Den udkom for en del fredage siden, helt præcist fredag den 22. maj og er sikkert gået under radaren hos de fleste. Den ser måske heller ikke ud af så meget, en skaldet mand med tre små hår set bagfra, stående mellem et par træer, bærende på en rygsæk hvori man kan se en feltspade og et par sjove planter.
Titlen er Hasse får et liv, skrevet med lyseblåt. Forlaget hedder Basilisk og duoen bag er digteren Palle Sigsgaard og tegneren Jens Andreas Elkjær.
Det er en meget hyggelig, meget sjov udgivelse og en af dem, der vækker eftertanken fra dens tornerosesøvn. Ja, flere tanker faktisk, og den der ligger allerførst i min frontallap er, hvor hurtigt og vanemæssigt jeg dømmer og bedømmer. Jeg fik udgivelsen med posten og lagde blot Hasse over i bunken, den kedelige bunke, med pligtlæsning snarere end lystlæsning. Forkert bunke, skulle det hurtigt vise sig. Det er så indgroet i mig, er jeg bange for, at jeg er så hurtigt til at dømme. Hvis jeg skal uddrage noget positivt ud af denne dårlige vane, som jeg nok næppe sidder alene med, er at jeg så kan blive behageligt overrasket.
Hasse er en midaldrende mand. Han har få venner, og den bedste hedder Klaus. De betragter livet, et udsyn fra en bodega til at begynde med, og ellers blot via soveromaner om aftenen. Klaus spiller en væsentlig rolle i Hasses liv. De er nærmest groet fast i deres livsmagelighed, rygende, drikkende, kiggende. Begge parate til at dø, for sådan er det vel, når ens udvikling er gået i stå.
Klaus, en herlig fedladen type er nok den, der er tættest på afgrunden. Apatisk i alt. Mærker ikke at han bliver bestjålet og ænser end ikke den evindelige tid. Det er lige sket, måber han, og ’lige’ er altså tre år siden.
En drøm forandrer Hasse. Han vågner op med et andet drive. I det natlige mareridt er han blevet til et stykke sushi og Klaus vil æde ham.
Alle rejser starter med de små babysteps. Man kan gøre noget ved både det ydre og det indre. Ofte går disse dog hånd i hånd, og da det ydre er klaret, og man kan på coverets bagside se en anden mere viljestærk karakter, Hasse forfra, som er på vej ud i livet. Målbevidst, dedikeret, Men in Black solbriller og med rød isse. På vej.
At kunne klare sig alene i naturen er jo et tema her i vores tid. Mange forskellige udsendelser fra tv kan ses, omhandlende netop dette, og vi taler sikkert om flere lag, identifikation, frigørelse, et farvel til vaner og at finde sig selv. Alt sammen lyder frelst og som ekkoer fra glitrende livsstilsmagasiner, hvor godt stillede folk står af ræset og vil realisere sig selv. Finde sig selv. Det lyder for mig så brækfremmende, som noget kan.
Hos Hasse er det anderledes. Her møder han kulden, regnen, insekterne, ensomheden og det kræver mandeboller ikke at give op og vende tilbage til mageligheden og vanerne.
Udover at følge Hasses kvaler og nye liv og kampe for at blive, så er de 72 sider spækket med finurlige menneskebetragtninger, du og jeg’er. Hør bare:
Manden der går og tænker på sin mor. Arbejderen i den hvide varevogn, der er fyldt med olivenolie. Hundelufteren. Kvinden med sin rollator. Skateren med hættetrøje og solbriller. Bagtalerne. De falske. En god røv på en bar. De sorte og hvide ens flader. Tavsheden i togene. Kontrasten i en evigt snakkende mand fra New Zealand, som en pendant til os tavse nordboere. En ammende kvinde. En sort trist melankolsk kvinde. Søndagskantarelsamlerne, der ikke vil dele. Klaus, der kommer på besøg, tyk, rygende og med en ramme øller. Træt bliver han hurtigt. Det vilde friluftsliv kræver sin mand. Udviklingen og træfældningen. Den lille pige i skoven – helt som i eventyret, men her er tvisten ikke ulv vs. Menneske eller tab af uskyld, men mødet med de fremmede, dem som vi ikke forstår og som ikke vil forstå os. Helt sort bliver det endda, da Hasse vil mime mødet. De symbolske duer der ikke aner, om de vil æde eller parre sig. Og så får Hasse selvfølgelig, da han vender hjem igen, materialismen lige i knolden, symbolsk i form at et tungt pengeskab.
Jeg morede mig kosteligt, og grinede højt flere gange. Hvad fanden stiller man op, når alt det der idylliske friluftsliv pludselig viser sig som værende pissehårdt og regnfyldt? Jo, han moser sig ned i sin sovepose og svøber dernæst sine dyrt indkøbte alt for store waders udenom.
Hasses venner, Klaus og Cecilie, er eddermame også nogle spøjse typer. Bare se, hvad Cecilie fx har med til Hasses fødselsdag. Bizart. Kinky.
Hasse får et liv er et smukt hverdagsnedslag og et friskt pust til vaner og stå’en på et sted i livet. Noget må der ske. Noget kan der ske.
Slutningen natursmuk og grøn, og jeg sidder tilbage med et værk, tegnet lidt i Rasmus Bregnhøi-stil, og det er et plus, finurlig med sine ranker ud til vores behagesyge og magelighed. Mange kvinder har udtalt, at de opgav deres mænd og kærester, fordi det hele bare blev for røvsygt. Jeg læser Hasse får et liv som et spark i vores vaneløg.
Fire gode naturstjerner bliver det til.
Titel: Hasse får et liv
Tekst: Palle Sigsgaard
Illustrationer: Jens- Andreas D. Elkjær
Forlag: Basilisk
Format: 72 sider i farver, softcover
Pris: 200,-
Isbn: 978-87-93077-64-5