Home / Anmeldelser / Kors og klinge

Kors og klinge

Så skal vi ha’ fat i kappe og kårde, måske ikke så meget kappe, men kårderne, dem bliver der brug for!

I E-vokes Kors og Klinge fægtes der vildt og voldsomt, gerne med to klinger, én i hver hånd, Der tales også en del, og det kan ved første gennemlæsning godt gå ud over flowet, da der er meget, læseren skal forholde sig til en del informationer samt holden styr på flere handlingsforløb og karakterer, men det klarer man med en eller to gennemlæsninger mere. Tre i én om man så må sige, og det er jo altid godt!

”Trediveårskrigen hærger i det centrale Europa, som er én stor slagmark, der præges af brutalitet og hungersnød. Under disse farlige omstændigheder krydses en ambitiøs prins, en skruppelløs kurtisane og en dygtig musketers skæbner…” skriver forlaget. På første side kommer vi ind midt i jagten på en kvinde og hendes to børn, der flygter gennem en skov forfulgt af den ”onde” ? greves mænd. Vi ved det ikke, men det får man mere at vide om, som handlingen skrider frem. På 5. side af historien (albummets s. 13 bliver ”helten” introduceret i en mægtig fægtekamp (gåseøjne, for ikke at afsløre for meget), der er hoppet 31 år frem i tiden, og er dette mon det ene af de to børn fra skoven?

Albummet vil meget. Der springes fra karakter til karakter på en lidt abrupt måde, så man skal holde hjernen godt placeret mellem ørerne, mens vi er kørende! Selve intrigen og hovedpersonerne og bipersoner, en del, 30-årskrigen som ramme og nogle mystiske børnedødsfald, der fokuseres lidt mere på i slutningen, og som umiddelbart ikke har noget med historien at gøre, men som sikkert bliver afklaret i bind 2 er blot en del af hele herligheden. Jeg måtte sætte mit læsetempo ned og læste albummet flere gange, og hér kan man så sige, at der er ”value for money”, thi de 64 sider fylder meget i hvert fald i denne læsers tid. Som skrevet vil albummet meget og kommer også i mål, noget gemmes til næste bind, og det må siges at være i orden.

Illustrationerne er fine, lidt karikerede, og det passer godt til den tid, det hele foregår i. Almindelige mennesker, flertallet, havde ikke meget at råbe hurra for. En historielærer jeg havde i folkeskolen, var meget glad for ordet ”skiden” brugt til at beskrive almuen og fattige generelt. Udsagnet ”Det var en skiden tid”, eller ”de levede under skidne forhold” blev jævnligt brugt, når det var betimeligt. Af og til må jeg lige kigge nærmere på tegningen for at se, hvem der er afbildet, det er især når karaktererne ses på afstand.

Med hensyn til farvelægningen, så ved jeg ikke rigtigt, hvad jeg skal mene. På de fleste sider er der en grundfarve, som bestemt underbygger stemningen, og der er forskellige nuancer af grundfarven. Det kan godt blive en anelse for meget i mine øjne, med et par sider i røde nuancer, så et par i gråt, så gullig/okker, nogle i brunligt, så tilbage til rød etc. Men som sagt er det med til at skabe stemning. Mine sarte øjne kan dog godt lide at tingene har den farve de har, at der er lidt mere variation. Smag og behag!

64 sider for 169,- er et godt køb! Indbinding, papirkvalitet er fint, nogle vil mene lidt vel blankt, men igen: smag og behag. Sproget flyder naturligt og forstyrres ikke af trykfejl. Dette står Lea Mejdahl Christensen fermt for. Der er en lille introduktion til Trediveårskrigen i starten af albummet. Vil man have det fulde udbytte, kan det være en god idé selv at læse lidt op på denne del af Europas historie. Serien er i to album, og sidste og afsluttende del udgives i april 2020, oplyser E-voke. Det er jo snart! Jeg giver fire skarpe klinger – to i hver hånd!

ANMELDT AF HENNING BRAUNSTEIN

Titel: Kors & Klinge 1 – Von Kreuz’ blodlinie.
Tegner og forfatter: Stefano Casini.
Oversættelse: Lea Mejdahl Christiansen
Forlag: E-voke
ISBN nr.: 978-87-93952-01-0.
Pris: 169,-
Udstyr: Hardback, 64 sider, i farver.