Hellboy er en af de mere stabile titler fra G Floy og således er vi nu nået til seriens femte samling. Den samler fire kapitler, som tilsammen udgør en længere historie, der i 2002 blev præmieret med en Eisner Award for bedste miniserie.
Handlingen
Da Bureauet for Paranormal Efterforskning og Forsvar stiller skarpt på et himmellegeme med kurs mod jorden, viser det sig at være en kapsel fra et tophemmeligt rumprogram, som nazisterne var i færd med at udvikle under 2. verdenskrig. Mærkværdigvis har rumkapselen nu kurs tilbage mod præcis dét sted, den blev affyret fra for 61 år siden, og Hellboy får derfor til opgave at tjekke op på sagen og afværge en evt. krisesituation. Nu er det jo almindeligt kendt, at nazisterne sjældent gik i små sko, så selv om jeg ikke vil fortælle for meget, tør jeg godt afsløre, at krise – dét bliver der! Helt som vanligt får Hellboy hænderne fulde, når han igen skal forsøge at dæmme op endnu et galleri af skøre karakterer med vilde planer, og undervejs i processen lærer han sædvanen tro også mere om sin egen skæbne.
Kritik
At Kæmpeormen fik en Eisner Award er der sådan set ikke noget nyt i, for det har længe snarere været regelen end undtagelsen, at Hellboy hiver noget hjem ved den årlige prisuddeling. Men umiddelbart er Hellboy jo blot endnu én i en allerede endeløs række af amerikanske superhelte, så hvad er det egentlig, der alligevel gør denne serie til noget helt specielt? Ja, til at begynde med vakte Mike Mignolas særlige grafiske stil i hvert fald en del opsigt. Som det blev, kom Hellboy til at markere et stilskift inden for superhelte-genren, idet Mignola her gjorde endeligt op med den muskel-fetichistiske kropsfiksering, som mange samtidige superhelte-tegnere efterhånden havde kørt langt ud på overdrevet. Således er Hellboy ikke alene et stort skrummel, som ligger meget langt fra det olympiske ideal, men ofte er store dele af hans krop simpelthen henlagt i komplet mørke. I det hele taget udmærker Mignolas stil sig ved en usædvanligt lille detaljerigdom. Det er grove, stiliserede og meget mørke tegninger, hvor man nemt kan gå glip af vigtige visuelle markører, hvis man læser for hurtigt.
Men det er ikke kun på det grafiske område, at Hellboy har været fornyende. Også på det narrative plan har Hellboy pillet ved nogle af grundelementerne i superheltegenren. Således er Hellboy og hans ualmindeligt tunge højrehånd skæbnebestemt til at udføre en endnu ukendt opgave, som, forståes det, vil få konsekvenser på kosmisk niveau. Hellboy er altså ikke sat i verden for at bekæmpe forbrydere i tid og evighed i endnu en endeløs superhelte-soap, han er en mand med en mission, og selv om serien altså nu har kørt i foreløbig 15 år, kommer vi (føler vi) stadig tættere og tættere på en endegyldig afslutning på hele historien. På den måde får de obligatoriske også slåskampe en dybere mening end, man ellers er vant til fra superheltenes verden. Hellboy er et skæbnens værktøj, og når han og hans modstandere kæmper om menneskehedens fortsatte eksistens som en slags guder i et større kosmisk spil, giver det historierne en dimension, som de almindelige superhelte ikke kan hamle op med.
Men selv om historierne om Hellboy næsten har karakter af en art mytologi, ligger der ikke som sådan nogen dybere filosofi bagved. På trods af sin på mange måder meget innovative tilgang til genren ønsker Mignolas nemlig i sidste ende blot at underholde. Ambitionerne rækker altså ikke til også at indpode nogen egentlig betydning i historierne, og det er bestemt ikke fra denne kant, man skal forvente svar på store eksistentielle problemstillinger. Eksempelvis er et af Hellboys store problemer i Kæmpeormen, hvordan han skal forholde sig til det faktum, at Roger har fået indopereret en bombe, som Hellboy har fået detonatoren til? Spørgsmålet er derfor, om Roger, som jo er en homunculus og derfor ikke et rigtigt menneske, kan ofres? Det skal jeg naturligvis ikke afsløre her, men det er i hvert fald sikkert, at dét er et dilemma, som den typiske læser vil få mere end almindelig svært ved at relatere til sin egen hverdag. De store stilistiske armsving til trods er Hellboy til syvende og sidst stadig blot en gængs omgang drengerøvsagtig fis og ballade præcis, som superhelte altid har været det.
Konklusion
Med Kæmpeormen fortsætter Mignola med at levere god underholdning. Efter som vi er nået til femte bog i serien er det hele ikke så avantgarde længere, men kvaliteten er stadig i top, og den pulp’ede handling bliver stadigvæk båret af en dejligt underspillet ironi, der hele tiden minder én om, at det hele blot er en leg og, at livet ikke skal tages så alvorligt.
Manuskript: Mike Mignola
Tegninger: Mike Mignola
Oversætter: Mathias Larsen
Forlag: G Floy Studio
Udgivet: 11. juni 2008
Sprog: Dansk
Medie: Tegneserie
Sidetal: 140 sider
ISBN-nr: 9788791630507
Pris: 198,00 DKK
Aldersgruppe: Fra 12 år
Anmelderens vurdering af udgivelsen (skala 0-6 point):
Manuskript: 4 point
Tegninger: 4 point
Oversættelse: 3 point
Præsentation: 3 point
Kvalitet til prisen: 3 point
Anmeldt af LARS KRISTENSEN