Jeg bryder mig ikke om fugle. Deres flagren og evige søgen efter føde. Kun kan jeg begejstres over deres farver og evne til at svæve i luften. Men jeg holder dem helst på afstand, og kan blive helt nervøs hvis de nærmer sig. Og vi taler om alle slags fugle. Lige fra gråspurvene der pikker efter krummer, til svaner og ørne og andre store fugle.
Jeg har aldrig set en grib. Aldrig. Og alligevel ved jeg hvordan de ser ud. Jeg har nemlig altid nydt en god western og har fra barnsben lært, at hvor der er ådsler, der er også gribbe. Gribbe der bare venter på at banke deres krogede næb ind og ned i rådnende kroppe og flå indvolde og kød ud og æde det. Det har jeg aldrig set, og alligevel set det ekstremt mange gange.
I seneste udspil fra forlaget Shadow Zone er der voldsomt mange lig og gribbe. Højt svæver de med deres flotte vingefang og der er nok for dem at tage sig af. Undertaker 2 – Gribbenes dans er nemlig en barsk sag.
Handlingen er denne:
Vores hovedperson, den fuldskæggede lurvede Jonas Crow, fører an i sin rustvogn. Med sig har han en dulle, Rose, som er allerhelvedes moralistisk selvom hun selv har lig i lasten og en lille kinøjser, Lin. De er på flugt efter at have foranstaltet optøjer i en lille flække i Arizona. Optøjer, ja. Foranlediget af den lidt makabre bagage i rustvognen, liget af mineejeren Mr. Cusco. Ikke et særsyn med et lig i en ligvogn, nej, men indholdet af mavesækken er det pure guld som Cusco slugte inden han afgik ved døden. Folkene i flækken, Anoki City, er ikke bare ude efter Crow, de lugter især guld midt i ligstanken.
På vej imod byen er en lille flok soldater og det ender blodigt og drabeligt. Minefolkene er i overtal og udsletter dem og forsætter jagten af Crow og især det værdifulde lig. Det går over stok og sten, og vores venner (selvom der egentlig ikke er noget behageligt eller sympatisk ved vores helt) har, lidt skørt i grunden, taget et gidsel med. Rose vil ikke have at Crow pløkker knoppen af gidslet og hans mørke hjerte lader sig besnære og undlader at slippe af med gidslet.
Godt i grunden for et gidsel er godt at have. Da gidslet pisser i det sparsomme drikkevand har Crow fået nok, og efterlader gidslet til en grusom død. Ædt levende af førnævnte gribbe. Men det er ikke kun en satans aflivning. Det er samtidig også en god plan, for forfølgerne har set gribbenes svæven og lokkes hen til stedet hvor de skal i gang med festmåltidet. Og så falder der brænde ned. Sten faktisk.
Ikke alle dør, og flugt og forfølgelse forsætter. Ender det godt? Måske. Jeg vil ikke røbe afslutningen.
Men jeg vil gerne fortælle om mine indtryk. Det er et meget fortættet album og der er godt smæk for skillingen. Albummet er en stor brutal forfølgelse og topspændende hele vejen igennem. Naturligvis lidt på bekostning af de lag der klart må gemme sig i både Crow og Rose. Kun glimtvis skinner deres historie igennem men pyt med det, for fortællingen er direkte, relativ simpel og albummet oser af krudtrøg og glæde ved at fortælle en spændende getaway. Ja, den er let og hurtigt læst selvom den sine steder er ret dialogtung. Jeg kunne godt tænke mig at der enkelte steder var skåret ned for talestrømmene. Fordi så ville jeg kunne dvæle lidt mere ved illustrationerne.
Illustrationerne vækker minder om, dare I say it, mesterserien Blueberry og Girauds eminente strøg. Måske er det bare fordi det er relativt let at skildre klipper, kløfter, regnvejr, pløre og den slags. Det kan sagtens være. Det kan også hænde at minderne popper frem simpelthen fordi Ralph Meyer kan sit håndværk. Vælg selv. Jeg er ikke i tvivl.
Der veksles også fint mellem rudestørrelse og antal. Det skaber et tilpas læseflow og billederne afløser hinanden i fine overgange. Der er mange flotte tegninger i fugleperspektiv, og der kommer de flotte landskaber godt frem. Det er en nydelse.
Humor er der også, galgenhumor. Læs fx side 50.
Og så ender Gribbenes dans sådan lidt halvåbent. Der dannes makkerpar og med en grib på taget forsætter rustvognen med vores skæggede ven og Rose. De MÅ rode sig ud i noget snavs. Hun er desuden dejligt tegnet og Chihuahua Pearl har bestemt fået en rival.
Samlet en fin fortættet historie. Den er ligetil og uden dikkedarer. Personerne mangler dybde og vi får næsten intet at vide. Det glemmer man, da plottet er spændende og gennemtænkt, og især herligt at der også er plads til både grusomheder og bagtanker. Illustrationerne meget flotte og det er næsten en skam at albummet ’bare’ er et album i albumstørrelse. Det kunne være lækkert med A3 eller A2.
5 knald i bøssen. Og så glæder vi os til 3’eren.
Forfatter: Xavier Dorison
Illustrationer: Ralph Meyer
Farvelagt af: Caroline Delabie og Ralph Meyer
Oversat af: Vigan
Forlag: Shadow Zone Media
Format: Album, hardcover, 50 sider i farver
Pris: 169,-
ISBN: 9788792048103