Neutzsky-Wulff

    Ingen begræder mere end jeg, at vi aldrig mere skal møde indbyggerne i ANDEBY, som på så rørende og finurlig vis afspejlede vort eget univers. Men denne verden tilhører helt igennem Carl Barks.

    Vi kan føle, vi kender personerne, og det er så afgjort en del af charmen, men vi kender dem ikke, som skaberen kender og skal kende dem. Man kan ikke skrive en sjette akt af HAMLET eller føje et panel til DET SIXTINSKE KAPEL.

    Jeg ville ønske, jeg tog fejl, men fyrre års efterligninger viser, at jeg har ret – jeg vil endda sige, at hvis man ikke kan se det, så har man ikke fanget den ånd, der gør de oprindelige serier til kunst og filosofi. Når imitatorerne alligevel florerer, skyldes det netop, at der er tale om en industri.

    Resultatet er uvægerligt pinlig FAN FICTION. Naturligvis er Disney andet end Barks – men tegneserieudgaven af Anders And er Barks og Barks alene.

    ”Udvide og udvikle” Anders And? Som hvad?

    STÅLANDEN? Ja, Barks startede ganske rigtigt FROM SCRATCH, og det samme må kommende tegnere gøre med deres egne figurer.

    Anders og hans venner tog Barks med sig i graven. Jeg har selv skrevet for GUTENBERGHUS – det blev en kærlighedserklæring til Anders And, men det blev ikke Anders And.

    Faktisk glæder jeg mig heller ikke specielt meget til RADISERNE uden Charles Schulz! Somme tider må man modstå fristelsen til at tegne overskæg på Mona Lisa.

  • Tak for anmeldelsen! Hvor fedt at have en far der arbejdede på Gutenberghus. Jeg studser dog over dit udfald mod de gyselige jumbobøger… – som jeg for nylig har nævnt overfor andre donaldister kan det give resultat at give jumbobøgerne en chance til – jeg holder selv særligt at skabere som Cavazzano og Scarpa, hvor særligt den sidstnævnte har bidraget til Andeby-universet med slet ikke så få figurer det ikke kunne være foruden.
    Jeg sætter også selv Barks øverst på piedestalen, men det betyder jo ikke at de andre for evigt skal ligge og rode i gyseligheden – Barks er ikke mere, så hvis Andeby-universet skal bestå må vi nødvendigvis have både imitatotorer og skabere der selv tilføjer noget.
    Jeg bider mærke i det du skriver om at Barks’ Joakim ikke var hjerteløs – det ville Don Rosa, som du senere nævner (er han en af fuskerne?) faktisk erklære sig helt enig. Rosa ville ikke være interesseret i at tage en arv op, hvis hovedpersonen var grådig og hjerteløs – så det er Joakim heller ikke hos Rosa (i min optik).
    Jeg tror du har helt ret i dine betragtninger om Andersine. Derimod er ænder som Hexia og Gulda Glimmer jo piger med et anderledes ben i næsen og handlekraft – begge også opfundet af Barks.
    Til gengæld må jeg indrømme at det ikke er sandt at barks var stort set uproduktiv de sidste 30 år af karrieren – ca. halvanden hundre oliemalerier, mange akvareller og andre ting kan ikke overses. Jeg foretrækker selv serierne, men der er adskillige fans der betragter Barks sidste karriere, som maler, som den vigtigste.

    Jeg er da i øvrigt, ligesom Jan Erik meget ked af din holdning overfor alle andre Andeby-skabere end lige netop Barks. Nu er min egen favorit efter Barks Don Rosa som jeg har kendt personligt i 10 år og respekterer højt – så det gør lidt ondt ikke at se hans Columbusserie omtalt som overflødig og idiotisk. Nu er jeg selv forudindtaget, fordi netop Columbuskortene er en af mine favoritter blandt Rosas serier – netop fordi den fortsætter Den Gyldne Hjelm som er min favorit blandt alle Andeby-historier.
    I det hele taget er alle donaldister vel så gribbe – for vi kredser om Barks’ afpillede skelet, som du udtrykker det. Vi læser nemlig stadig Barks, og nyder det i fulde drag, men vi læser også mesterværker og små perler af alle mulige andre Andeby-skabere.

  • at det ikke er sandt at barks var stort set uproduktiv de sidste 30 år af karrieren – ca. halvanden hundre oliemalerier, mange akvareller og andre ting kan ikke overses

    Malerierne med ænderne som motiv har efter min mening ikke kunstneriske kvaliteter; de er mere at betegne som kuriosa. Deres høje værdi skyldes primært at de er malet af en berømt tegner.

