Illuminati nocte – den 8. dags begyndelse er titlen på en spøjs udgivelse fra Forlaget Æter. Det er en sorthvid barsk sag på samfulde 90 sider, og hovedingredienserne er blod, vold og sex, og den slags plejer jo at være en gangbar vare, og tegneserien har bestemt både sine kvaliteter og sit publikum.
Bo Løyche Bonde og Camilla Kruse Agerschou er duoen bag, og de har leget kraftigt med både blod, bandeord og sex. Så meget, at undertegnede faktisk blev fascineret og holdt ud, men også for meget, så jeg bagefter ikke helt var klar over, om jeg kunne lide skidtet eller ikke.
Handlingen er lige ud af landevejen. Vi befinder os i Guds eget land, et par år ude i fremtiden, i den sydøstlige del af Los Angeles. På et slags kollegium finder vi Angelica, en ung tøs med enorme bryster, der kæmper med at læse. Hun bliver forstyrret af en tatoveret tøs, Nikki, også med patter af en vis kaliber og de beslutter sig for at drøne ud i byen. Her danser de, drikker og flirter. De er ude efter pik, og går det ikke, så napper de gerne babser og fisser. Ja, undskyld mit direkte sprogbrug, mine damer og herrer, men sådan er det altså. De ender i en klub, hvor der danses og drikkes.
Angelica er dum som en dør, og nok et, om end noget unuanceret, meget godt billede på ungdommen i dag, set gennem ekstremt fordomsfulde briller. Men hun lader sig besnære og godt lakket til, går hun med en gut hjem. De når aldrig så langt, for han vil knalde, og det vil hun så alligevel ikke, og så har vi balladen. Heldigvis er der en sand helt, den bredskuldrede udsmider og dørmand, Boone, som redder Rødhætte i sidste øjeblik. Men han er desværre ingen engel selv, men en sand satan med lig i lasten. Han har – skal vi kalde det – en kraftig personlighedsforstyrrelse, og kæmper sine indre kampe. Dels vil han gerne være den belevne gentleman og et godt menneske, dels har han så sine skygger, og de tørster efter blod, død og ekstreme voldelige sadistiske tendenser. Åh ha. Så langt så godt. Efter at Boone har smadret førnævnte gut med et blodigt slag, så vender parret tilbage til dansegulvet, og da både Angelica og Nikki er ferme til at vride sig rigtigt (eller også fordi Bo godt kan lide at tegne sexede tøsebørn), så viser de sig frem. Så meget, at de bliver inviteret med til et afterparty, af det band der har spillet. Her er der bodytequila’er, og Nikki, som er autodidakt piercer, går i gang med nålen og vi får store bryster lige i hovedet, mens der står en fyr bagved og råber ’Rock’n roll mand. Fedt’.
Jesus Christ, tænker jeg, men løjerne slutter ikke. Boone og Angelica drøner hjem og knalder løs, og så følger vi i stedet Nikki, der går med en anden kvinde hjem. De når dog ikke så langt, men bliver overfaldet og så vælter det atter med grove ord, splat, blod og vold.
Og så orker jeg ikke at genfortælle mere. Der må være grænser.
Dog skal det med, at, og det er såmænd besnærende nok, inden alt dette udpensles, så tages vi i hånden i en intro på første side. Her får vi at vide, at ingenting er, som det ser ud til at være. For i skyggerne foregår alt det, som vi almindelige mennesker ikke ved. Der findes andre væsener, og de reagerer og udkæmper deres slag hinsides vores øjne og sikkert også vores forestillingsevne. At disse mærkelige væsener findes og lever i blandt os, men skjult, da vi alligevel ikke ville kunne forstå dem, og sikkert blot ville smadre dem.
Azra Rhudhieliu Ghianrarg, yes det er navnet, fortæller, at vores fælles verden styres og manipuleres af dæmoner. Og som sådan er Gud ikke herre over noget som helst, og vi mennesker heller ikke. Alt styres af dæmoner, og den præmis kan ikke gradbøjes. Der er kun en ting, som disse dæmoner ikke kan klare, og det er kærligheden. Intet mindre.
Og det er så denne kamp mellem det gode og det onde, både personificeret i mødet mellem dørmanden og tøsen med patterne, samt i andre lag, i væsnernes underbevidsthed, at kærligheden skulle sejre, så det onde kan besejres.
En parafrase over Det nye Testamente, over Spielbergs E.T, over eventyret om Rødhætte eller måske endnu bedre over Frank Perettis bøger, This present darkness og Piercing the darkness, der i al sin enkelhed beskriver vores nutidige samfund og dets kampe med fristelser, ødelæggelser, ondskab og den slags, hvor præmissen også er, at der findes engle, dæmoner og den slags, og at de, skjult for os dødelige, udkæmper drabelige slag. Jeg ved det ikke, men gætter bare.
Nok om handlingen.
Tegningerne er bogens styrke, og det er såmænd ikke engang fordi de er noget særligt. Bo kan tegne store flotte bryster og veldrejede pumpede kvinder, og det er godt nok. Resten bliver desværre alt for rodet, alt for karikeret og alt for meget. Det virker ret ustruktureret, og det kunne klæde fortællingen, hvis der blev strammet op og smidt ud. Alt for meget er ikke nødvendigvis godt. Less is more, og de mange voldsomme slag bliver mere komiske end spændende og gysende. Antydningens kunst er vanskelig at mestre, men både tegninger og plot kunne bedres, hvis ikke alt blev udpenslet. Det gælder for tegningerne, og det gælder for dialogen. Den er nemlig decideret hæslig. Sådan taler ingen. Det virker simpelthen for klodset og for barnligt, og jeg ser blodrødt og får ondt, når der lires klicheer af, og afsluttes med ’hi hi’.
Er du teenager og elsker et godt splat, og tænder du på store bryster og ramasjang, så er dette en bog for dig. Men for mig, midaldrende, er der ikke meget godt at hente. Illustrationerne (og kun et par af dem kunne jeg lide) gjorde, at jeg læste bogen til ende, og intet andet. Handlingen er tynd som forårsis. Dialogen er tung, klodset og barnlig. Splattet og blodet og sekvenserne med sex er, i bedste fald, inderligt uinteressante. Selve rammen for historien, med dæmonernes herredømme og at de ’genetisk defekte’ (som de benævnes), lever side om side med os mennesker, er ellers interessant nok. Men det bliver desværre en gang plidderpladder og bestemt ikke de 150,- værd, som udgivelsen koster.
Jeg skrev indledningsvis, at jeg ikke var klar over, om jeg kunne lide bogen eller ej. Det kan jeg ikke.
Og jo, al ære og respekt for forlag der hylder de smalle udgivelser og den slags. For det har jeg skam STOR respekt for. Alle skal starte et sted. Men for fanden da. Den 8. dags begyndelse er altså noget værre grimt vrøvl. Samlet vurdering: En sølle bloddryppende erektion ud af frem mulige.
Titel. Illuminati Nocte – den 8.dags begyndelse
Forfatter: Bo Løyche Bonde og Camilla Kruse Agerschou
Illustrationer: Bo Løyche Bonde
Udgiver: Forlaget Æter
Redaktion: Kristian Tanghøj
Format: Album, 90 sider, sorthvid
Pris: 150,-
Isbn.nr: 978-87-993568-6-7