Home / Anmeldelser / Hypernauten – Rejser i tid, rum og virkeligheder

Hypernauten – Rejser i tid, rum og virkeligheder

Det er snart tyve år siden at Peter Snejbjerg satte de sidste streger i sin store albumdebut, det 188 siders lange mammutværk Hypernauten, og som der står bag på bogen, så er det fra en tid hvor grafiske romaner bare hed tegneserier.  Jeg husker tydeligt den dag for 15-16 år siden, hvor jeg stod nede i Betty Mogensens Boghandel, og prøvede at forklare den nye unge kvindelige boghandler hvad Hypernauten var, og hvordan man stavede til ”Snejbjerg”. Det tog lidt tid, men jeg fik den bestilt, og der gik ikke lang tid før de ringede og sagde at, nu var den der tegneserie af ham der Sejlberg kommet hjem.

I mandags, d. 15. december 2008, udkom Hypernauten så igen. Denne gang på Forlaget Forlæns i et lidt mindre format og med lidt ”ekstra materiale”, smidt oven i hatten. Sjovt nok koster den præcis det samme som i 1990, 199 kroner – hvordan det kan gå til, skal jeg ikke kunne sige, da inflationen jo ikke ligefrem er gået tegneseriemarkedet forbi.

Hypernauten spiller i flere boldgader. Vi begynder i en ikke så fjern fremtid, hvor vi møder Martha Terejskova, der er historiens katalysator, men egentlig ikke dens hovedperson. Hun er programmør, og arbejder med simulationer til P-terminalen – tidens store vidunder – en kybernetisk computer, eller bare kybuter i folkemunde. I vores fremtidsverden er man for længst holdt op med at udføre fysiske forsøg, nu udføres den slags ting med kybuteren. Men som Marlene Mortensen, instituttets sikkerhedsrepræsentant, siger, bruges den dog mest til ”eskapistiske julelege – og ikke uden bivirkninger!”, og hun er derfor også fast besluttet på at få forsøgene med P-terminalen stoppet, og Martha lukket ude. Men Martha har én simulation hun er nød til at køre, og mens hun er koblet op til ”virtual reality”-maskinen springer vi over i tegneseriens næste boldgade: om bord på et rumfartøj 160 millioner kilometer fra jorden, med en besætning af underlige fabelagtige væsner, der som de første i verden, lige er brudt igennem til hyperrummet, og hvor pseudo-videnskabeligt jargon flyver om ørerne på én. Her møder vi bl.a. fartøjets kaptajn, Gordon, der har et glatbarberet løvehoved, Annie med slangehovedet, Dolly der ligner en forvokset Andersine And og Dick der ligner, nåja, en pik. Martha selv har overtaget personaen Doktor Martha, der er en mere løssluppen og punket version af hende selv. Tilbage i virkeligheden bliver Martha koblet fra P-terminalen mens hun stadig er i simulationen, hvilket forårsager en kædereaktion der rister hendes hjerne, ødelægger simulationens præmisser, dræber alle figurerne og sender hende i dyb koma. Men det ender selvfølgelig ikke her. Vi kommer i himlen/helvede/efterlivet, smides rundt i forskellige verdener, og ender i en Tolkien-agtig fantasyverden, hvor det store mytiske endelige slag skal stå.

Hypernauten kom til verden mens Peter Snejbjerg gik på Kolding Kunsthåndværkerskole sidst i firserne. Han og en studiekammerat, Peter Heydenreich, besluttede sig for at lave et tegneserieprojekt, som de sendte ind til Interpresses’ daværende direktør, Henning Kure, som arrangerede et møde mellem ham og Carsten Søndergaard og de to unge tegnere. Henning ville gerne se noget mere fra Snejbjergs hånd, så han tog hjem og skitsede en 45-siders historie … som var ganske håbløs. Henning Kure fortalte Snejbjerg at alt det gode forsvinder i det dårlige, hvis det ikke formidles ordentligt, hvorefter Kure tog ham under sine vinger, og hjalp ham med at fortælle en ordentlig historie, holde styr på personerne og især hovedpersonerne, konflikterne osv. Præcis hvor stor indflydelse Henning Kure har haft på Hypernauten, er det nok kun dem der ved, men teamet Snejbjerg/Kure fungerer i hvert fald til topkarakter.