  • Hvad er kunstnerisk kvalitet? Det er ikke så mange år siden alle tegneserier blev beskyldt for at mangle det 😉

    Jeg mener bare at det er den sidste 3.del af Barks karriere – efterfølgende tegnefilmene og tegneserierne. Ubetinget den del der gav Barks flest penge. Well… vi er enige om at være uenige

  • Sagt helt enkelt så synes jeg manden var en meget, meget god tegner og historiefortæller, men en ikke særlig dygtig maler der fandt ud af hvordan han kunne lave penge til sig selv i sit otium. Helt fint med mig, så længe folk ikke ophøjer malerierne til mere end hvad de er.

  • Erwin Neutzsky-Wulff

    Måske hænger det noget sammen med den kontinentale mentalitet og humor, der nok er grovere og mere aggressiv end den engelske og amerikanske. Jeg tvivler således på, at Europa kunne have fostret en CAPRA eller BARKS.

    Generelt har vi nok en tilbøjelighed til enten at falde hen i hyggelig selvgodhed eller at se os selv som de rene umennesker. Den selvironi, der på samme tid kan være skarp og mild, forstår vi ikke rigtig.

    Eksempelvis er de belgiske tegneseriefigurer – som jeg, bortset fra en vis svaghed for Tintin, hader – aggressive og hysteriske, hvorimod man synes at mene, at ømmere følelser (den amerikanske ”sentimentalitet”) ingen plads har i humor. Ganske tilsvarende er Anders kun kolerisk og aldrig sympatisk, nevøerne kun snusfornuftige og aldrig uvorne, Joakim kun pengegrisk og aldrig selvforglemmende, og så videre.

    I et af de anmeldte numre ofrer han hele sin formue for at redde en hund. I en af jumbobøgerne blive Anders forvandlet til guld, og Joakim gør alt for at forhindre, at han vender tilbage til sin oprindelige, mindre givtige form.

    Han er med andre ord villig til at myrde sin egen familie for en ubetydelig forøgelse af sin formue. Barks ville have hadet det, og jeg hader det.

    Hvad angår den tilgivelige misogyni hos Barks, er de ”gode” kvinder altid bedstemødre (eftersom mødre ikke er tilladte i universet) og som bekendt er kvindehad ikke uforeneligt med moderfiksering. Tag bare Norman Bates!

    I modsætning til serierne finder jeg oliemalerierne gyselige, et tegn på, at Barks var blevet TOO BIG FOR HIS BOOTS og ville være ”kunstner” i mere traditionel forstand – den samme nemesis, der ramte EISNER. Endelig kan jeg komme i tanker om to grunde til kontroversen.

    For det første, hvad jeg vil kalde nostalgieffekten. Jeg voksede op i halvtredserne, hvor Anders And var Barks.

    Skal vi gætte på, at du er født omkring 1980 og vokset op med jumbobøgerne? Hertil kommer min måske lidt specielle tilgang til tegnserier, som sikkert i nogen grad skyldes, at jeg er forfatter af profession.

    For mig er Barks ikke blot den gode tegner. Jeg beundrer hans klassiske, i betydningen stilrene og beherskede, streg, men Hal Foster er jo også en god tegner, selv om hans historier stinker.

    Hvad der fascinerer mig ved Barks, er hans evne til at fortælle en historie, så den bliver et filosofisk lærestykke. Tag for eksempel historien, hvor Anders ønsker sig en million.

    Da Joakims pengetank brister, får han og alle andre dette ønske opfyldt. Ikke desto mindre er alle pengene vendt tilbage til deres ”rette” ejer i den sidste rude.

    Jeg er på ingen måde enig med Barks i denne identifikation af rigdom med arbejdsomhed og handlekraft – men hvis nogen skulle kunne få mig til at annamme liberalismens evangelium, måtte det være Barks! I forhold hertil er den moderne Anders And præcis, hvad pædagogerne altid har hævdet: pjat.

  • Erwin, jeg tror du Mikael Rothstein må være ret enig med dig – han udtalte i hvert fald samme holdning til Barks, som den eneste der duer, og alle de andre som kættere, i en udsendelse på DR2.
    Fan fiction vil jeg ikke kalde Andeby i dag – men en industri er det, og har altid været det. De fleste donaldister i dag holder sig imidlertid sjældent kun til Barks – Se evt. denne tråd på Donaldist-foreningens forum hvor anmeldelsen her tages ind i debatten på side 2: http://www.ddfr.dk/forum/viewtopic.php?id=3400
    Nostalgieffekten fornægter sig aldrig – derfor kan man finde donaldister som sætter Tello, Bancells eller Strobl højt, hvor andre kan mene at det er noget hø. Jeg er selv vokset op med 80’erne AA-blade med store dele Vicar og mange perler af Barks – og så fra 1990 kom Don Rosa ind i billedet og tilføjede en struktur som mange er utilfredse med, hvor andre er glade for den. Her er dit liv, Joakim og AA’s stamtræ er begge eksempler pådette – de blev i øvrigt lavet ud fra Barks’ forlæg.

