Home / Anmeldelser / Kvinden der ikke kunne huske!

Kvinden der ikke kunne huske!

413px-Lilith_i_underverdenen_3

Hver anden weekend kommer mine piger, og så er vi, i vores sammenbragte familie, mange i stuen og mange om at få tingene til at fungere. Hver aften, når vi er så mange, arrangerer vi læsehygge i stuen, og så kan man drikke the, tegne og male, klippe og nogen gange klistre, og jeg forsøger altid at indoktrinere ungerne til at læse tegneserier. Så jeg har en stak med, nye som gamle, og lader dem som regel bare ligge i en lille bunke. Da det nu efterhånden er blevet en slags tradition, så går de altid bunken igennem og kæmper normalt om de samme udgivelser. Smølferne er der altid rift om, samt Elverfolket, og den ro og den stemning vi sammen skaber, er at regne for kvalitetstid, tænker jeg.

Jeg har jo alle dage været glad for et godt gys, og synes, at lige præcis den genre sidder bedst fast i min bevidsthed og erindring.

Så jeg var spændt og fulgte godt med, da bunken i lørdags (jeg prøver altid at tage noget nyt med, herunder graphic novels) havde fået følge af Rasmus Bregnhøi og Oscar K.

De to yngste på 9 og 10 kastede sig over Little Miss Nobody og Kvinden der ikke kunne huske, men kastede dem hurtigt tilbage i bunken. Min ældste på 13, havde travlt med en juledekoration, men nappede så, efter et stykke tid, også Kvinden der ikke kunne huske. Hun lagde den dog hurtigt bort.

Der gik lidt tid. Vi hyggede videre. Og så skete der det interessante, at min ældste nappede Kvinden på ny, og sad denne gang betydeligt længere med den. De andre fumlede videre, jeg med, men hun læste videre og læste den til ende.

rsz_kvindenpct20derpct20ikkepct20kunnepct20huske_uddragpct2001

Jeg spurgte, hvorfor hun havde taget den på ny, og hvad hun synes om den. Det ved jeg ikke, lød svaret på begge spørgsmål. Et klassisk svar, som jeg, både som lærer og far, har hørt til bevidstløshed.

Men da vi senere skulle se film og æde lørdagsslik, og mørket sad i stuen, så talte hun, og fortalte. Hun kunne lide den, men synes at den var uhyggelig. Der var noget over tegningerne, som hun ikke kunne lide, men den var alligevel spændende og da hun er lige så nysgerrig som katten, så læste hun videre.

Men den er underlig, sagde hun flere gange. Den er mærkelig.

Og ja – det er den. Mærkelig, mystisk og god. Jeg har nu læst den to til tre gange, og in between lige måtte genopfriske de to øvrige, om end Kvinden der ikke kunne huske sagtens fremstår som ’sin egen’ og behøver ikke de to forgængere.

rsz_kvindenhuskefilmsekvens02

Men mystisk, sær og mærkelig, det er den, og selvom jeg nu har haft knolden i den et par gange, så er jeg ikke sikker på, at alt går rent ind. Heldigvis er jeg af den opfattelse, at det gør intet. Kunst har det med at komme snigende. Læseoplevelsen og stemningen, der var imens, tager jeg med, som min datter, og det er såre godt.

 

Nå – alt dette ovenfor er blot sniksnak. Nu lidt om værket.

 

Det er tredje bind i trilogien, og det ligner en slags afslutning. I hvert fald ligger Schniff med et saligt smil og uden underbukser til sidst, og der kunne godt have stået Happy end. De er nøgne og de smiler. Det er ikke så tosset.

 

Der er nu ikke så meget at smile af i det univers, hvori vores to venner har deres gang. Det er lurvet, det er mørkt og barskt, og både tegninger og ord emmer af fordærv og råddenskab. Klart at vores aktører enten er blind eller vant til at leve i en døs. Når man lukker sanserne, sover man roligere. Men de er jo på en slags mission, og trilogien rummer også et håb for fordærvets frelse. Kysset på næsen, at blive holdt om ekstra længe og til sidst at dele lagner er på et direkte og forståeligt plan. Lidt anderledes, mere subtilt, at mørket overvindes og retfærd vinder, på et andet plan.