Lig mærke til de usædvanlige store sidetal i bunden.

Hypernauten er et herligt eventyr hvor der er fart over feltet og der spilles på alle tangenter, og man nogle gange skal holde tungen lige i munden, for at holde styr på handlingen. Man kunne næsten mistænke Wachowski-brødrene for at have smugkigget i Hypernauten, da de skrev manuskript til The Matrix, for det er mange af de samme elementer der bliver opereret med. Man når aldrig at kede sig, og de mange sideløbende historier og subplots flettes formidabelt godt sammen. Fortælleglæden er åbenlys lige fra første side, og det er spændende at følge tegnerens evolution, fra de første famlende sider, til slutningen, hvor stilen er langt mere stram og præcis.

En af de sider der aldrig nåede med i den endelige udgave af Hypernauten.

Nu er jeg typen der glædeligt betaler dobbelt så meget for en DVD, hvis der følger en ekstra skive med, med ”ekstra materiale”, så da jeg så at denne nye udgivelse ville have en masse af lige netop dette, var det ganske ærligt julelys der blev tændt i mine øjne. Meget passende har Henning Kure skrevet et lille (meget lille) forord, hvor han fortæller om sine følelser for Hypernauten, og sit behov for at læse den én gang hvert år. Bag i bogen viser Snejbjerg lidt fra arkivet. Der er skitser omkring plots der aldrig blev til noget, sider der røg i klipperummet og alternative slutninger. Altsammen virkeligt interessant, der er bare alt, alt for lidt af det.

Det er Allan Haverholm der har stået for det grafiske layout af bogen, og ham vil jeg da gerne lige tage et alvorsord med. Af uforklarlige årsager har han fundet det nødvendigt at lave sidetallene næsten 1½ cm høje, udført i en kluntet kasset font, hvilket gør at man hele tiden, alle 200 sider igennem, er meget bevist om at de er der… the horror. Og kapitlerne har fået samme skæmmende behandling. Det er en torn i øjet, og jeg håber at når Hypernauten udkommer nok en gang (i farver?), om tyve år mere, er der rettet op på dette . Og så synes jeg også det er lidt synd at forsiden bliver klistret til med en stor blå cirkel, hvor der står at det er ”den udødelige klassiker i ny udgave”. Det kan godt være det er med et ironisk blik i øjet det er gjort, men det giver hele udgaven et billigt paperback-agtigt feel.

Men lige meget indpakningen, så er Hypernauten en fantastisk tegneserie, som alle burde have stående i reolen. Jeg kan kun give den min varmeste anbefaling.

.

Hypernauten
Tegnet og fortalt af Peter Snejbjerg
Efter en historie af Peter Snejbjerg og Henning Kure
212 sider i S/H
199 kroner.

LINK: Forlaget Forlæns

36 comments

  • Hej Kim,

    sikken fornøjelse at blive nævnt i anmeldelse af en bog man har opsat (og så en tegneserie, hvor guderne skal vide der ikke er meget plads til pjat, når tegneren har gjort sit). Jeg bøjer mig i støvet for dine bemærkninger; da jeg var hobby-anmelder vidste jeg også meget bedre end de involverede, hvordan deres arbejde skulle gøres, men det klarsyn er gået tabt med tiden og erfaringen.

    Den LILLA cirkel på forsiden vil jeg ikke kendes ved (den er redaktørens værk) men du har helt, fuldkommen ret med hensyn til sidetallene; de skulle selvfølgelig have været større. Og højrøde.