    Jeg er født i september 1979 🙂

  • Erwin Neutzsky-Wulff

    Tak for henvisningen til den danske donaldist-forening – jeg vidste slet ikke, der var sådan en. Det væsentlige problem i diskussioner om kvalitet er jo nok, at når folk siger “What’s so good about Shakespeare?” mener de ikke “What’s so good about Shakespeare?” men WHAT’S SO GOOD ABOUT #¤%&SHAKESPEARE!!

  • Jeg er født i 75, og er vokset op med Anders And. Før jeg kunne læse kiggede jeg bare billederne, og fandt på min egen historie, som jeg tror de fleste andre gjorde. Fra jeg var 5-6 år læste jeg Anders And hver eneste dag de næste 10-15 år. På det tidspunkt havde jeg ingen interesse i hvem der tegnede hvad. Jeg opdagede at der var en kæmpe fanbølge af Barks-tilhængere … men den hoppede jeg aldrig på. Jeg læste Anders And fordi det var sjovt – og ikke for at følge tegnere eller forfattere – og jeg syntes faktisk det alt sammen lignede hinanden.

    Men så en dag dukkede der en ny tegner op, som IKKE lignede alle de andre, og han formåede faktisk at få mig til at grine højlydt over jokene og gagsene … og det var ingen andre end Don Rosa.

    Jeg har ikke noget forhold til Barks. Jeg ved jo godt at det var ham der stort set opfandt hele Andeby, og det er da fantastisk, men når jeg kigger på hans sider, så siger det mig ikke noget, og jeg har svært ved at skelne ham fra alle de andre, og jeg tror rent faktisk på at dem der ophøjer ham til værende en af de største historiefortællere, gør det ud af en rent nostalgisk tankegang, ala “han var den første, og derfor den største”. Bevares, sådan har jeg det da også selv med andre ting (F.eks. Superman, som er den første, og derfor i min takegang den største af dem alle … og jeg er vokset op med at læse Curt Swan, som derfor en den eneste rigtige Superman-tegnere i min verden – ikke fordi han er den bedste, men fordi det er ham jeg associere med Superman).

    At påstå at Don Rosa er en talentløs plagiat, som jeg har set mange udtale sig om, mener jeg er at skyde helt forbi. Man må da virkelig misforstå begrebet “plagiere”, hvis man mener at Rosa plagiere Barks … han tegner jo overhovet ikke som Barks, og selvom han følger i Barks fodspor mht historierne, så er det jo nærmere en hyldelst, frem for at forsøge at efterligne. Dér mener jeg at Rosa skiller sig langt ud fra alle de andre Disneytegnere, der alle til forveksling (i mine øjne) ligner hinanden.

    Og NEJ, jeg er ikke Donaldist … jeg studere ikke Anders And, tegnerne osv … jeg har faktsik ikke læst AA i flere år. Så ovenstående er bare min personlige holdning, ud fra hvordan jeg selv har det, og der er intet belæg for noget som helst! 😉

  • Dér mener jeg at Rosa skiller sig langt ud fra alle de andre Disneytegnere, der alle til forveksling (i mine øjne) ligner hinanden.

    Jeg er stærkt uenig. Faktisk er der kun ganske få Disney-tegnere, hvis serier ligner hinanden. Jo flere serier man læser, jo mere lærer man at skelne dem fra hinanden (i *mine* øjne). Om man så synes de tegner godt eller ej er en helt anden diskussion.

  • Det væsentlige problem i diskussioner om kvalitet er jo nok, at når folk siger “What’s so good about Shakespeare?” mener de ikke “What’s so good about Shakespeare?” men WHAT’S SO GOOD ABOUT #¤%&SHAKESPEARE!!

    Så sandt som det er sagt. Der er desværre langt mellem de saglige diskussioner på webfora.

  • Jeg er stærkt uenig. Faktisk er der kun ganske få Disney-tegnere, hvis serier ligner hinanden. Jo flere serier man læser, jo mere lærer man at skelne dem fra hinanden (i *mine* øjne). Om man så synes de tegner godt eller ej er en helt anden diskussion.

    Det giver jeg dig fuldstændig ret i, men som jeg også skrev, så er det efterhånden en del år siden jeg sidst har læst Anders And, og dengang gik jeg ikke op i hvem der tegnede osv. Og jeg er jo heller ikke Donaldist, så jeg har ikke sat mig ned og studeret tegnerne, og hvis jeg gjorde det i dag, så ville jeg helt sikkert hurtigt kunne skelne de forskellige tegnere fra hinanden.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *