Iznogoods kumpan
Det er 100 år og en sommer siden.
Jeg læste Iznogood og selvom jeg ikke kan huske noget som helst, så ved jeg, at noget må have lagret sig. Da jeg læste, at Zoom ville udgive Iznogood, blev jeg glad, forventningsfuld og nærmest pr. automatik, så rumlede sætningen ‘Jeg vil være kalif i stedet for kaliffen. Jeg vil være kalif i stedet for kaliffen’ i mit barnehoved.
Besynderligt er det, at jeg både nu og også for mange år siden, kunne huske og nærmest gengive handlingen i hvert eneste Tintinalbum, og en lang række Carl Barkshistorier. Det kan jeg slet ikke med Iznogood. Det kan man så lægge i, hvad man vil. Umiddelbart tænker jeg, at Hergé og Barks bare var bedre til at fortælle til at strikke en handling sammen. Og det holder jo selvfølgelig langtfra. Goscinny, som er manden bag ordene – mere om dét senere, skrev jo, og hvorfor pokker kan jeg huske Manden der var hurtigere end sin egen skygge, samt Obelix og de andre gæve gallere, når jeg ikke kan huske en fløjtende fis af Iznogood. Intet bortset fra de første 4-5 forsider, men det kan jo også skyldes, at jeg har set dem en del gange som voksen. Men de forsider kan jeg nu godt lide.
Jeg erindrer ikke at hverken i det vild vest, eller i det sydfranske hos gallerne, at der blev talt SÅ meget, som der gør i Iznogood. For det er, og nu afslører jeg noget, lidt for enerverende og belastende.
Men selvfølgelig er der mange flere lag inde over. Det handler nok ikke kun om ord.
Her, i samlebindet fra Zoom, som i lighed med deres forrige Iznogoodudspil, indeholder tre album, Iznogood og kvinderne, Iznogoods kumpan samt Iznogoods fødselsdag.
Skruet sammen i en flot hardback, vel noget af det bedste udstyr fra Zoom nogensinde, med fin sort ryg, hvor titel, forlag og Iznogoods grimme fjæs er sat dejligt op, en særdeles lækker indbydende blå covergrundfarve og med et overraskende velskrevet forord af Thierry Capezzone. Forordet er renset for snik snak og det virker tydeligt, at der er kommet et par redaktionelle briller med fra sidelinjen.
Der er ikke meget at komme efter, hvis man kigger på plottet i de tre album. Alle skåret efter samme læst og samme udkomme. Selvfølgelig med nuancer og jeg kan bedst lide den midterste, hvor jeg trods alt kunne småsmile lidt, omend de alle er ret fjollede og overordnet for fjollede for mig. Jeg er jo heller ikke barn længere, så det med at jeg ikke kan huske noget, har måske alligevel noget at gøre med indhold?
Min største anke er, og det er jo paradoksalt, da jeg både elsker ord og ordspil og den slags, at der på alle 146 sider ævles for meget. Der tales og tales og tales, og når der ikke tales, så råbes der. Anstrengende er det, og disse lange nærmest endeløse skænderier og råberi og skaberi, har jeg slet ikke overskud til længere. Sorry to say. Faktisk var det helt befriende at finde tomme talebobler sidst i sidste album.
Nej. Jeg er blevet for gammel, eller også er Iznogood bare no good for me.
Nu bliver jeg nok slagtet, for jeg ender så alligevel på 3 halvmåner. Og de gives næsten udelukkende for det redaktionelle og grafiske arbejde med bogens og dets design. For det er en lækker sag.
Og den slags skal også vurderes, ikke sandt, for ellers kunne man jo bare genudgive alt bevidstløst uden at tænke i layout.
Titel: Iznogood – Iznogoods kumpan
Tekst: Tabary
Illustrationer: Tabary
Forlag: Zoom
Format: Samlebind, hardcover, 246 sider i farver
Pris: 298,-
Isbn: 978-87-93564-92-3