  • Det, du har misforstået, Kim, er, at du som ikke-betalt anmelder overhovedet er i stand til at have en kvalificeret mening om noget, som nogen har fået penge for at lave. Hvis nogen vil betale én for at lave noget, så ved man nok, hvad man laver. Ellers fik man jo ikke penge for det. Så fremover bør du principielt afslutte enhver kritisk anmeldelse eller blot bemærkning til en professionels arbejde med et “… men det er jo nok bare mig, der ikke har forstået det – jeg er jo amatør.”

    Af samme grund bør alle, der ikke har en lang karriere i investerings-banker bag sig eller i det mindste en cand.merc., også afstå fra at ytre sig om, hvad og især hvem der er skyld i finanskrisen. Folk i finansbranchen har sgu nok vidst, hvad de gjorde – de er jo professionelle!

  • Jeg synes nu at det er al ære værd at der er nogen amatøranmeldere der overhovedet gider bruge tid på danske tegneserieudgivelser uden at blive betalt for det. Der udkommer jo så mange langt federe ting på engelsk man bare kunne bruge tid på at skrive om i stedet.

  • Jamen, det synes jeg da til dels også, Michael. At Kim gider ikke bare at anmelde, men at lægge timer i at få et site som dette op at stå, er da bestemt et bidrag til holde liv i det hjemlige tegneseriemiljø. Jeg tager personligt hatten af for enhver – Frank, Kim, Mathias, m.fl. – der gider at gøre den indsats, som jeg ikke selv så meget ville overveje.

    I fald min forrige kommentar skulle være blevet misforstået, så var pointen såmænd bare, at det er under bæltestedet at besvare en negativ anmeldelse med “du ku’ jo ikke selv gøre det bedre, taber!” Nej, jeg kan ikke tegne som Frank Miller, men jeg kan dog stadig godt se, at manden ikke præsterer på det niveau, som han gjorde for 10 år siden. Det behøver man ikke at være prof for at få øje på.

    At layoutere føler sig nødige at svare nedladende på negative kommetarer fra fritidsanmeldere på danske tegneseriefora vidner blot om, hvor lille og indspist det hjemlige tegneseriemiljø er. Man kunne dårligt tilsvarende forestille sig, at klipperen på Zentropas næste film ville svare direkte på kritik af hans valg på et site om dansk film – og da slet ikke med, at skribenten ikke selv er professionel filmklipper. Den slags hører vist kun hjemme i miljøer, der ingen som helst offentlig bevågenhed har.

  • Allan er Allan. En gudsbenået stjerne med nykker. Og som sådan ret sjov. Jeg har lært at holde af ham, meget endda. Hvis han ser disse skriverier, og det tror jeg han gør, så får vi hug. Vi svarer og så får vi endnu flere hug.

  • O.K. – jammen så er vi helt enige. Jeg havde bare ikke fattet det ironiske i din kommentar.

    Kim var vel lidt selv ude om det her ved nærmest at tale personligt til Allan i anmeldelsen. Men ellers synes jeg virkeligt at danske tegneserieskabere skulle forsøge at holde lidt mere afstand, for deres egen indtjenings skyld. Det danske tegneseriemiljø er så indspist at jeg stort set ikke gider købe danske tegneserier og diskutere dem offentligt. Jeg bruger stort set alle mine penge på udenlandske serier og diskuterer så dem – for jeg kan nemlig godt svine en ny Alan Moore eller Lewis Trondheim serie til, hvis jeg føler at de har produceret noget under deres sædvanlige standardl, uden at de to serie-skabere begynder at sende sure mails til mig eller håne mig rundt omkring på message boards.

  • Jeg har samme oplevelse, af at der forefindes en form for berøringsangst, når det kommer til kritik af danskproduceret tegneseriemateriale … den danske scene er så lille, at alle kender alle – næsten personligt (bare se listen over på SJ af folk der hjælper Berti med at flytte!), og det derfor måske ikke er så “rart” at skulle være hudløs ærlig, når noget ikke lever helt op til forventningerne … for det er jo ens venner. Nu vil jeg ikke forsøge at gøre mig bedre end andre (for jeg vil da også helst have at folk kan li mig), men jeg har måske den fordel at jeg bor i Nordjylland, og ikke rigtig kender nogen af skaberne personligt …

    Og så må jeg altså også lige kommentere, Allan, at jeg er uddannet grafisk designteknolog, og har i tidens løb både opsat bøger, blade, tegneserier, reklamer og magasiner … så jeg kender godt en lille smule til hvordan det foregår! 😉

  • Jeg synes, at Kim og vi andre amatører blot skal forsætte med at uddele ris og ros og slet ikke tage hensyn til hvem vi riser eller roser. At man er sart eller ømskindet når blæsten er hård, siger mere om denne end om afsenderen. En anmelder anmelder, og sådan er det. Alle bør være tjent med kritisk sans, ikke mindst udøverne, for kun ved at lytte til kritikken og måske reflektere over denne, kan man udvikle sig. Det tror jeg nu også Allan gør, omend han nok næppe vil være det bevidst offentligt.

    Er branchen virkelig så smal, som I siger? Tjoe – jeg ved det ikke.

    En sidste ting om venner og at sige noget kritisk. Jeg har det sådan, at hvis en vildfremmed pludselig angriber mig eller hvad jeg laver, så går jeg som regel i forsvarsposition og angriber tilbage. Det er sådan en gut reaction. Men hvis en ven kommer og er kritisk, så bliver jeg berørt på et ganske andet plan. Ked af det først, jeg forsøger at forklare og forsvare, men jeg ender altid med at lytte og lære. Hvis ikke venner skal kunne sige sandheden, hvem så?

  • Men når alt det ovenstående så er sagt, så er det da kun berigende for debatten, hvis udøverne også ønsker at deltage. For nogle år tilbage henvendte Kim Milton sig til SJ med svar på nogle af de kritikpunkter, som jeg havde fremført i en anmeldelse af én af hans ting – bl.a. at visse ting af rent økonomiske årsager ikke kunne lade sig gøre på det daværende marked. Det blev så “trykt” under min anmeldelse.

    Hvilket var helt fint, fordi Milton sammen med sin redaktør havde gjort sig nogle overvejelser, som jeg som anmelder selvfølgelig ikke havde indsigt i. Og som jeg som læser ret beset kunne være ligeglad med, da det ikke ændrer min læseoplevelse. Men ikke desto mindre er det da rimeligt at give plads til svar på tiltale – når dette svar reelt er uddybende, altså.

  • Til Berti vil jeg forresten lige sige at anmeldere i min optik først og fremmest henvender sig til publikum, ikke til udøverne. Som udøver lærer man i langt højere grad ting af andre udøvere, anmeldere beskæftiger sig med at OPLEVE et kunstværk ikke med at producere det. Jeg har fået en del anmeldelser efterhånden, både gode og (ræddi’) dårlige og jeg har aldrig oplevet at en anmelder kunne “lære” mig noget. Enten har man som serieskaber formået at formidle det man gerne vil udtrykke til vedkommende anmelder (der så kan have en mening, positiv eller negativ, om kvaliteten af ens arbejde) eller også er det ikke lykkedes. Længere er den ikke rigtig, i hvert fald for mit vedkommende. Intet af det sagt for at nedgøre anmeldernes arbejde, men i forbindelse med udøverne har de altså mere samspil med udøvernes forfængelighed end med hvordan der gås til den næste opgave.

  • Jeg er med på, at det kan virke besynderligt, at fodbolddommer Kim Milton henvender sig i forbindelse med en af Freddy Miltons tegneserieudgivelser, men sådan er det nu engang bare i tegneseriens forunderlige verden.

