Home / Anmeldelser / Iznogood går i kredsløb

Iznogood går i kredsløb

Iznogood går i kredsløb hedder værket, et samlebind med tre album, forord og originale franske forsider. Afsenderen er forlaget Zoom og det er et rigtigt godt og flot album.

Lækkert indbundet. Tekst og rygillustration står snorlige, og layoutet på både cover og bag er lige i skabet. Forord med mange gode sager, forsider, halvsider, originalsider og en veloplagt Thierry Capezzone, som laver en uventet genistreg. I stedet for at lægge fokus på Iznogood som karakter, så er vinklen på Tabary og dennes meriter. En genistreg er måske lige i overkanten, men ganske forfriskende og Thierrys sprog er denne gang fint og flydende.

Iznogood kender du jo, den evindelige stræben efter magt og positionering, og vejen dertil er brolagt med ondskab, spidse spydigheder og en fantasi som den onde selv må have skabt.

Hvert af de tre album rummer en masse små fortællinger. Jeg morede mig herligt under læsningen, og nu skriver jeg noget, som jeg måske får på puklen for. Jeg kan sagtens identificere mig med vores gode onde ven, og jeg kan sagtens lade mit onde sind syde af galde, af misundelse, og det er sgu ret godt kreeret at skabe sådanne lidet positive træk i en figur.

På samme måde som Iznogoods fattesvage hjælper, Al Muliman, der bare ikke har mange lys i lagkagen. Karaktererne er sublime.

Samlebindet rummer følgende album: Den onde, onde Iznogood, Iznogood går i kredsløb og endelig Iznogood regner den rigtigt ud. Og som skrevet ovenfor, så er der korte fortællinger i hver. Et Kinderæg af spas, kan man sige. Flere gaver i én.

Jeg har en svaghed for det onde. For det drillende og sataniske, så ham den lille listige satan af en hovedperson, han har en god plads i mit ætsende hjerte. Jeg synes, at Tabary tegner ham blændende. Jeg kan næsten lugte sveden, jeg kan næsten ane det fedtede hår og skæg og jeg kan næsten høre det sleske og smiskende i hans rottestemme.

Forstår du? Jeg er begejstret og tænker, at her er en oplagt julegave til både nye læsere, samt til os gamle midt i livet. Vi kan huske det, og genkendelsens glæde er intakt, i hvert fald her på bjerget.

Fem store onde hjerter og en klar nominering til årets udgivelse.

Titel: Iznogood går i kredsløb

Tekst: Goscinny & Tabary

Illustrationer: Goscinny & Tabary

Format: Samlebind, indbundet med forord og 136 sider i farver

Forlag: Zoom

Pris: 298,-

Isbn: 978-87-7021-053-9