Vi er bestemt i den barske afdeling. Titlen er JFK Secret Ops med undertitlen He ain’t dead yet. Forfatteren er danskamerikaneren Craig Frank, som vel er forholdsvis ukendt herhjemme. Jeg kender ham også kun fra den forrygende Cool Valley. JFK’eren er Franks første graphic novel, og den er, som jeg indledte med, barsk.
Præmissen skal godkendes først. Præsidenten overlevede attentatet i 1963, beslutter sig efterfølgende at gøre op med, track down and destroy, de personer, der var involveret i attentatet. Det er ok. Den er købt.
På allerførste side findes et lille uddrag af musik og skriftlighed, som har inspireret Craig Frank til at skrive og tegne. Sådanne ting er altid interessante, selv deres lidenhed til trods, og kun Beatlessangen Help kan jeg ikke helt forstå, at have inspireret. I den sang finder jeg nemlig optimisme og lys.
Hvilket bestemt er fraværende i JFK. Den er nemlig mørk og dyster, brutal og blodig, tegnet og holdt i en ganske rå stil, både hvad emne og udførelse, men sørme også i tegnestil.
Den starter lidt tungt. Sparsom dialog og tager så efterhånden fat. Stemningen, selve grundstemningen bevares hele vejen igennem værket, som by the way, er uden sidetal, hvilket jeg savner lidt.
Det slog mig, at det første jeg tænkte på, da jeg spurtkiggede tegningerne igennem, var hvor meget jeg kom til at tænke på Nash, I ved, Johan Pedersens Nash, bare mere dyster og grumsetrå. Der er de samme ret hårdkogte scenarier. Ofte ’ufærdige’ karakterer rent visuelt, og med baggrunde, som godt kunne trænge til en slags restaurering. I modsætning, og det trækker op, er JFK stort set uden forklarende tekst. Billederne taler grumt og taler højt. Det giver en kompakthed, som klæder og forener det grumsede og ufærdige.
Men det er så også samtidig en af værkets svagheder. Kombinationen af et vedvarende ensartet udtryk, og en forholdsvis banal hævnhistorie, har lidt vanskeligheder. Den lethed som klædte Cool Valley så godt, og hvor farverne formåede at forskønne tegningerne, er slet ikke til stede. Man sumper ned i det grove, og alt imens the plot thickens, så mister man som læser interessen. Jeg gjorde.
Jeg er ikke særlig sart, men flere steder måtte jeg springer lidt hurtigt over tegningerne. Cirka 2/3 dele inde i det digre værk, er der måske den mest klamme kvinde nogensinde i dansk tegneseriekunst. Hun er så vammel, at jeg måtte spole lidt. Og har sat sig grusomt i mit sind. Vi taler simpelthen om en kvindelig Fætter Maddike, bare gange tusind. Væk med hende. Til gengæld er det forbløffende hvor godt og vellignende at John Fitzgerald Kennedy tegnes. Det er vildt flot.
Efterhånden som denne tegneserieroad movie forsætter, bliver også han grimmere og grimmere. Både i sind og samvittighed. Eller mangel på. Egentlig har han en helt anden dagsorden. Men vejen dertil er hård.
Værket slutter i farver, og det er et paradoks. Læs selv hvorfor.
Bogen er ikke på dansk, men engelsk. Det gør nu ikke meget, om end jeg visse steder finder ord og sætninger ret simple. Næppe et ordvalg eller vokabularium som er en præsident værdig. Men måske alligevel ganske passende og ikke mindst forståelig. Som han på et tidspunkt tænker, at der har været vildt mange gunning for him…
Nå – samlet er jeg mere stram i masken.
Dette er den første anmeldelse i 2019, og jeg har besluttet at være lidt Treo i år. Derfor lander vi lige akkurat på en 3’er. En 3’er er et gennemsnitsalbum, men læg mærke til forbeholdene. Dog skal det siges, at værket gror, og efter at have læst og kigget for anden og tredje gang, øges læselysten.
Men jeg holder alligevel fast ved førstehåndsindtrykkene.
Titel: JFK Speciel OPS – He ain’t dead yet
Tekst: Craig Frank
Illustationer: Craig Frank
Format: Softcover, sidetal ikke angivet
Pris: Ikke angivet
Isbn: Ikke oplyst