For de fleste er Anders And & Co. vel den første tegneserie, de stiftede bekendtskab med, og for mange den første læseoplevelse. Bladet er ”født” samme år som jeg selv, og da min far på det tidspunkt arbejdede på GUTENBERGHUS, havde han ofte bladet med hjem.
I halvtredserne rasede pædagogerne som bekendt mod tegneseriernes skadelige virkninger, og forlaget måtte på bagsiden højtideligt love, at det var et hæfte, forældre ”trygt” kunne give deres børn i hænde. Det er der for så vidt ikke noget nyt i, nogle generationer før havde man beklaget sig over, at ungdommen spildte sin tid med romaner. I dag skal man være lykkelig, hvis man kan få børn til at læse noget som helst. På min barndoms Vesterbro var der en antikvar på hvert hjørne, der levede af at handle med brugte tegnserier og kriminalromaner – tv tog livet af dem.
Hvis de bekymrede skolelærere havde nedladt sig til at læse historierne om livet i ANDEBY, ville man måske have opdaget, at de indeholdt en mild og human livsfilosofi, de selv kunne have haft nytte af at tilegne sig. Dette skyldtes først og sidst byens grundlægger, Carl Barks.
Læsere, der er født efter 1960, er i stort omfang gået glip af denne dannende erfaring. På dette tidspunkt havde serierne ikke blot mistet deres klassiske streg, figurerne var blevet forenklet og forrået af talentløse imitatorer, som senere helt skulle overtage i de gyselige ”jumbobøger”.
Det oprindelige persongalleri stod ikke tilbage for figurerne i en græsk komedie, hvad angår humor og opfindsomhed. ANDERS AND selv spillede rollen som den evige JEDERMANN, et offer for skæbnens luner, men aldrig dens herre – ikke mindst den voksne læser vil kunne nikke genkendende til hans plagsomme arbejdsgiver, forkælede kæreste og rædselsfulde børn, samt den ”uforskammet heldige” konkurrent.
Disse figurer ses imidlertid ikke kun ud fra hans perspektiv, men har deres eget liv. ONKEL JOAKIM (for nu at følge den næsten lige så geniale oversættelse, der satte sit eget præg på serien) er Anders Ands absolutte modsætning, og hans fetichistiske forhold til penge var blot det ydre udtryk for hans hensynsløse intelligens og handlekraft – han var altid min egen yndling.
I den amerikanske selvforståelse er han kapitalisten, der realiserer de ideer, den intellektuelle GEORG GEARLØS undfanger. Som barn af Barks kan han dog ikke være hjerteløs – det er endnu et træk, fuskere uden hans skabers fine psykologiske sans tilføjer.
FÆTTER HØJBEN er i bund og grund usikker på alt andet end sit formidable held, og RIP, RAP OG RUP er ægte oprørere, der nægter at gå ind på den voksne verdens præmisser. Kun ANDERSINE er en smule endimensional. Af og til kan man ligefrem mistænke Barks for en vis misogyni – det er i det mindste sjældent, vi bliver præsenteret for en feminin synsvinkel. Dette lader sig måske til dels forklare af hans problemer med en alkoholisk hustru, indtil han fandt en kvinde, der respekterede og gik ham til hånde i hans arbejde.
Barks beherskede imidlertid ikke blot situationskomikken, de større anlagte ADVENTURE STORIES, der ofte gik over tre numre i Danmark, fik os til vente med længsel på næste tirsdag. De sidste tredive år af sit liv – han blev 99 år gammel – var han stort set uproduktiv og badede i den ære, der vederfaredes ham, efter at Disney havde opgivet at insistere på hans fortsatte anonymitet, og hvis nogen har fortjent sit otium, er det vel ham.
I dag genudgiver GEMSTONE de gamle serier og har velvilligt stillet en stak til rådighed for Serieland. Det er de nye numre med en enkelt undtagelse, som forlaget åbenbart ser som lidt af et scoop.
Det lyder umiddelbart også sådan, en nyskreven historie – eller i det mindste synopsis – af Barks. Uheldigvis er det noget senilt sludder. Og det bliver værre endnu. Åbenbart er manuskriptforfatteren blevet presset til at blæse dette guldkorn op til en serie på 28 sider, der giver om muligt endnu mindre mening end Carls oplæg. Illustrationerne er det bedste, men det bliver alligevel ikke til mere end en kopi af mesteren, omhyggelig og død. Temmelig uklogt har udgiverne endvidere fyldt nummeret ud med en lignende historie, NORTH OF THE YUKON, denne gang ægte Barks – bare så vi kan se, hvordan det skal gøres!
Numrene fra 2008 er tilrettelagt efter et lignede princip: En del Barks og to til tre dele bras. Selvfølgelig kan man altid genlæse en af selv de mindre klassiske historier, men det er alligevel suppe på en pølsepind.
Nummer 378(!) af UNCLE SCROOGE indeholder BOAT BUSTER, som jeg ikke mindes at have læst før. Anders deltager i et derby for motorbåde for at afgøre et væddemål mellem Joakim og en af hans ærkerivaler, og selvfølgelig begrænser hans sømandskab sig til hans hue og trøje.
Vi har set det før, også bedre, men som altid er plottet velturneret, og stregen en fryd for øjet. Mange gags er naturligvis hentet fra tegnefilmene, men historie og dialog mere end gør det ud for den manglende animation.
Og så kunne de opleves igen og igen og studeres i detalje i modsætning til den årlige tur i Metropols rutschebane. THE PURLOINED PUTTY i nummer 693 af WALT DISNEY’S COMICS giver os et af de helt monumentale slag i nabokrigen på Paradisæblevej. Stridens æble er denne gang ejendomsretten til en dåse kit, og Anders angriber sagen efter alle belejringskunstens regler. Der er ikke en rude eller taleboble for meget på de ti sider, hvilket i sig selv gør disse serier til kunstværker.
VACATION PARADE NO. 5 har en af disse gavehæfteforsider, der fik os til at føle, at sommeren var reddet, men begejstringen forstummer, så snart man får åbnet bladet. Det indeholder kun en enkelt historie af Barks – til gengæld er det så den geniale TRAIL OF THE UNICORN. Joakim sender Anders ud på jagt efter en enhjørning til sin zoologiske have. Mere eventyrligt kan det ikke blive – og så er HØJBEN med!
Som sædvanlig er scenerierne storslåede, og begivenhederne halsbrækkende. Anders ender endda som millionær, men vi har en mistanke om, at det ikke vil påvirke hans økonomiske situation i den næste historie.
Selv THE BARKS COLLECTION er spædet op. Den hedder nu THE BARKS/ROSA COLLECTION!
Man må have mig undskyldt for ikke at genlæse THE GOLDEN HELMET, som jeg, ligesom sikkert læseren, på det nærmeste kan udenad. Hertil har Don Rosa, der hovedsagelig er karakteriseret ved ikke at kende forskel på detaljeret og gnidret, så føjet et overflødigt og idiotisk plagiat.
Carl Barks har for længst indskrevet sig i kunsthistorien som så meget andet, der blev set ned på som ”kulørt” ved sin fremkomst, fra Gøg og Gokke til Beatles. Ære være hans minde – og skam få de gribbe, der kredser om hans afpillede skelet!
LINK: Gemstone