 

Så, en dystopisk fortælling som udgangspunkt, og det forklarer måske, at mine tre tøser ikke umiddelbart nappede til, men lagde bogen bort. Fæle illustrationer kræver modenhed, og der er mine piger ikke endnu.

 

For det er fæle illustrationer. Ikke at de er dårlige, slet ikke. Men fæle as in grusomme og modbydelige. Hakkede, kantede, grumme netop for at anrette den brutale underverden, som så mange klassiske tegneserier har skitseret så klassisk. I ’Kvinden der ikke kunne huske’ er der præcis den barskhed, som en tur i en storbys baggård viser. Der er ækelt, fælt og ikke til at holde ud. Menneskehandel, nedrighed, vold, organhandel, misbrug, drab, og som i Den lille rødhætte, skal man ikke altid tro det bedste om folk. Til sidst, hvor alle puslebrikkerne så nogenlunde lægges, viser det sig jo, at de gode også kan være kantede og ufine.

 

Bogens virkelige helt, vores primære aktør, Schniff (Kan man tænke sig et grimmere navn? Jo, Adolf, som skriger så enerverende i en bogens ekstremt dystre passager) er jo eminent. Han er tegnet så tilpas neutralt for tilforladelig, at hans smilende glade alt for store hoved virker som en satans kontrast til alle de fæle og sære ting, som bogen viser.

 

Et gysende nedslag er på side 51-52 stykker, hvor vores venner går tur i fordærvet. Her er selvmordere, hovedløse voksne, angste børn og en lille perle, to brutalt udseende mænd kaster mønter efter og ind i en kvindes fisse. Vammelt, fælt og uforglemmeligt.

 

Illustrationerne er bogens store plus. Netop fordi de er så satans rå på en lidt tuttenuttet måde. Farverne får ens indtryk til at blafre. Det tunge mørke afbrydes af lyse skinnende kulører, og det er med til at hæve bogens dynamik og fremhæver kontrasterne. Det bastant mørke bliver endnu mere sort, når lyset ind i mellem skinner.

 

Men det kan også forvirre og forvilde. Jeg kan godt forstå, at mine tøser ikke umiddelbart holdt af bogen, for det kræver en vis alder, eller erfaring. Det samme kan siges om bogen som helhed. Den kræver lidt af sine læsere, de kantede karakterer, farvernes betydning, skellet mellem det barske og det frelsende, og oveni forholdet mellem Schniff og Lilith. Det er skidt hvis man elsker sine vaner, men skidegodt hvis man lader sig fornøje og forføre, og især lade bogen udviske ens vaner. Som sådan er Oscar og Rasmus med til at bryde barrierer og tænke nyt, og det kan ingen begræde. Tegneserien som sådan har brug for, og især gavn af at man tør have nosser og lave nyt. Her, på en slags klassisk krimifacon står trilogien stærk, og Kvinden der ikke kunne huske stærkere. Med et ’jeg har set det før’ men det rykker alligevel på en ny måde…

 

Samlet vurdering:

 

Kvinden der ikke kunne huske kræver lidt af sine læsere. Mine piger stod af og på, og jeg står stadig. Rasmus B og Oscar K driller. De er dødsensalvorlige, men de driller, fordi de tager et klassisk udgangspunkt, og tør sætte det ind i en lidt halvgrim ramme. De går på line mellem det sikre og der hvor man for alvor kan falde ned. Lidt som linegangere over gaden mellem to bygninger. Plottet er smalt og ikke alle brikker falder endeligt og solidt på plads. Men man svæver i læsningen, og sidder tilbage med en ’Wahuu – hvad var det, der skete’. Kvinden der ikke kunne huske er ikke et mesterværk, men et drilleværk, og bestemt en bog man husker. Måske ikke en bog man vender tilbage til i en uendelighed, men man vil huske den, for den gør indtryk. Og det gør den kun fordi den rummer kvalitet. Det er barskt og sparker, nej spanker røv.

 

4 slag på ballen der efterlader blodrøde striber ud af 5 mulige.

 

 

Titel: Kvinden der ikke kunne huske

Forfatter: Oscar K

Illustrator: Rasmus Bregnhøi

Forlag: Fahrenheit

Format: Hardcover, indbundet, 100 sider i farver

Pris: 149,95

ISBN: 978-92320-29-2

Udgivelsesdato: Er udkommet

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *