Home / Anmeldelser / Kodenavn apokalypse

Kodenavn apokalypse

Næstsidste Soda er på gaden og Zoom skal have stor tak for at vi læsere kan krimihygge os med den Philip Marlowe kind of guy, David Solomon, som i 13 album opererer med en dobbelt identitet. Professionelt som en rå halvkontroversiel egenrådig strømer, og hjemme i bare tæer sammen med hjertesvage mama. Som jeg tidligere har nævnt, er det vildt at mama ikke forlængst har lugtet lunten. Omvendt, så virker rammen og engang imellem må Sodas mor finde sig i, at være en del af handlingen. Som her i indeværende album, hvor hun uforvarende åbner døren for folk, som Soda ikke helt er i sync med.


Handlingen i seriefortællinger er jo reelt ligegyldige. Noget sker, Soda er på sagen, enten qua ordrer ovenfra eller fordi han tilfældigvis er i nærheden. Og in between en masse støj, skud, biljagter og den slags. Så meget som man nu kan have plads til, i Zooms vanlige softcover 46 sider i farver. Og det er ikke så lidt, og som regel altid ganske passende.

Crew’et bag, Tome og variernde tegnere har nemlig en overmåde fin skabelon at arbejde ud fra. Byen New York, med dens rå skyggeside, og hardcorestrisseren Sodas beske hårdkogte stil virker, og der er flere spændende og godt fortalte perler i den desværre korte serie. Vi er på dansk kommet til album nummer 12, og der er kun et enkelt tilbage.

Øv for det.

Skabelonen virker, og grundstemningen i de hvide album er betændt. Der er kun ganske lidt glimmer og glamour, der er alfonser, drugs, vold, tuff turfs og ingen nåde. Mean streets. Her er det så et kuriosum, at Sodas dejlige mor, hun er modvægten. Det er i hendes hjem (hvor Soda bor!), at man kan trække vejret. Sådan da, for Soda er jo en løgner af rang. For at beskytte morens svage hjerte, har han bevidst undladt at fortælle hvor huslejepengene stammer fra. Hun tror, at sønnike er præst. Det betyder, at han altid må skifte tøj, og i flere tilfælde, som fx her i Kodenavn Apokalypse, må dække over sår og skader. Præmissen naturligvis skæv men man æder den råt alligevel.

Tegnestilen er præget af hast. Ikke i tegnemæssig forstand som sjusk eller hastværk, men at handlingen betyder, at der på hver side sker noget. Der er ikke meget sindrighed og ro, og i de dialoger der er, er der som regel tale om noget jobrelateret noget i form af efterforskning og almen politimæssig opklaringsarbejde. Undtagen altså når vi for en stund er hjemme i provaten hos mor, og er således mere nede på jorden. Stilen er rå, tegninger og grundfarve mere mørke og Soda er en slags Natascha blot ikke nær så fjollet og slapstickagtigt.

Kodenavn Apokalypse er ikke helt i toppen, og de actionscener, som ellers fungerer så godt i de første 11 album, er ikke helt til stede, as in ikke til stede. Og det er ikke helt så godt, for det er især kombinationen af især disse poweractionscener og den rå stil, især når Phillip Marlowestemmen tager over, som en slags voice over eller forklarende tekst eller en altvidende fortællerstemme. Det fungerer ikke helt her i 12’eren, og hvor jeg tidligere har været på 3’ere, 4’ere og 5’ere, så kommer vi ikke derop denne gang. 2 gange morfin bliver det til.

Titel: Soda 12 – Kodenavn Apokalypse
Tekst: Philippe Tome
Illustrationer: Bruno Gazzotti og Olivier Labalue
Farver: Cerise
Oversættelse: Michael Gabelgaard Nielsen
Forlag: Zoom
Format: Softcover, 46 sider i farver
Pris: 149,-
Isbn: 978-87-7021-035-5

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *