Ah. Et nyt Gammelpot-album står grønt i reolen. Grønt fordi ryggen er grøn og ser så inviterende og indbydende ud. Nummer 11 i rækken og jeg glæder mig sådan til at læse det højt for de mindste, for de er også begge ret glade for den lille tykke mand med det hvide skæg.
Jeg HAR nu lige læst det først, for jeg kunne ikke lade være. Det gjorde jeg her til formiddag. Som vanligt er alt det ydre i tiptop orden. Cobolt står for kvalitet. Det er sikkert som amen i kirken. Lækkert cover, teksten står snorlige på den flotte grønne ryg, lidt teaser på bagsiden og et fint forord fyldt med illustrationer, kasserede forsider og den slags, samt ord fra forfatteren. Alt ok.
Knipse-Pif er titlen og det er et album, der er hurtigt læst. Fyldt med action hvad coveret også indikerer.
Gammelpot er jo altid på vej, altid på farten. Som han siger til en venlig ældre herre, der byder ham et lift, og spørger ham, hvor han skal hen:
’Det ved jeg ikke endnu. Jeg følger min næse, og jeg håber, at jeg kommer til et sted, hvor jeg ikke har været før’, lyder svaret.
Herligt. Det lyder dog velkendt.
Jeg MENER, at jeg har læst noget lignende før. På samme måde som et par detaljer i albummet også forekommer bekendte. Thom Rop kommer selv ind i det i forordet, som denne gang er på 5½ side. Det der med at stjæle og planke fra andre værker. Jeg tror, at alle gør det. Nogle gange bevidst, andre gange ved en slump, og som hovedregel fordi man er inspireret og jeg har det efterhånden sådan, at selv bevidst plankeri, ikke helt kan ophidse mig. I hvert fald ikke bringe mit pis i kog, for nu at tale frit ud af posen. Jeg har ikke selv set 1995’er filmen Jumanji med Robin Williams, simpelthen fordi jeg aldrig nåede at holde af hovedpersonen, og om der er nappet lidt for kærligt fra Knipse-Pif, ved jeg så ikke. Men mon ikke?
Jeg mener til gengæld at kunne genkende vandplaskeriet i starten af fortællingen. Fra Troldmandens lærling, film såvel som tegneserie, hvor Mickey Mouse er i lære, og ’kommer til’ at åbne troldmandens bog, siger trylleordene og så er ragnarok løs…
Igen – man inspireres.
Nå – Gammelpot ender selvfølgelig i suppedasen igen. Denne gang meget mere harmløst, for der er ikke skurke og slyngler og rævekager og den slags, men for pokker da. Mindst lige så dramatisk og eventyrligt bliver det, for den uhyggelige mose med kviksand og tågebanker, er en portal ind til Magiens verden. Hvor de fleste andre Gammelpot-album har med forbrydere at gøre, nogen der forsøger at narre og snyde, så er det anderledes fredeligt. Nemlig opdragelse og et ret direkte angreb på os voksne og den dumme måde, som vi forvalter vores forældrerolle.
Drengen Pif kan det hele. Han kan bare knipse, så vupti, så er der en usynlig hest, der kan fragte ham. Eller dukketeateret med snoretræk, et knips, så udfører tråddukkerne selv deres skuespil med fagter og lyde. Selvfølgelig er det indlysende, at det er spøjst og fis og ballade. Men lige så indlysende, at det er kedeligt og at konflikterne mellem farmand og sønnike er hyppige. Troldmandsfaren Socratof er frustreret og vred. Det er skidesvært at holde Pif til ilden. I stedet for studierne og at øve sig, så vil Pif langt hellere lege og være ude i naturen.
Herligt omvendt og et paradoks til vores tid, hvor de unge har hovederne dybt begravede i deres forskellige gadgets, og naturen noget, som de kun kender til, hvis vi, de voksne, presser eller tvinger dem.
Historien er simpel og for børn. Jeg kedede mig, ærligt talt, men er bombesikker på, at mine små vil elske den. For børn, ja, og det har jeg for øje. Så hør blot:
Albummet og hændelserne i slottet, når Gammelpot og Pif er alene, er topherlige. En tsunami af vilde skøre oplevelser, med effekter og levende væsener der materialiserer sig, efterhånden som vores Pif forsøger sig med sine knips. Det er ikke hekseri eller trolddom, hævder han, men det er det nu alligevel. All the way.
Trolddom. Magi. Fedt. Sjovt. Fantasifuldt. Effektfuldt.
Kæmpestore skabninger åbenbares. Elefant, monstre, abekatte. Gammelpot bliver selv udsat for Pifs knipserier, og må se sig selv både forstenet og fordoblet og endda firedoblet. Det ER syret og virker for de små, er jeg sikker på.
Så jeg er spændt på deres reaktion.
Jeg selv er jo anderledes indrettet. Er for gammel og for konservativ til for alvor at holde af alt. Realisme og sortsyn, til gengæld, det skyller jeg rent ned. Fantasy nok især, samt alt for meget hurlumhej og Stranger Things og den slags… Det er lidt svært, synes jeg. Paradoksalt, da Gammelpot i sig selv med sin vadsæk, jo netop springer alle mine virkelighedsgrænser. Ham kan jeg jo sagtens annektere i mit tegneserieunivers.
Hm.
Til gengæld har jeg et stort hjerte for alle de der finurligheder, der også findes i albummet. Når gamle støvede malerier pludselig får liv og bliver en del af handlingen. Fx på siderne 35 og 36, hvor et portræt først får en ordentlig en på skallen, og dernæst ser den drabelige jagt med frygten malet i ansigtet. Nederst på samme side en frue eller frøken, der også ser med i angst. Sådan noget kan jeg godt lide, og der gik et sus igennem det gamle system, da jeg på side 21 så, at mit herlige monsterspil, Resident Evil 4, måske har hugget lidt. Rustninger der får liv og jagter Pif og Gammelpot. Det har jeg set før, og spillet.
Måske overfortolker jeg, men fraværet af en mor, og det bizarre optrin, hvor en afdød bedstefar kommer med en lummer bemærkning fortæller mig, at er er et budskab. At kernefamilien med far og mor er det bedste, trods alt. I don’t know. Måske er det bare tilforladeligt lir. Måske.
Sikkert er dog, at der er et kraftigt vink med alle mulige vognstænger til folk der opdrager, det være sig især forældre, men nok også lærere, pædagoger og andre, der har med børn at gøre. Det skinner igennem i forordet, og bliver direkte fortalt i albummet sidste del. Jeg er enig. Leg er så vigtig. At have noget at tage sig til, bruge kroppen, naturen og det man måtte finde derude.
Næsten endda for tykt, kan man mene. Det der med budskabet. Men så alligevel. Der sidder med garanti mørkemænd og kvinder derude, der tror, at børn hurtigt skal blive voksne. Knipse-Pif er især til dem.
Farverne er friske, papiret glat og det virker som en god cocktail.
Sommeren er her. Corona stadig, men dog på retræte og alt ånder fred.
Gammelpot 11 er i den lidt halvtynde afdeling, dog, og jeg, som jeg skrev lidt længere oppe, kedede mig.
Men mine børn vil elske den, og tegninger og farverne trækker nok op, så ankeret, selve plottet, ikke bliver alt for udslagsgivende, for så var vi ikke havnet på de tre stjerner, som vi gør.
Titel: Gammelpot – Knipse-Pif
Tekst: Thom Roep
Illustrationer: Piet Wijn
Forlag: Cobolt
Format: Hardcover, 56 sider i farver, 22,5 x 28,5
Oversat af: Edith Månsson
Pris: 199,-
Isbn: 978-87-7085-8281