Da Thomas Thorhauge i 2006 tegnede Virkelige Streger for Ekstra Bladet, blev jeg for alvor klar over, hvor fantastisk en tegner og visuel formidler han er. Og det endda under tidsmæssigt stort pres. Siden da har jeg fulgt ham tæt, og i torsdags kom så hans nye grafiske roman ‘Kom Hjem‘, som jeg selvfølgelig måtte ned og købe.
Egentlig har jeg det svært med grafiske romaner, da formen hurtigt bliver anstrengt og spekulativ, og det synes jeg også omslaget signalerer. For det første begriber jeg ikke, hvad det orange armbind med en selvsmagende kommentar af Morgenthaler laver på forsiden og i det hele taget virker omslaget alt for designet og ‘årsrapport-artig’. og det er synd, når bogen byder på store visuelle oplevelser.
Historien om den enlige mor Thea til sønnen Robert lægger ud på et højt abstraktionsniveau, hvor vi bliver introduceret til Thorhauges brug af virkemidler med overlappende billedbokse og talebobler på tværs af rammerne. Udtrykket er som vi kender: Sorte konturer og afsindig flot farvelægning der underbygger de enkelte afsnits stemninger.
Nogle steder går brugen af denne form dog galt. Da Thea ankommer til det franske aktivistkollektiv for at møde sine nye venner, møder vi dem i husets sofahjørne hvor de enkelte figurers karakterer bliver lanceret. Tungt arbejde, og derfor forekommer det mig ubegribeligt, at denne præsentation skal strække sig over hele 12 sider med den samme kameravinkel og med en lidt påtaget brug af overnævnte overlappende rammer. Det bliver for meget og forstyrrer læsningen.
Omvendt folder Thorhauge sit mesterskab fuldt ud i afsnittet om demonstrationen i Paris. Enhver tegner ved, hvad det vil sige at gå i gang med ‘myldertegninger’, hvor både for-og baggrund er tydeligt defineret. Thorhauge kan det, og pludselig giver den dynamiske opsætning mening, når der bliver krydsklippet mellem Michel på taget af bilen og Thea der betragter scenariet gennem en kikkert fra et hustag. Smukt og effektivt, og har I lagt mærke til Thorhauges eminente måde at tegne træer på?
Og igen i afsnittet, hvor Thea er Co. Er kommet til København og tilbringer natten i Ungdomshuset. På dette tidspunkt har de politiske aktiviteter taget en ubehagelig drejning, og vi fornemmer en opløsningsstemning i gruppen, og at Thea er ved at få nok. Her får læseren fred til at nyde den mørke og modige farvelægning, og den fortættede stemning bliver for første gang afviklet i faste sekvenser, hvilket klæder historien.
At det er svært at afslutte værker af den her slags, fremgår tydeligt i Kom Hjem. Vi får godt nok samlet op på historien, men i slutfasen går der for meget Dekalog i den og selvom man fornemmer Thorhauges intentioner med de afsluttende billeder, synes jeg at det bliver for abstrakt. Også i en grafisk roman.
Jeg havde lovet mig selv, at afslutte med en postiv opsummering, så det vil jeg gøre. ‘Kom Hjem’ er samlet set en smuk og medrivende fortælling der visuelt til tider er helt oppe i Eisner-klassen og som har smukke momenter set gennem barnet Roberts øjne.
Næste gang vi ser noget fra Thorhauges hånd, håber jeg det bliver i en mere fast form. Måske med en historisk fortælling ala Rolands Danmarksbesættelse? Jeg tror det vil klæde ham. For en mesterlig tegner, det er han.