Home / Anmeldelser / Holmes – Blodets bånd

Holmes – Blodets bånd

holmes-blodets-bånd

En forsinket julegave til dig selv eller en tegneserieven kunne være anden del af Turbine forlagets triologi og Sherlock Holmes. En graphic novel med titlen: Holmes – Blodets bånd. Den udkom den 12.december, og er lig forgængeren smukt tegnet, fyldt med ord og til samme pris.

holmes-blodets-båndBogen står fint alene, og man behøver således ikke have læst første bog.

Men kort fortalt er vores gode ven, den ypperste master mind, Sherlock Holmes død, og han har tilsyneladende taget sin værste fjende med i graven. Det løjerlige er, at man ikke har fundet liget af hverken den ene eller den anden. Seriens virkelige hovedperson, Dr. Watson, er naturligvis både trist og i chok, men ikke mere end at han i 1’eren, og også i denne efterfølger, Blodets bånd, også er nysgerrig og søger at finde ud af, hvad der helt præcist skete den 4. maj 1891, dagen hvor Holmes og Moriarty forsvandt.

Blod er som bekendt tykkere end vand, og Dr. Watson aflægger visit hos familien Holmes, hvor graven af hans gode ven findes. Men også der er der ugler i mosen, og de små puslebrikker der er strøet ud, samler vores doktor Watson møjsommeligt. Men alt foregår trægt og han stilles vanskeligheder i vejen. Tiden var en anden, og man måtte som gæst og mand, ikke bare trampe, rive og hive, som vi mænd har for vane og uvane at gøre i dag. Da var det anderledes, og Dr. Watson er en gentleman. Dog ikke mere end at han afpresser en af tjenerne til at hjælpe ham med at komme nærmere på den mystiske forsvinden. I en herlig dialog lader Watson tjeneren at vide, at hans tænder og øjne fortæller deres egen historie, og det virker. Tjeneren er glad for sin stilling, og behager Watson i dennes forehavende. De finder et maleri, der skjuler endnu et, og nye spor anes.

Inden da, nogle år tidligere, i bogens første kapitel, får vi også noget at vide om faldne soldater, kvinder der søger mænd mm. Igen, som man kunne påstå at de første to bind emmer af, en mystik og et slør af at der er noget større og vanskeligere på spil. Og man ved ikke helt hvad der er sandt eller løgn. Har Moriarty nogen sinde levet? Har han spillet en anderledes rolle i Sherlock Holmes liv, end vi først har troet?

Holmes I og II er vanskelige krimier at læse, netop fordi de fordrer, at man har en klar hjerne, og ikke bare accepterer hvad som helst. Derfor kan de være lidt halvvanskelige at have med at gøre. Akkurat som en ’rigtig’ krimi, og det er godt.

Illustrationerne er smukke og stilrene. Der leges ikke med mediet og der afprøves ikke grænser. Vi er simpelthen også i en slags grafisk tidslomme, og de flotte tegninger og deres insisterende fortællinger følger de mange ord godt på vej. Tegningerne er for det meste udført i en blågrøn farve, med en enkelt undtagelse, og det er med til at understrege og forstærke bogens overordnede stramme stemning af alvor og mystik. Der er ingen farver der distraherer eller tager unødigt fokus. Vi er, hvor vi er. Både i tid og i sted.

IMG_6553_480x480-75

Det er en bog der, sine 48 sider til trods, tager lidt at komme igennem, og det skyldes både illustrationernes fyldighed, plottets uforudsigelighed og den herlige tunge dialog.

Har man ondt i maven og ønsker sig flow, er dette nok næppe bogen. Dens tempo er markant anderledes end det mange tegneserielæsere er vant til, og når der så samtidig er et fravær af cliffhangers eller andet der kunne peppe lidt op, så er det en bog der henvender sig smalt. Og ikke alene et smalt, men også til et modent publikum.

Prisen er deroppe hvor det også kan mærkes. 249,- er en del, sgu.

Men samlet stadig et flot værk, men en stigende spændingskurve. Jeg er sgu nysgerrig efterhånden, og jeg glæder mig til afslutningen.

Igen, som med forgængeren, fire slentreture i det smukke 1800-tallets London, ud af i alt fem mulige.

Titel: Holmes – anden bog ’Blodets bånd’

Forfatter: Luc Brunschwig

Illustrator: Cecil

Forlag: Turbine

Format: Hardcover, 48 sider i farver

Oversætter: Ole Steen Hansen

Pris: 249,-

Isbn: 978-87-7141-907-8

IMG_6552_480x480-75

 

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *