Home / Anmeldelser / Hypernauten – Rejser i tid, rum og virkeligheder

Hypernauten – Rejser i tid, rum og virkeligheder

Det er snart tyve år siden at Peter Snejbjerg satte de sidste streger i sin store albumdebut, det 188 siders lange mammutværk Hypernauten, og som der står bag på bogen, så er det fra en tid hvor grafiske romaner bare hed tegneserier. Jeg husker tydeligt den dag for 15-16 år siden, hvor jeg stod nede i Betty Mogensens Boghandel, og prøvede at forklare den nye unge kvindelige boghandler hvad Hypernauten var, og hvordan man stavede til ”Snejbjerg”. Det tog lidt tid, men jeg fik den bestilt, og der gik ikke lang tid før de ringede og sagde at, nu var den der tegneserie af ham der Sejlberg kommet hjem.

I mandags, d. 15. december 2008, udkom Hypernauten så igen. Denne gang på Forlaget Forlæns i et lidt mindre format og med lidt ”ekstra materiale”, smidt oven i hatten. Sjovt nok koster den præcis det samme som i 1990, 199 kroner – hvordan det kan gå til, skal jeg ikke kunne sige, da inflationen jo ikke ligefrem er gået tegneseriemarkedet forbi.

Hypernauten spiller i flere boldgader. Vi begynder i en ikke så fjern fremtid, hvor vi møder Martha Terejskova, der er historiens katalysator, men egentlig ikke dens hovedperson. Hun er programmør, og arbejder med simulationer til P-terminalen – tidens store vidunder – en kybernetisk computer, eller bare kybuter i folkemunde. I vores fremtidsverden er man for længst holdt op med at udføre fysiske forsøg, nu udføres den slags ting med kybuteren. Men som Marlene Mortensen, instituttets sikkerhedsrepræsentant, siger, bruges den dog mest til ”eskapistiske julelege – og ikke uden bivirkninger!”, og hun er derfor også fast besluttet på at få forsøgene med P-terminalen stoppet, og Martha lukket ude. Men Martha har én simulation hun er nød til at køre, og mens hun er koblet op til ”virtual reality”-maskinen springer vi over i tegneseriens næste boldgade: om bord på et rumfartøj 160 millioner kilometer fra jorden, med en besætning af underlige fabelagtige væsner, der som de første i verden, lige er brudt igennem til hyperrummet, og hvor pseudo-videnskabeligt jargon flyver om ørerne på én. Her møder vi bl.a. fartøjets kaptajn, Gordon, der har et glatbarberet løvehoved, Annie med slangehovedet, Dolly der ligner en forvokset Andersine And og Dick der ligner, nåja, en pik. Martha selv har overtaget personaen Doktor Martha, der er en mere løssluppen og punket version af hende selv. Tilbage i virkeligheden bliver Martha koblet fra P-terminalen mens hun stadig er i simulationen, hvilket forårsager en kædereaktion der rister hendes hjerne, ødelægger simulationens præmisser, dræber alle figurerne og sender hende i dyb koma. Men det ender selvfølgelig ikke her. Vi kommer i himlen/helvede/efterlivet, smides rundt i forskellige verdener, og ender i en Tolkien-agtig fantasyverden, hvor det store mytiske endelige slag skal stå.

Hypernauten kom til verden mens Peter Snejbjerg gik på Kolding Kunsthåndværkerskole sidst i firserne. Han og en studiekammerat, Peter Heydenreich, besluttede sig for at lave et tegneserieprojekt, som de sendte ind til Interpresses’ daværende direktør, Henning Kure, som arrangerede et møde mellem ham og Carsten Søndergaard og de to unge tegnere. Henning ville gerne se noget mere fra Snejbjergs hånd, så han tog hjem og skitsede en 45-siders historie … som var ganske håbløs. Henning Kure fortalte Snejbjerg at alt det gode forsvinder i det dårlige, hvis det ikke formidles ordentligt, hvorefter Kure tog ham under sine vinger, og hjalp ham med at fortælle en ordentlig historie, holde styr på personerne og især hovedpersonerne, konflikterne osv. Præcis hvor stor indflydelse Henning Kure har haft på Hypernauten, er det nok kun dem der ved, men teamet Snejbjerg/Kure fungerer i hvert fald til topkarakter.

Lig mærke til de usædvanlige store sidetal i bunden.

Hypernauten er et herligt eventyr hvor der er fart over feltet og der spilles på alle tangenter, og man nogle gange skal holde tungen lige i munden, for at holde styr på handlingen. Man kunne næsten mistænke Wachowski-brødrene for at have smugkigget i Hypernauten, da de skrev manuskript til The Matrix, for det er mange af de samme elementer der bliver opereret med. Man når aldrig at kede sig, og de mange sideløbende historier og subplots flettes formidabelt godt sammen. Fortælleglæden er åbenlys lige fra første side, og det er spændende at følge tegnerens evolution, fra de første famlende sider, til slutningen, hvor stilen er langt mere stram og præcis.

En af de sider der aldrig nåede med i den endelige udgave af Hypernauten.

Nu er jeg typen der glædeligt betaler dobbelt så meget for en DVD, hvis der følger en ekstra skive med, med ”ekstra materiale”, så da jeg så at denne nye udgivelse ville have en masse af lige netop dette, var det ganske ærligt julelys der blev tændt i mine øjne. Meget passende har Henning Kure skrevet et lille (meget lille) forord, hvor han fortæller om sine følelser for Hypernauten, og sit behov for at læse den én gang hvert år. Bag i bogen viser Snejbjerg lidt fra arkivet. Der er skitser omkring plots der aldrig blev til noget, sider der røg i klipperummet og alternative slutninger. Altsammen virkeligt interessant, der er bare alt, alt for lidt af det.

Det er Allan Haverholm der har stået for det grafiske layout af bogen, og ham vil jeg da gerne lige tage et alvorsord med. Af uforklarlige årsager har han fundet det nødvendigt at lave sidetallene næsten 1½ cm høje, udført i en kluntet kasset font, hvilket gør at man hele tiden, alle 200 sider igennem, er meget bevist om at de er der… the horror. Og kapitlerne har fået samme skæmmende behandling. Det er en torn i øjet, og jeg håber at når Hypernauten udkommer nok en gang (i farver?), om tyve år mere, er der rettet op på dette . Og så synes jeg også det er lidt synd at forsiden bliver klistret til med en stor blå cirkel, hvor der står at det er ”den udødelige klassiker i ny udgave”. Det kan godt være det er med et ironisk blik i øjet det er gjort, men det giver hele udgaven et billigt paperback-agtigt feel.

Men lige meget indpakningen, så er Hypernauten en fantastisk tegneserie, som alle burde have stående i reolen. Jeg kan kun give den min varmeste anbefaling.