Forestil dig at stå udenfor. Alt der sker, sker blot. Og du kan intet gøre.
Forestil dig også et samfund ikke så langt ude i fremtiden. Sikkert smukt og idyllisk for enkelte, men ikke for dig. Du er fanget i en dyne af armod, dine omgivelser er slidte, ødelagte. Vi taler trist med trist på.
Forestil dig også at livets kerner pilles ved. Alle håndtag justeres til gavn for de få, aldrig for dig eller dine.
Det minder om dystopier mange steder fra. Inspirationskilderne er mange. Orwell fx, men også vores århusianske ven, Svend Aage Madsens værker og det anmelderroste Playstationspil Last of us har sat spot på en tilværelse som ikke er misundelsesværdig. Og her har jeg kun nævnt de fiktive af slagsen. Life sucks for nogle.
Det er noget pis, ikke sandt? Noget lort.
Lidt sådan har Kijara det. Hun og hendes brødre er marginaliserede, uønskede. Det kunne være vore dages hjemløse, vore dages fattige, vore dages flygtninge. Og ja, hvis uheldet er ude, så kunne det også være dig eller mig.
Kijara 1 – Overløberen er første del af en trilogi. De to efterfølgere er i støbeskeen, og det er alt sammen vældig godt.
Jeg er ramt af tematikken, en direkte fuck finger til de forskelle i vores velfærdssystem, og synes overordnet at albummet fungerer. Der er en gysende uglad stemning i albummet, og det forstærkes af de triste tegninger, den tunge grundtone, det nedtonede farvevalg og på et overordnet plan selve plottet.
Tatiana har vist altid haft Kijara i hovedet. En vred karakter, gustenbleg, ranglet og med flammehår. Oppe på biblioteket har jeg en signeret tegning, en Kijara. Også den har et udtryk, en udadvendt vrede og en slags indignation. Lidt lige som albummets Kijara.
Men hvor jeg blot har en enkelt tegning, så er Kijara anderledes klædt på. Der er også frustration, angst og andre mørke præg. Kijara er kriminel, selvfølgelig. Og genetisk forkert og i konstant konflikt med en frygtelig fjende.
Ender det galt? Ja, sgu. Og så tager albummet en ny drejning.
Indtil da hæsblæsende action med klaustrofobiske ruder og meget indestængt vrede og frustration, flugt, blod, brunt og trangt.
Alt det tunge og grimme fylder, og engang imellem halter det med balancen. Der er simpelthen alt for få lyse steder, lyspunkter om man vil, eller håb, og det gør, at den samlede læseoplevelse godt kan være lidt ætsende. Man skal være godt bidt af tematikken og plottet for for alvor at nyde albummet. Jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal forklare det, men alt det triste og tunge bliver også for meget. Den fortættethed bliver for voldsom, og jeg ender med at blive mere kold end berørt. Mere ligeglad end engageret, og det er jo ikke der, jeg skal hen.
Der er voldsomt mange lydord i albummet, og det er fedt. Lydord er godt. Der er også meget dialog og sine steder alt for meget. Et væld af ansigter fylder siderne og der er ord, og ord og ord. Her er det, at jeg savner en grøn plæne, en blå himmel, en bænk, et eller andet stille der vækker minder og kontraster.
Det lyder måske alt for kritisk, men jeg ved, at Tat har store nosser og en bred ryg. Hun stikker ikke op for bollemælk og er typen der godt kan skelne skæg fra snot. Og hun hilser rynkede bryn højere end forlorne skulderklap og likes på de sociale medier.
Lad mig vende det om.
Grundstemningen er intakt, der er kælet for vinkler, for mørke, og ruderne varierer. Læseflowet stimuleres konstant og illustrationerne lever selvom albummet er teksttungt.
Og vi taler altså 80 sider i farver, hvoraf de sidste cirka 20 er informativt ekstramateriale. Nå ja, lækkert hardcover og en rimelig pris.
De der ekstrasider er altså gode. Jeg kan faktisk bedre lide dem end selve værket.
Det er altid en fornøjelse at komme ind i knolden på kunstnerne og det er spændende at være inde i Tat. Hun er nemlig meget mere end blot metervarer. Men altså lidt for grov og for endimensionel i sine stemninger. Jeg er irriteret på albummet, men også tilpas nysgerrig. Sidstnævnte indikerer, at der er noget mellem stregerne der har ramt mig, og derfor ender jeg på 4 blodstænkt af 6 mulige. Jeg vil læse albummet igen.
Men først noget sol, noget sødt, nogle farver, noget distance.
Titel: Kijara 1 – Overløber
Tekst og illustrationer: Tatiana Goldberg
Forlag: Comic Factory
Pris: 200,-
Format: 80 sider i farver, herunder cirka 20 siders ekstramateriale
Isbn: 978-87-999631-1-9