I 1981 kom David Cronenbergs ‘Scanners’, og den åbnede for alvor mine øjne for det paranormale. Min gamle bedstefar, Svend, havde lagt kim for kim og støbt et fundament der holder den dag i dag. Jeg elsker de der ‘anderledes’ fortællinger og er totalt til salg overfor film, bøger og beretninger med ånder, spøgelser, poltergejster og især folk som kan noget helt særligt.
Uri Geller, og vi er længere tilbage. Helt i starthalvfjerdserne, mener jeg og han kunne bøje bestik, få ure i gang og jeg ved ikke hvad. Jeg slugte alt råt. Så råt at jeg end ikke anerkendte eller accepterede at der nok var en gimmick eller to forbundet med det hele.
Ali Haman, spøjs og spooky fætter fra Silkeborg og som du måske kender fra både tv og aviserne. Først fordi han på DR afvænnede (eller forsøgte på det) rygere, og sidenhen fordi han gramsede og lidt mere til på nogle af hans kvindelige patienter (eller medier). Kan han gøre noget som du og jeg ikke kan?
Eller er det hele bare fup og fis?
Jeg ved det selvsagt ikke, men vil gerne tro på at der er mere mellem himmel og jord.
Nå – det blev en lang indledende snak. Jeg sidder med Harmony II, titlen er Indigo og den er sgu god. Ikke kun fordi den omhandler telekinese og andre spændende sager, men også fordi den grundlæggende piller ved etik og medmenneskelighed. Alt sammen sat i en lidt søgt ramme, men fred være med det. Igen, jeg sluger meget.
Spol lige tilbage til forgængeren, pigen i hytten i skoven. Ham der vogtede på hende og hendes begyndende bevidsthed om egne evner. Der var noget skræmmende, nok ret forstærket ved den umiddelbare idyl af grønt og landligt.
Det er fraværende i 2’eren. Det er klinisk, firkantet, barskt og fuldstændigt blottet for medmenneskelighed. Der forskes i børn med særlige evner, fx Harmony og hendes telekinese og andre med andre færdigheder. Målet er at kunne anvende deres evner i fremtidige krigssituationer, og det er den store satan, mammon, der driver værket.
For børn er ikke maskiner og har brug for ro, ros, anerkendelse, tryghed, forudsigelighed og tillid. Det har de lidt af til at begynde med, men William, som ellers har de mindste tillid og respekt, hans resultater udebliver, og der er et ydre pres. Man må skille sig af med ham, og det er dobbelt betændt al den stund at han også har knas i privaten. Han skubbes til side som affald, men lur mig. Han skal nok komme tilbage.
For forskning er benhårdt, og vores små venner, med vidt forskellige evner, de skal træne og træne. Der er ingen gulerødder, kun straffe hvis resultaterne ikke viser sig eller at der modarbejdes. Naturligt nok sker der en modreaktion. Man kan presse et barn langt, men alle har en grænse.
Mere siger jeg ikke om handlingen, men du kan næsten regne ud, at tryk avler modtryk.
Indigo er en flot sag, men også firkantet. Der er ikke meget plads til omsving eller udsving, og både sidernes komposition, farver, interiør mm. er glansløst, lidt stacato og alt for lineær i sin fortælling. Det er simpelthen for poleret og for nydeligt.
Flueknepperi måske, men det er ikke en sag eller et værk man for alvor knuselsker. Det skyldes ikke handlingen, som er stramt komponeret uden flashbacks eller andre omsving. En skam lidt, for den dybde der kunne have været i møderne med de to andre medier, de to yngre børn, Eden og Payne, er slet ikke til stede. Vi føler med dem fordi de er små og i kløerne på nogle kradsbørstige sataner, men kun derfor.
Men spændende er albummet og jeg tørster efter forsættelsen. Jeg er jo et gammelt røvhul, men er ret sikker på, at denne sag, Harmonyserien, også kunne fange et yngre publikum.
Fedt også at her er et album, hvor der ikke er fysisk vold (sådan da), men mere på det psykiske plan. Det giver hjernen noget andet og mere at arbejde med. Anken er dog, at de nye ‘trænere’ ligner steroidebøffer. Det er slet ikke nødvendigt. Magt er andet end muskler.
Nå – sådan samlet på en tung onsdag. Hvad bliver det til? Det bliver til en STOR 4’er. Der skal ikke meget telekinese til før vi løfter taget. Måske i næste bind, Ago?
Titel: Harmony II – Indigo
Illustrationer og tekst: Mathieu Reynés
Farvelagt af: Valérie Vernay og Mathieu Reynés
Oversættelse: Vigan
Forlag: ShadowZone
Format: Hardcover, 56 sider i farver
Pris: 159,-
Isbn: 978-87-92048-16-5