  • Kære Henrik,

    Jeg tror heller ikke at anmeldere kan lære udøvere noget som helst, og jeg er bestemt også enig med dig i, at anmeldere henvender sig til alle andre end lige udøveren.

    Men lur mig, om de forskellige udøvere ikke er så tilpas nysgerrige og forfængelige, at de gerne vil læse hvad der skrives om deres værker, og selvom man frasiger sig, at anmeldelser gør indtryk og at man ikke lærer af dem, så tror jeg alligevel de spiller en rolle. Måske ikke lige her og nu, men på sigt…

  • Er det mon sådan, at hver gang en anmelder anmelder noget, så læser udøveren det, og tænker, hvad har anmelderen misforstået?

  • Jeg tror som allerede nævnt at en anmelder mest spiller sammen med en udøvers forfængelighed, men anmeldelser indgår selvfølgelig som en del af hele det billede, udøveren har af sig selv som udøver.
    Og nej, jeg tvivler på at en udøver kun tænker på hvad en anmelder har misforstået, anmeldelser kan være meget uddannende som indsigt i HVOR forskellige ting forskellige mennesker lægger vægt på i et værk.
    Men for nu at bruge det konkrete eksempel fra Hypernautens grafiske design, så må man antage at Haverholm har valgt størrelsen på de sidetal med vilje. Kim brød sig ikke om dem, fint nok, men han tror vel ikke at de blev så store ved et uheld? Ingen grund til at henvende sig til personligt til Allan med kritikken, synes jeg (eller ER det allerede uddebateret?).

  • Kim brød sig ikke om dem, fint nok, men han tror vel ikke at de blev så store ved et uheld?

    Nej, jeg tror bestemt ikke det er sket ved et uheld, men er et ganske bevidst valg af Haverholm. Og det er jo også lige præcis derfor jeg bringer det på banen … Haverholm er professionel, og tager penge for sit arbejde, og derfor mener jeg også det er på sin plads at konstatere, når der er noget, i mine øjne, der ikke holder. Ligesom jeg ville “brokke” mig hvis Snejbjerg ikke kunne finde ud af at tegne, og samtidigt ville have at folk skulle betale for sit arbejde. I mine øjne skal opsætterens arbejde være usynligt … og det er Haverholm ikke her.

  • Man må henvende sig personligt til ophavsmanden/grafikeren/halvdagsbydrengen lige så tosset man vil, men hvis man har en forventning om at blive taget til indtægt, kræver det bare at man har større ekspertise end vedkommende. Ingen bydreng med 10 års erfaring i almindelig udbringning gider rigtigt høre efter kritik fra en fyr, der aldrig har haft et par cykelspænder på. Det er såmænd det hele.

  • Oh shit, Henrik, det kan du ikke i alle tilfælde mene. Vil det sige, at også sportskommentatorer skal være bedre fodboldspillere end dem, de kommenterer (spørger jeg lidt drillende) 😉

  • Vel er jeg arrogant!
    Men for nu at forklare det for Johan: Jeg siger ikke at anmeldere skal være bedre kunstnere end dem de anmelder, for at kunne anmelde deres værker, det er jo totalt urimeligt. Jeg siger at hvis anmelderne vil belære udøverne om, hvordan sidstnævnte skal gøre deres arbejde, så må anmelderne altså ha’ noget benhård erfaring at spille moderne med. Ellers er de bare folk uden ben, der belærer andre om hvordan man løber. Jeg synes hellere anmelderne skulle snakke om det, de er ansat til og har meget bedre forudsætninger for, nemlig at OPLEVE værkerne. Det er langt mere interessant både for publikum og udøverne, dels kan puiblikum få et indtryk af om de skal beskæftige sig med omtalte værk, dels kan udøverne få en ide om hvorvidt det, de har bestræbt sig på med værket, er lykkedes eller ej. Jeg har masser af meninger om klavermusik, men jeg fremturer altså ikke og forklarer klaverspillere HVORDAN de skal spille, for jeg kan kun lige med nød og næppe spille Se Den Lille Kattekilling.
    Kim må hjertens gerne udtale sig om sidetallene i Hypernauten (det er hans job som anmelder), men hvis han beder Haverholm om at stå skoleret, så ville det være fint, hvis han selv er en skidedygtig grafiker.

    (Lad os holde sportskommentatorer ude af diskussionen, please, enhver ved at de for størstepartens vedkommende bare siger ting, man allerede kan se på skærmen. Sportkommentatorer ku’ ha’ lavet Blake og Mortimer!)

  • >>Kim må hjertens gerne udtale sig om sidetallene i Hypernauten (det er hans job som anmelder), men hvis han beder Haverholm om at stå skoleret, så ville det være fint, hvis han selv er en skidedygtig grafiker.

    Det kan aldrig være et krav. Enhver tegneserielæser kan have en holdning til sidetal uden at være uddannet grafiker. Hvis de forstyrrer læsningen, så forstyrrer de læsningen. Og Kim vedhæfter billeddokumentation i sin anmeldelse, så alle og enhver kan tjekke hans påstand.
    Det kunne have været rart, hvis Allan havde løftet sløret for, hvilke overvejelser der lå bag at forsyne alle siderne i Hypernauten med så iøjnefaldende sidetal. Jeg kan i hvert fald ikke se, hvilken sammenhæng de har med værket eller hvad det bidrager til.

  • Lad mig prøve at sige det een gang til: ALLE har ret til at ha’ en mening, det fornægter jeg på ingen måde, man BEHØVER slet, slet ikke at være brandmand for at ha’ en mening om ildebrande. Det eneste jeg siger er bare at hvis man IKKE er brandmand, så er det altså lidt naivt at tro at de rigtige brandmænd gider høre efter, når man udbreder sig om hvordan man slukker brande. Kim har ret til at ha’ sin mening og Allan har ret til ikke at gide stå skoleret for den.

    (Jeg har ikke set den nye udgave af Hypernauten, så jeg har af go’e grunde ingen mening om de sidetal. På Kims eksempel ser de ganske rigtigt temly store ud, men jeg vil foretrække ikke at udtale mig om dem, før jeg har set bogen.)

  • Selv hvis Kim var brandmand, var der ingen grund til at høre på hans mening på Allans sidetal. Men nu er han uddannet grafiker, så jeg forstår slet ikke den diskussion og kan ikke tolke den som andet end et forsøg på at snakke udenom eller skyde budbringeren.

    Væsentlig mere interessant ville det have været, hvis Allan i sit indlæg havde forsvaret sit arbejde og forklaret, hvorfor de sidetal absolut skulle være så dominerende, hvilke tanker og overvejelser der lå bag og hvordan han synes, de arbejder sammen med Snejbjergs værk. Men vi får kun “Æv bæv, det kan du selv være!” og hvor fagligt og velovervejet er det lige, det virker?

    At anmeldelsen af “Hypernauten” i det hele taget ender i en diskussion om Allans sidetal og ikke selve serien er for mig et tydeligt tegn på, at der er noget helt galt.

  • Som man kan læse i min post længere oppe henvendte jeg mig faktisk oprindeligt til Berti, ikke Kim. Jeg har ikke mere at sige end det jeg allerede har sagt.

  • Henrik, det lyder lidt som om du indirekte forsvarer og dermed godtager Allans noget sure svar? Hvis man er kritisk overfor kritik, så er man enten kold i røven, har en ‘jeg er bedre end alle andre’ attitude, eller supergod.

    Uanset hvilket kategori man kan klaske i hovedet på Allan, så har Kim da som anmelder ret til, og ja – man forventer vel nærmest, at man stiller spørgsmålstegn ved det man berører, at stille alle de spørgsmål han lyster.

    Allan har ret til at mene herom, og svare som han vil, men det klæder ham ikke at svare så hovent.

