Home / Anmeldelser / Himmelbuddhaen: Bind 1 og 2

Himmelbuddhaen: Bind 1 og 2

Efter mere end ti års ventetid får vi nu endelig igen noget af Cosey på dansk. I dobbeltalbummet Himmelbuddhaen vender Cosey atter tilbage til dét Tibet, hvis skæbne har ligget ham så meget på sinde, og som han gennem en hel karriere har skildret i den berømte serie om Jonathan. Præcis som Jonathan handler også Himmelbuddhaen om en vesterlændings dannelsesrejse i det mystiske land, men Cosey beretter så indsigtsfuldt og rørende, at jeg i hvert fald med glæde tog turen en gang til.

Handlingen
I 1963 er den unge kostskoledreng Gifford på sommerferie hos sine forældre i Indien. I stedet for at tage tilbage til det kedelige kostskoleliv i England, vælger han at snige sig afsted for at opsøge eventyret sammen med familiens gartner, der har fået fri for at besøge sin familie i det besatte Tibet. Gifford ender på et tibetansk kloster, hvor det hurtigt viser sig, at hans skæbne er tæt knyttet til den sagnomspundne Himmelbuddha, der har været forsvundet i århundreder.

Kritik
Cosey ligner sig selv i Himmelbuddhaen, og tak for det. Hans stil har kun ændret sig ganske lidt i de over 30 år, der er gået siden den første Jonathan, men den passer nu en gang også perfekt til de historier, han fortæller. Der er altid en særlig, behagelig ro over Coseys ting, og endnu en gang er det er en sand fryd at opleve, hvordan historien bare løber let og ubesværet ned over siderne. Umiddelbart er han måske ikke verdens mest fascinerende tegner, men han er en sand mester i dét som enhver tegneserietegner bør kunne, nemlig, at fortælle en historie i billeder. Han har simpelthen et øje for detaljen – den detalje, der kommunikerer handlingen ultrapræcist og samtidig sætter læseren i den helt rette stemning. Jeg havde lidt glemt, hvor god han egentlig er, men Himmelbuddhaen har mindet mig om, at han som ingen anden kan fortælle den stille historie, så den føles som en rus.

Konklusion
Mange vil nok synes, at Cosey er lige lovlig hippie-agtig, og at han har haft sin tid, og der kan endda være noget om det, men dét han gør, gør han bedre end nogen anden, og personligt er jeg stadig meget begejstret for denne hippie, der ufortrødent fortsætter med at promovere tibetanernes alternative ontologi og samtidig fortsat søger at videregive sin indignation over kinesernes besættelse af deres land. Selv om vi har været i Tibet med Cosey mange gange før, så vil jeg alligevel på det kraftigste anbefale, at man giver Himmelbuddhaen en chance. Det er et veloplagt dobbeltalbum, som tåler sammenligning med det bedste fra Coseys produktion, og hvori han endnu en gang demonstrerer sit særlige talent for at fortælle den enkle historie, der siger så meget.

Manuskript: Cosey
Tegninger: Cosey
Oversætter: Francois-Eric Grodin
Forlag: Carlsen Comics

Udgivet: Januar/februar 2008
Sprog: Dansk
Medie: Tegneserie
Sidetal: 64-80 sider
ISBN-nr: 8762655140/8762655157
Pris: 199,50 DKK pr. bind

Aldersgruppe: Fra 15 år

Anmelderens vurdering af udgivelsen (skala 0-6 point):
Manuskript: 5 point
Tegninger: 5 point
Oversættelse: 4 point
Præsentation: 4 point
Kvalitet til prisen: 4 point

Anmeldt af LARS KRISTENSEN