Nå, her er der eddermame en herlig sparke-røv bog som både henrykker og sætter tanker igen. Selve set-uppet er såre simpelt. En tabertype, som du og jeg og givetvis alle andre, nosser rundt i skolen uden de store succeser. Der er ikke rigtigt noget der er helt godt, og perlerne af glæde er få. Nedgjort og overset. Skolen sucks. Yndlingsbaben værdiger ham ikke så meget som et blik, ja vel snarere tværtimod og kun hjemme er der glæder. Faren venlig og alt det der, men som så mange andre fædre og mødre er der både distance og et voksende ukendskab. Kun i tegneserierne har der været medvind, men selv disse må sande, at de også kun er et substitut.
Vores hovedperson, Dave Lizowski trænger i den grad til et gevaldigt los bagi. Et positivt af slagsen. Verden om ham formår ikke at antænde gnisten, men bålet kommer alligevel til at brænde lystigt. Svaret? Det kommer, som alle svar i livskriser, indefra. Dave inspireres af tegneserierne og anskaffer sig en dragt. Han skaber sit eget super-jeg, og vil bekæmpe the jordens bærme. En ret fed idé og ja – man kan undre sig over, at ikke andre for længst har gjort det, som Dave også selv når omkring at tænke.
Alle bål går ud, og for Daves vedkommende næsten inden det for alvor varmede. Hans allerførste action ender grusomt galt og det er kun et sandt mirakel at han overlever. Flere måneders genoptræning efter både smadderbank og en påkørsel er hård kost, og man kunne ellers tro, at både superheltedrømme og tro på egne evner ville være ligeså ituslåede som stakkels Daves krop. Men nej.
Og så har vi historien.
Alle historier lever hvis de eksponeres, og det kommer til at ske for Dave. En tilfældig optagelse ender på Youtube Kick-ass er nu ikke kun eksisterende i en ung vildfarende ædelmodig knægt, men ideen avler copy-cats. Og det er ikke helt så heldigt, om end det er med til at løfte fortællingen fra det virkeligt gode til det helt suveræne.
Det er nemlig en rum tid siden jeg har slugt sider i en sådan fart. Og ikke kun jeg, men sandelig også andre medlemmer af familien. Min kæreste på 45, som ellers kalder mine elskede tegneserier for Lort, lort og lort, selv hun var ret hooked på Kick-ass, og familiens yngste teenager var også begejstret. Forståeligt nok for både rammer plottet lige ind i langt de fleste, men der er en hæsblæsende nerve af både adrenalin og sparken røv samtidig med at de stille passager, de eftertænksomme både i billede og tekst, får os til at være med fra sidelinjen. Bogens klare styrke er den grad af identifikation midt i alt infernoet. De elementer af kaos og uforståelig modbydelighed som verden rummer og viser, kan pludselig overskues og bliver gjort håndterbar. Dare I say menneskelig? Uden at det bliver for søgt.
Tegningerne er ferme og der er meget brunt, rødt og blodrødt. Det er en slags Quentin Tarantino Kill Bill og Pixars ret seje De Utrolige fra 2004. Et mix af disse to sat i scene i form af et par hundrede blodrøde farvestrålende sider i almindelig bogformat. Der er ingen stille zoner i bogen, men alligevel masser af plads til eftertænksomhed qua hovedpersonens nede på jorden måde at være på. Og ønske om retfærd og bare plads.
Det er Fahrenheit der har udgivet og du kan google meget mere om selve udgivelsen og folkene bag på nettet. Jeg har en del anmelderhængepartier, så jeg gør kort proces.
Kick-Ass sparker i den grad røv. Den er barsk og blodig. Den har fart over feltet og rent beset velegnet til filmens verden, hvad jo så efterfølgende også skete. Jeg har ikke selv filmen, men vil bestemt kigge efter den.
Og så kan jeg huske for år tilbage, da jeg KUN var til ænder og Andeby og den slags. Jeg elskede det, men jeg elsker endnu højere at jeg fik et spark i røven og bedt om at kigge udover mine fjedrede venner.
6 klokkeklare punch lige i solar plexus. En for at være så velfortalt og emmende af fortælleglæde. En for identifikationen og set-uppet der gøres uden at det skaber distance eller at man griner skælmsk i skægget. En for tegningerne. Jeg elsker blod og svingende stålblanke våben, og så synes jeg det er ret cool at Dave er udstyret med en peberspray. John Romita Jr. Har tegnet og han er ikke en Hr. Hvem som helst. Han har sat liv til streger i ikke så få superheltefortællinger. Og tegningerne udstråler ikke bare hastighed og dynamik. Der veksles mellem perspektiver og vinkler, og alt sammen så blæret så jeg kommer til at tænke på gode film og tv-serier. Jeg glemmer at jeg læser og at jeg må holde bog bladre med fingre. Jeg ER i bogen.
En fordi der også er ro og omtanke midt i alt hurlumhejet. Måske fordi jeg nok altid har set lidt ned på selve superheltegenren, hvor alt synes håbløst og så, WUHAAA, så er der en superhelt med en superkraft.
Det har altid været lidt for let, synes jeg. Og dermed lidt for barnligt, selvom jeg reelt hader det ord i den betydning. Barnligt er nemlig et positivt ord. I min bog, altså.
De sidste to fordi jeg fornemmer at Kick-ass er meget mere end blot ramasjang. I vores lille familie har vi pludselig fået en fælles reference. Lidt som et godt stykke musik kan bringe folk sammen, eller en godt måltid der deles. At plastre kultur ind og komme det i formler og firkanter er nærmest anti-kultur. Så Kick-ass er meget mere end ’bare’ en superheltefortælling i en barsk og vedkommende ramme. Den har i hvert fald formået at favne tre forskellige, vidt forskellige endda, individer her på bjerget.
Det sker sjældent, synes jeg. Så vi har fået sparket lidt ind hver især. Og det er sgu bogens fortjeneste. 6 af de go’e.
Kick-ass
Forfatter: Mark Miller
Tegninger: John Romita Jr.
Forlag: Fahrenheit
Pris. 148,-
Udkom i august 2016
Isbn: 978-87-92320-32-2