    Og ingen kan lære noget. Hverken os dumme amatører, og heller Ikke Allan.

  • Der er ikke noget indirekte over det. Kims job som anmelder er at henvende sig til potentielle læsere og hvis han synes hans job samtidig er at “tage et alvorsord med Allan” så han han fortjent det sure svar, han får. Allan HAR foretaget sine valg i forbindelse med udgivelsen, Kim bør anmelde hvad han synes om de valg, men er Allan forpligtiget til at stå skoleret? Næh, siger jeg. I øvrigt har jeg aldrig udnævnt nogen til “dumme amatører”, det må stå for din egen regning, jeg siger bare at det er min erfaring er at udøvere uhyre sjældent “lærer” noget af anmeldelser. Igen, udøvernes forfængelighed er på spil i den sammenhæng, men ikke rigtigt andet. Jeg har lært masser af ting af kolleger og redaktører, men en anmelder er bare inde over et værk i en helt anden sammenhæng (oplevelsen, ikke frembringelsen) og der er for meget æbler og appelsiner over det til at det er brugbart, i hvert fald for mig.

  • Jeg tror, at når Kim skriver ‘alvorsord med Allan..’, så er det blot en frase, en formulering, en one liner.

    Dumme amatører var heller ikke fra dig, men fra Allan.

    Anyway > tegnere er jo også mennesker, og hvis man føler sig misforstået eller bli’r lang i spyttet, så tager med til genmæle eller tæver konen.

    Jeg kan iøvrigt godt lide det du beskriver med at ‘opleve’.

  • Selvfølgelig var det blot letbenet ment … jeg har ingen planer om at tage et alvorsord med Allan! 😉
    God ide med at gå på druk … nogen skal jo gøre det!

  • Nemt nok for Kim at sige NU, hvor han HAR fået Allan til at græde. Jeg går sgu på druk igen, det virkede fint i går.

  • Anmeldelser kan nu være ret morsomme at læse. Og anmelderen kan være nogen grumme sataner. Jeg husker en artikel fra Politiken, år tilbage, hvor en restaurent havde haft besøg af en madskribent og efterfølgende fik lorte anmeldelser. Det fik folk til at blive væk, og denne restaurent måtte lukke og slukke.

    Madanmeldelser er faktisk herlig læsning. Man kan blive helt sulten. Og hvis anmelderen er særlig bidsk, så er det granater og ild, og man tager ingen fanger.

    Tegneserieanmeldelser er generelt alt for stereotype, og det behøver de ikke at være. Den grundige research kan foretages, og bør foretages, men det bliver gjort alt for sjældent. Mest er tiden en faktor, andre gange dovenskab. Jeg er ret sikker på, at forlæggerne og forfatteren i langt de fleste tilfælde gerne vil bidrage.

    Selvfølgelig er det ikke videnskabelige artikler og alenlange dokumentariske beretninger man skal frembringe, men en eller anden form for dybde bør søges. Harmonerer det med Henrik Rehrs ‘oplevelse’? Ja – for de udelukker ikke hinanden, men kan reelt supplere hinanden.

    Selvom jeg ikke var begejstret da anmeldelsen kom frem, så har den vundet ved genlæsning. Meget endda. Jeg taler om Viwel/Thorhauges lange anmeldelse af CBSV. Og selvom jeg holder af begge redaktører af CBSV, og finder tonen vel grov, så har jeg nået den konstatering, at det grove sprogbrug og den humor, barske javist, er med til at gøre anmeldelsen god. God – ikke på grund af grovhederne, men fordi der faktisk er foretaget en ret grundig research. Som er intet mindre end forbilledlig.

  • Noget helt andet:

    Fin anmeldelse, får helt lyst til at hive Hypernauten frem af reolen igen.

    Måske man endda skulle investere i den nye, nu hvor omslaget for længst har løsrevet sig fra resten af tegneserien …

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *