Home / Anmeldelser / Historier fra det vilde vesten 2

Historier fra det vilde vesten 2

Jeg holder af novellen. Kort er den, og afleverer sit budskab kvikt og halvskjult og så er den slut. Tilbage sidder man en læseoplevelse rigere, måske mystificeret og grunder over meningen. Fortolkningerne kan være mange.

Nu har sommeren tag i vores land, der bades og høvles is i lange baner, man glemmer helt at læse.

Ikke her. Hver dag er læsedag.

Der er udkommet en hvid sag fra forlaget e-voke. Sjovt nok både indbundet og i mit tilfælde, softcover. Forsiden er lidt spøjs. Flot og underlig. En bar dame med en god røv og faste bryster. I højre hånd en kniv, en satans stor en, og den har hun muligvis nappet fra føreren af hesten, en rødhud med krigsmaling og våben i hånd. Han ser brysk ud. Hesten vejrer noget, fjer fastbundet halen og lidt maling hist og her. Nu er jeg dansklærer og som arbejdsskade ser jeg ting, oftest i tekster, men også på billeder, og det tæppe, som de to ryttere sidder på, er et dækken, og hvis man har en beskidt tankegang som undertegnede, så sidder vores indianermand med en gigantisk rejsning. Enten det, eller også ligger tæppet bare sådan tilfældigt.

Men altså spøjs. Mest fordi motivet intet har med nogle af de i alt fire små historier, der udgør albummet. Titlen er Historier fra det vilde vesten, og så et to-tal i en cirkel, da der er en forgænger. Helt øverst står der Serpieri, og så vælter en masse fordomme ned i knolden på mig. Albummet må rumme nøgne skønheder!

Nix nej. Slet ikke.

Fire historier er der. Tre af dem holdt i sort og hvidt, mens det andet, Shamanen, er farver og selvom de skam er nænsomme og forsigtige, så bryder de tonen i albummet. Farver stikker ud. Det er som om, at farverne fortynder den gennemgående rå tone, der er i albummet, en tone der er velkommen i al sin barske insisteren. Et paradoks i grunden, da der i Shamanen er en lynchning, og hvor grusomt det end kan synes, så er det slet ikke nok. Liget skæres ikke ned og bæres væk, men hænger til skræk og advarsel. Shamanen er et brutalt narrativ rummende flere temaer, fx forræderi.

Shamanen slutter mystisk. Og denne mystik fortsætter i de to efterfølgende fortællinger, hvor der klart leges lidt med en anden genre, horror, samt for den sidste histories vedkommende, Medicinmanden, fantasy. Det gør slet ingen ting. Tværtimod, fordi det netop i de korte fortællingers (eller noveller, om man vil) rum er muligt at lege og sprænge rammer. Sådan oppefra og ned er det totalt overkill at vi i Det forbandede guld møder monstrøse figurer, deforme, fuglelignende skræmmende skikkelser, og at en enkelt kriger kan, her er vi i sidste fortælling, Medicinmanden, undslippe den sikre død og nærmest konsumere samtlige kugler. Men nede i materien kan alt jo lade sig gøre.

Det være sig som drømme, mareridt, længsler, erindringer. Skræmmende og tankevækkende er de begge.

Den historie, jeg holder mest af, af de fire, er den første. Tordenstaven. En sjov bevidst detalje er, at begge de hvide der ankommer til lejren, kommer begge af søvejen. Den ene såret og har brug for hjælp. Den anden forrået og medbringende fjendskab. Er der mon en slags morale et sted? I Tordenstaven er vi mest nede på jorden. Stammens høvding, Osha, er fortvivlet. Vinteren nærmer sig, og kampen for overlevelse svær. Der mangler fornødenheden. Sult truer. Den første hvide er taknemmelig. Han modtager hjælp og tager afsted, efterladende en kostbar gave. Både for Osha og for stammen.

Jeg har læst den første historie for min dreng. Han er lidt bange for indianere, og det er min skyld. Jeg er kommet til at vise ham scener fra barske film på Youtube, og har jaget en indianerskræk i livet på ham. Den første fortælling handler om venskab og tillid. Meget apropos denne tid, hvor der er fornyet fokus på liv, liv uanset farve, samt diskrimination. At læse for ens dreng og fortælle om uretfærdighed og den slags, er at præge og at præge er at opdrage.

Alle fire historier er gode. Man suges relativt hurtigt ind i hver af fortællingerne, og selvom de absolut intet har med hinanden at gøre, er der alligevel en del fællestræk. Hvordan skal jeg forklare det? Jo. De fire små fortællinger minder mig om den der britiske serie fra sidst i 70’erne, Tales of the Unexpected, hvoraf et par var skrevet af Roald Dahl, og så vidt jeg husker, introducerede han dem også. Små 25 minutters film med et overraskende og ofte uhyggeligt sidste punktum. For hvor disse korte film hver havde en pointe, således også med de fire fra e-voke. Er der tale om løsslupne fortællinger, er der tale om skrivebordsarbejde, og så har man til sidst samlet skidtet og præsenteret det for en forlægger, eller er der en samlet overordnet mening med det hele? Jeg tror på det sidste. Lige siden Soldier Blue, mesterværket Soldier Blue, viste sig i al sin blodighed i 1970 og frem til nu, har man (bilder jeg mig ind) taget de oprindelige amerikaneres side. The Native American. Det er lige vand på min mølle. Den indignation jeg følte, da jeg som 12-årig (deromkring) så Soldier Blue, sidder stadig i mig. Mit blod er rødt som mine indfødte venner.

For en del år siden læste jeg om USA og dets historie. I bogen, hvis titel jeg desværre ikke husker, blev stridighederne mellem nybyggerne i Guds eget land, og de oprindelige indbyggere, nedtonet. Således at alle de der drabelige kampe, blod og den slags, hørte til sjældenhederne, men vi har en idé om, at livet i det vilde vesten må have været uhyggeligt blodigt og vildt, fordi sådan er det blevet præsenteret i kulturen.

Hm. Ja? Var det sådan?

Jeg har slet ikke nævnt tegningerne. Bevidst, for det er altid godt at gemme det bedste til sidst. Hold nu kæft. Det er så smukt at følge disse sorthvide streger. Jeg har ikke forstand på at tegne, men skulle jeg drive en tegneskole, så ville jeg klart vise disse Serpieri’er. De er realistiske. Nogle er med løs hånd, som fra en drøm eller et skyggebillede. Andre helt nært, sorte, beskidte, rå. Jeg har altid fundet, at det må være SÅ svært at tegne næser og tænder. Se på eksemplerne her i bogen. Se hvor vellykkede de er. Se også på de flotte mandekroppe, om det er til hest eller til fods, så virker det så gennemarbejdet, så professionelt, så forbilledligt.

Det kan synes uretfærdigt at fremhæve enkelte tegninger. Jeg gør det nu alligevel. Den tredje historie, Det forbandede guld, især første halvdel. Her er jeg på halen over menneskets forfald, solens pinsler, sveden og snavset i ansigtet, og så den gamle mystiske indianers ro. Samt skyggerne indenfor. Tænk at have sådanne tegninger hængende i ens stue. Vildt flot.

Fire gode westernhjerter banker ind. Fire på hver deres måde gode historier. Korte og underlige er de.

Titel: Historier fra det vilde vesten 2

Tekst: Raffaele Ambrosio (de tre første)

Tekst: Paolo Eleuteri Serpieri (Medicinmanden)

Illustrationer: Serpieri

Oversættelse: Lea Mejdahl Christiansen

Forlag:  e-voke

Format: Softcover, 52 sider fortrinsvis i sort og hvidt

Pris: 169,-

Isbn: 978-87-93952-12-6

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *